»Enhver ung generation har et opgør med noget, de mener, at de gamle har glemt. Og det er godt,« fastslog højskolelærer og ungdomspræst Michael Bak Nygaard, da ca. 150 deltagere på tværs af generationer mødtes til konferencen Sammen på Børkop Højskole den 24. oktober.
Her havde en række kirkelige organisationer, deriblandt IM og IMU, lagt op til en samtale mellem generationerne om de kristne ungdomsfællesskaber og om, hvordan generationerne kan berige hinanden i stedet for at grave generationskløften dybere.
Og der er et grundlag for, at det kan lykkes, forsikrede Michael Bak Nygaard.
»Da ungdommen gjorde oprør i 1960’erne, mente de ikke, at de kunne lære noget af de ældre. Dér er vi ikke i dag. Jeg tror, alle unge vil anerkende, at de kan lære af dem, der er ældre end dem selv. Så hvis en voksen siger til en ung: ‘Det, du har gang i, ser spændende ud – har du ikke lyst til, at vi skal mødes til en snak om, hvordan det går?’ – Så er der faktisk en chance for, at den unge siger ja. Men initiativet bør komme fra den ældre, for det er mindre sårbart for den ældre at blive afvist end omvendt.«
Som et ægteskab
Michael Bak Nygaard er til daglig lærer på Børkop Højskole og ungdomspræst i Frimenigheden Broen i Vejle, hvor gudstjenestetilbuddet Revel samler flere hundrede unge. Han har erfaret, at det kræver en særlig indstilling at lede unge.
»Enhver generation kommer og bidrager med noget nyt. Og det bedste, som vi ‘gamle’ kan sige til de unge, er: ‘Lær mig det’. Det betyder, at hvis du vil lede unge, så skal du sige ja til 95 procent af de forslag, de kommer med. Ellers vil de ikke høre på dig.«
I sit oplæg havde han en række anbefalinger til både unge og ældre.
»Til jer ældre vil jeg sige, at arbejde på tværs af generationer minder om et ægteskab. Man synes, man har lidt mere ret og giver sig lidt mere end sin ægtefælle. Men skal samarbejdet lykkes, må man give sig mere, end man har ret. Kirken er ikke en luksusliner, men en redningsbåd, hvor flest muligt skal med, og da de unge har større risiko for at falde fra troen end os, der har været kristne i flere år, er det os, der må give os mest. Vi må være villige til at pensionere noget af det, som vi holder af, fordi det ikke længere kan, hvad det engang kunne. Og synes vi, at de unge spiller for højt, må vi skrue ned for høreapparatet i stedet for at brokke os.«
Fartbøder og p-bøder
Der var dog også en besked til de unge i forsamlingen.
»De ældre er ikke nødvendigvis langsomme, selvom det virker sådan. De er tænksomme, og den tænksomhed skal I tage at lytte til. Det kan godt være, at den nye idé, som I er klar til at implementere i morgen, lige skal have et par runder til og måske drøftes med nogle, som har lidt mere erfaring. Måske har de faktisk prøvet noget lignende, og måske har de blik for noget andet end jer.«
Hovedbudskabet var, at både unge og ældre må lytte til hinanden og forstå, at selv om de kommer fra forskellige steder, så brænder begge parter for Kristus og jagter det hellige.
»Nogle af os jagter det hellige med fare for at få en fartbøde, andre risikerer snarere en p-bøde. Og derfor handler det om at finde et tempo, som begge generationer kan leve med, hvis samarbejdet skal lykkes.«
Fire tendenser
Norske Bård Norheim er ungdomsforsker og professor i teologi ved NLA Høgskolen i Bergen. Han har undersøgt en række kristne ungdomsfællesskaber i Norge, og han gav sit bud på, hvad det betyder, at voksne stiller sig til rådighed i ungdomsarbejdet.
»En nøgle til at lave gode og bæredygtige ungdomsfællesskaber er, at vi inviterer voksne, som har lyst til at være voksne sammen med de unge. Ikke voksne, som vil være unge med de unge og forsøger at blive deres venner, men voksne, som de unge kan prøve sig af på,« sagde han og delte fire andre kendetegn ved de ungdomsfællesskaber, som over en årrække har vist sig mest levedygtige.
»For det første er der ildsjæle, som brænder for sagen og vil sætte andre i brand. Unge, som skaber en kultur af overskud og gør det attraktivt for alle i fællesskabet at gøre mere, end man behøver,« sagde Bård Norheim.
»For det andet er der et lederhierarki. Unge ønsker ikke et fladt hierarki, men heller ikke et kontrollerende hierarki. Der, hvor det fungerer bedst, er der i ungdomsfællesskabet et omsorgs- og ansvarshierarki, hvor det er okay at gå foran og tage ansvar, og hvor alle ved, hvor de kan søge omsorg.«
Plads til at stille spørgsmål
»Den tredje tendens er en tydelig velkomstpraksis. Når vi spurgte, hvorfor unge blev i fællesskabet, svarede de, at de blev taget godt imod. De oplevede, at nogen var oprigtigt nysgerrige og tog imod dem, uden at det blev omklamrende.«
Endelig er erfaringen fra Norge, at der i et godt ungdomsfællesskab skal være et vist teologisk spillerum.
»Det var tydeligt, hvad der var centrum. Der blev talt tydeligt om Jesus, nåden, og hvem vi er i Kristus. Men der var også plads til at stille spørgsmål, undre sig, være kritisk og uenig. Og det er vigtigt, for hvis man som ung ikke får lov til at stille spørgsmål, så holder man ikke ud i længden,« sluttede nordmanden.
