I den første uge af sommerferien var der JuniorSportsCamp på både Hedemølle Efterskole og Hestlund Efterskole. 155 juniorer oplevede en uforglemmelig uge med fodbold, fællesskab og spændende aktiviteter som vandkamp.
På fodboldlinjen på Hedemølle Efterskole blev der spillet intenst hver dag, og der var forskellige udnævnelser til at krydre konkurrencen. En af udnævnelserne var »dagens bommert«, og en af deltagerne, Theo, fik denne ære en dag. »Det var, fordi jeg ved et uheld skød bolden lige i hovedet på en af trænerne,« fortalte Theo med et smil.
Trods bommerterne nød han stadig samværet med holdkammeraterne og gav lejren fem stjerner for det gode fællesskab.
Der var også en blandet sportslinje, men der var en overvægt af juniorer, der foretrak fodboldlinjen.
»Det er vigtigt for os, at JuniorSportsCamp er præget af sjov og venskab,« udtalte Kasper Maagaard, der var lejrchef.
»Vi arbejder hårdt på at skabe en god balance mellem, at de unge hører om troen på Jesus og bliver udfordret sportsligt.«