Rummelighed og diakoni er vigtige for Indre Mission

Årsrapporter fra regioner og arbejdsgrene tog en stor del af tiden på hovedbestyrelsens januarmøde.

Ved Indre Missions Hovedbestyrelses (HB) januarmøde på Hotel Hebron i København behandlede bestyrelsen 50 bilag, hvoraf de fleste var årsrapporter fra regioner, arbejdsgrene, skoler og organisationer. 

Væsentlige temaer i rapporterne fra regionslederne var bl.a. rekruttering af nye medarbejdere og ønsket om flere fritidsansatte. Samarbejdet med bl.a. IM's virksomheder, præster, menigheder og skoler er vigtigt for mange medarbejdere. Desuden blev der talt om frivillighedskulturen, om lokale missionsmuligheder og om udfordringerne med at favne børnefamilierne. 

Fra landsledernes rapporter drøftede man bl.a. samspillet mellem IM og IMU og ressourcerne i det tværkulturelle arbejde. 

Tålsomhed i folkekirken 

Et af de større temaer på januarmødet var en drøftelse af frihed og tålsomhed i folkekirken. Her havde HB indbudt leder af Grundtvig-akademiet og redaktør af Grundtvigsk Tidende Ingrid Ank til sammen med vicegeneralsekretær Peter Nord Hansen at indlede en samtale om, hvordan man forstår og udfolder den kirkelige rummelighed, dels som minoritet og dels som majoritet i folkekirken. 

Samtalen viste, at svarene afhænger af synet på både menigheden og Bibelen, som er områder, den grundtvigske og den missionske del af folkekirken ofte ser forskelligt på. Men det var også en samtale, der understregede, at det både er muligt og vigtigt at forstå hinanden og have en løbende god dialog. 

Samtalen affødte også en drøftelse om IM's rolle og ansvar for den åndelige debat i både kirken og samfundet. 

Et punkt på dagsordenen handlede om, hvordan IM og de lokale fællesskaber kan opbygge gode relationer til præsterne og tage godt imod nye præster i lokalområdet. 

Diakoni og mission hænger sammen 

Et andet større tema var drøftelsen af HB's andet pejlemærke om diakonien fra 2022: "Vi arbejder for at formidle Guds kærlighed i handling med omsorg for hele mennesket." Tonny Dall Sørensen tog HB med på en fremtidsrejse for udfoldelsen af det særligt diakonale i IM. 

Den efterfølgende drøftelse understregede, at der er et stort – og ofte usynligt – diakonalt engagement i IM, og at mission og diakoni er tæt forbundet med hinanden. Desuden blev Bønnens År flere gange nævnt som en vigtig komponent i kaldet til diakoni. 

Optimisme i København 

HB havde traditionen tro besøg af repræsentanter fra Københavns Indre Mission, hvor optimismen og visionerne for fremtiden har fået overtaget. De kunne fortælle om Bethesda som en markant missionsstation i hovedstaden, der hvert år besøges af flere tusinde mennesker, som på forskellige måder møder evangeliet i både vidnesbyrdets og diakoniens form. Økonomien er rettet op og lægger ikke længere en dæmper på aktiviteterne, hvilket også gav dem grundlag for en ny frimodighed. 

Der blev også tid til et besøg fra Dansk Bibel-Institut og til en drøftelse af samarbejdet. Ikke mindst den fælles udfordring med at promovere København som en attraktiv studieby – også for unge kristne. 

Efter mødet med impuls' redaktion ved det forrige møde var der afsat tid til en opfølgende drøftelse af magasinets profil og økonomi. HB bakker op om den aktuelle, redaktionelle linje, men er også opmærksom på, at impuls ikke når ud til de yngre målgrupper, som skal nås ad andre kanaler, som der derfor også bør søges ressourcer til. 

Hotel Hebron bidrager stort 

Økonomirapporten er et fast punkt på HB's dagsorden, og HB kunne denne gang konstatere, at 2023 ikke var et godt år for de almindelige gaver. Til gengæld leverede flere virksomheder pænt over forventning – ikke mindst Hotel Hebron, hvor hele personalet er stolte af at kunne bidrage stort til IM's arbejde.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Ny støttefond gør bibelskoleophold billigere
Sammen med Indre Missions Missionspulje skal en ny støttefond gøre det billigere for unge at tage på bibelskole. 
Sport kan binde sammen på tværs af generationer
I august 2025 har Felix Rejser en tur til den spanske ø Fuerteventura. Det er en mulighed for en aktiv ferie i et kristent fællesskab på tværs af…
Seks uger fra idé til julemarked
Missionshuset Stjernens første julemarked var en succes og kalder på en gentagelse næste år.

Annoncer