Mandag den 24. juni blev en skelsættende dag for Indre Mission i Gludsted syd for Ikast. Det 118 år gamle missionshus blev væltet til fordel for et nyt og større hus, som efter planen står klart senest i marts 2025.
»Vi mødtes i et gammelt hus, som havde brug for en renovering, og til familieaftner var det somme tider også trangt med pladsen. Så forskellige snakke og undersøgelser bragte os på sporet af at bygge nyt, og da fællesskabet bakkede op, og det lykkedes os at rejse pengene til projektet, valgte vi at kaste os ud i det,« fortæller Line Reckweg Nissen, der er formand.
Et dedikeret fællesskab
Det nye hus bliver 185 kvm, og midlerne til det kommer fra husets brugere og Indre Mission på landsplan.
»Jeg er meget stolt af, at vi som et lille fællesskab på omkring 25 mennesker har kunnet rejse pengene til at bygge det nye hus, som kommer til at koste lidt over fire millioner kroner. Det vidner om et meget dedikeret fællesskab, som synes, det er vigtigt, at der også er missionshus i området de næste 118 år,« siger Line Reckweg Nissen.
Missionshuset har været i brug stort set hver uge til møder om torsdagen og børneklub. De seneste år har særligt en udadvendt familieaften, som afholdes fire gange årligt, udfordret rammerne, fordi der har været stor opbakning fra byens beboere.
»Vi ønsker, at alle i byen må føle sig velkomne i huset, og derfor slår vi dørene op til en stor velkomstfest i det nye år. Samtidig har vi gang i et godt samarbejde med Gludsted Landsbyforening om at indrette det fælles udeareal rundt om missionshuset til brug for byens beboere,« siger Line Reckweg Nissen.