På Børkop Højskole har 64 elever påbegyndt et nyt kapitel, hvor de er klar til at fordybe sig i fem måneders fællesskab, læring og åndelig udvikling. For første gang introduceres et teologispor, der giver eleverne mulighed for at udforske teologiens forskellige discipliner både i teori og praksis.
Forstander Robert Bladt udtrykker sin glæde over den stigende interesse blandt unge for at investere tid i tro og personlig udvikling.
"Det er godt at se, at så mange unge prioriterer fem måneder af deres liv på at fordybe sig i den kristne tro og samtidig investerer i deres personlige og åndelige udvikling. Dette er ikke kun godt for dem selv, men også for Guds kirke og vores samfund som helhed. Jeg ser frem til at følges med eleverne og sammen med Jesus tage livs- og trosskridt i de kommende måneder," siger Robert Bladt.
Studietur til Grønland
På grund af den usikre situation i Israel har Børkop Højskole valgt at tænke i alternative baner med hensyn til studieturen. I stedet for en tur til Israel har Børkop Højskole arrangeret en spændende tur til Sisimiut i Grønland, hvor der venter eleverne et arktisk eventyr.
"At rejse til Grønland er som at træde ind i et eventyr. Vejret bestemmer, men vi har allerede en liste over fantastiske oplevelser, der venter eleverne," forklarer Robert Bladt, der opridser højdepunkter såsom nordlys, fjeldvandring med snesko, ture med snescooter og hundeslæde, overnatning i fjeldet, grønlandsk mad og møde med grønlandske fiskere og jægere.
Det er eleverne på holdene Passion og Lovsangsskolen, der rejser op til kulden, mens deltagerne i GDT, Global Discipleship Training, tager til Robe i Etiopien i ti uger som en del af deres højskoleophold.