I løbet af et par måneder har alle fire ansatte på AdamogEva.dk opsagt deres stillinger. Vibeke Sode Hjorth, der er leder af AdamogEva. dk, fortsætter på posten indtil 31. juli i år. Medarbejderne har opsagt deres stillinger med fire helt forskellige begrundelser, som alle har sammenhæng med deres privatliv.
Vibeke Sode Hjorth er dog fortrøstningsfuld i forhold til fremtidsudsigterne for AdamogEva.dk.
»Arbejdet på AdamogEva.dk lever i bedste velgående og vil også fremover findes som Indre Missions diakonale arbejde, der skal hjælpe store børn og unge med at finde Guds vej i livet med krop, følelser og seksualitet og samtidig være en hjælp til forældre, klubledere, lærere og andre med syn for, at børn og unge har brug for omsorgsfuldt nærvær og klar vejledning i Bibelens tale om de her ting,« understreger hun.
»I disse måneder arbejder et udvalg med, hvordan fremtidens AdamogEva.dk skal være organiseret. Det vil også blive besluttet, hvilke lønnede stillinger der skal slås op, så arbejdet ud fra AdamogEva.dk fortsat kan danne ramme om en uvurderlig indsats fra de omkring 45 frivillige, der bruger fritid på blandt andet brevkassen, artikelskrivning og undervisning.«
Vil ryste posen
Vibeke Sode Hjorth fortæller, at situationen giver mulighed for at ryste posen med ideer og visioner.
»Det kan virke voldsomt, at alle lønnede medarbejdere forlader AdamogEva.dk på næsten samme tid. Vi i udvalget ser det som en mulighed for at gentænke visionen og skabe rammer for en stærk fremtid for det vigtige arbejde, både frivillige og lønnede medarbejdere på AdamogEva.dk har udført i snart 20 år. Og vi er overbevist om, at Gud vil kalde nye medarbejdere til arbejdet, når den tid kommer.«