Danmarks største kristne musikfestival, Å-festival i Sdr. Felding, bliver en gevaldig pinsefest. Musikprogrammet bliver varieret, og der er noget for enhver smag.
På musikscenen byder Å-festival i år velkommen til alt fra hiphop til country. Fredag aften åbner den amerikanske rapper Trip Lee den store scene, mens caféscenen spiller op med det vestjyske band Southern Roads. I løbet af weekenden kan man også lytte til bands som Newworldson, Remedy Drive og gospelmusikeren Jonathan Traylor på den store scene eller det danske band Woodhouse i cafételtet.
Forventer stort antal besøgende
»Å-festival er blandt andet sat i verden for at udbrede kristen musik og vise mangfoldigheden heri. Det er jeg rigtig stolt over, at vi hvert år er med til at gøre. Så man kan tage hjem fra festivalen med nogle helt nye sange, der sidder fast i hovedet,« fortæller Kåre Dyhr Pedersen, der er formand for Å-festival.
Å-festival stiller også op med en række spændende seminarer. Der er både mulighed for at lære om venskabets betydning, prøve kræfter med gospel-korsang og høre om forfulgte kristne i hemmelige kirker rundt om i verden.
Der har været stormløb på Å-festivalens bookingside, så festivalen forbereder sig på rekordmange besøgende og udvider derfor både pladsen og det store telt.
»Vi er begejstrede over den enorme opbakning til Å-festival i år,« siger Kåre Dyhr Pedersen.
Å-festival holdes hvert år i pinsen og arrangeres af IMU og Indre Mission i Sdr. Felding samt repræsentanter fra Indre Missions arbejde på landsplan.