I weekenden var Sydvestjyllands Efterskole i Bramming som en stor suppegryde, der boblede af sang, glæde, bevægelse, latter, krammere og Guds nærvær. Over 300 børn deltog i årets Gospel-kids festival.
Børnene knoklede i mange timer med at lære nye rytmiske sange som for eksempel "Godt nyt" og "Fuld af liv". Ind imellem var der underholdning og aktivitetstid, hvor de kunne koble lidt af. Mange frivillige ledere var i sving for at få det hele til at løbe rundt. Blandt andet 30 af efterskolens elever gjorde en stor indsats.
Der skete ikke kun en masse spændende ting for børnene. Lørdag eftermiddag var der også en korlederworkshop.
"Det var rigtig dejligt at mærke korledernes engagement og iver efter at blive inspireret," fortæller konsulent Elisabeth Holdensen, der stod for det.
Lørdag aften sluttede festivalen med en stor koncert i en fyldt hal.
"Det var helt fantastisk at se så mange børn, der synger om glæden ved at tilhøre Gud, og alt det han giver," siger konsulenten. Hun er sikker på, at festivalen vil sætte mange aftryk rundt omkring.
"Ledere har fået ny inspiration til deres gospelkor, og mange børn har fået nogle dejlige sange med hjem, som de synger i deres familier. På den måde er de med til at sprede glæden over at tro på Gud," fortæller Elisabeth Holdensen.