De mange restriktioner på grund af coronasituationen påvirker også afholdelsen af den årlige generalforsamling i landets IM-fællesskaber. Nogle har valgt at udskyde generalforsamlingen til senere, når det igen bliver muligt at samles. Det gælder for eksempel Indre Mission i Randers og i Varde.
"Vi har valgt skubbe generalforsamlingen til, at vi igen kan mødes i missionshuset. Det giver alle i fællesskabet en mulighed for at være med," fortæller formanden Vagn Nielsen fra Varde.
I Fredericia har man derimod valgt at gennemføre generalforsamlingen online.
"Vi var blevet fortrolige med at holde onlinemøder. Derfor mente vi i bestyrelsen, at vi også godt kunne gennemføre en generalforsamling over nettet. Så behøvede vi ikke at udskyde den til senere, det er der så mange andre ting, der er blevet," forklarer Cecilie Thams Nord Hansen, der er formand for IM i Fredericia.
Den 9. februar deltog cirka 60 personer i generalforsamlingen på nettet, hvor de kunne følge formandens beretning, regnskabsaflæggelse og deltage i drøftelse af arbejdet.
"Jeg synes, at det efter omstændighederne gik godt med at afvikle generalforsamlingen," siger formanden, som understreger, at det er vigtigt, at der ligesom ved Indre Missions onlineandagter er en vært, som styrer mødet."
Få inspiration til afvikling af møder online på indremission.dk/coronainspiration