Selv om flere og flere danskere bliver vaccineret mod covid-19, er rejselysten og behovet for hotelovernatninger langt fra niveauet i 2019. Det mærker Felix Rejser og Hotel Hebron i København, og det har stor indflydelse på den samlede bundlinje i IM’s økonomi.
»Vi budgetterer også i 2021 med et millionunderskud, og det skyldes især de udfordringer, som Felix Rejser og Hotel Hebron stadig oplever. Hvor stort underskuddet bliver, er meget svært at forudsige på nuværende tidspunkt,« siger økonomichef Bjarne Christensen.
»Hotel Hebron klarer sig godt i forhold til hotelbranchen i København generelt, men er stadig langt fra den flotte belægningsprocent i 2019. Felix Rejser kæmper med rejserestriktioner, som ændrer sig hele tiden, og dertil kommer den seneste tids uro i Israel, som gør det svært at forudsige, hvornår der igen kan gennemføres rejser dertil. Et lyspunkt er dog, at Felix Rejser forventer at kunne sende rigtig mange rejsende til passionsspillene i Oberammergau i 2022,« siger han.
I 2020 fulgte IM’s venner og givere en opfordring til at give en ekstraordinær gave i en vanskelig tid. Den fremgang er ikke fulgt med ind i 2021. Ved udgangen af april måned havde IM modtaget ca. 2,83 mio. kr. Det er knap 700.000 kr. eller 20 procent mindre end på samme tid sidste år.
»Gavetallene i 2020 var ekstraordinære. Derfor er gavebudgettet for 2021 lagt efter indsamlingen i 2019, hvor de månedlige gaver var lavere, men hvor der til gengæld blev indsamlet en god gave i forbindelse med sommerens bibelcampings. Det satser vi stærkt på, at der bliver mulighed for igen i år, og derfor håber vi stadig at nå de 15,5 mio. kr., som vi har budgetteret med i 2021,« siger økonomichefen.