Mens Sofie Linde få meter længere henne på Kæmpestranden i Allinge diskuterer perfekthedskultur med landstræner Kasper Hjulmand og en række andre eksperter, indbyder Folk og Tro på stand J43 til debat om folkekirken.
Sognepræst Marie Høgh og biskop Peter Fischer-Møller har taget plads bag hver sit hvide ståbord. Det er IMU’s lands-leder Daniel Præstholm, der har inviteret de to markante stemmer i folkekirken til en debat om »Kan Gud genkende sin kirke?«
Guds ord stikker
Undervejs i debatten læser Daniel Præstholm fra Apostlenes Gerninger om tilhørernes reaktion på Peters pinseprædiken: »Da de hørte det, stak det dem i hjertet.« »Hvordan tolker I det?« vil Daniel Præstholm gerne vide.
Det vil Peter Fischer-Møller godt give et bud på:»
Der er faktisk modsigelse i kristendommen, noget der stikker,« forklarer biskoppen over Roskilde Stift og kaster sig ud i en længere beskrivelse af den franske religionsforsker René Girards tanker om, at kristendommen modsiger vores nedarvede tendens til at gøre hinanden til syndebukke.
»Jesus er nemlig trådt ind og er blevet vores syndebuk, og det, der stikker i hjertet, er Guds grænseløse kærlighed,« konkluderer Peter Fischer-Møller.
Imens trænger der stærke mandsstemmer igennem fra den fælleskirkelige stand Himmel og jord, hvor Fangekoret synger og fortæller om skyld, tro og tilgivelse. Midt imellem ligger Sundhedsteltet, hvor Danske Fysioterapeuter diskuterer udfordringen med, at der bliver flere ældre og færre hænder i plejesektoren.
Det kan alle forstå
Daniel Præstholm spørger, hvordan vi forklarer evangeliet til mennesker, der ikke er fortrolige med kirken. Marie Høgh, der er præst i Ejby på Sjælland, fortæller, hvordan hun til konfirmationer ofte genfortæller lignelsen om den fortabte søn:
»Vi er kommet hjemmefra, men Gud tager imod os igen. Det forstår alle,« forklarer hun og tilføjer, at de unge jo aldrig har været flittige kirkegængere – måske med undtagelse af de unge i Indre Mission.
»Men det gør ikke så meget,« mener hun. »De kommer måske senere. Vi skal ikke have for høje forventninger.«
Ved siden af Folk og Tro skramler et kædespil højlydt, mens en tung lysbom hejses op over den store friluftsscene. Her skal TV-lægen Peter Qvortrup Geisling om et øjeblik være vært ved en sundhedsquiz mellem Magnus Heunicke, de to tidligere sundhedsministre, Lars Løkke Rasmussen og Sophie Løhde, samt overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.
Vi er ikke så åbne
Lysbommen er på plads, og debatten i Folk og Tro fortsætter.
»Vi er ikke gode i folkekirken til at signalere, at alle er velkommen,« mener Peter Fischer-Møller. »Vi er ikke så åbne, som vi gerne vil være.«
»Hvordan ikke åbne?« spørger Marie Høgh.
»Vi kunne blive meget bedre til at hilse på hinanden, se hinanden i øjnene og tale sammen,« uddyber biskoppen. »Det handler ikke så meget om liturgiske reformer, men om nærvær.«
»Det er ikke svært at gøre gudstjenesten til en fest,« tilføjer Marie Høgh. »Vi må huske det vigtige samspil mellem tradition og fornyelse. Det handler også om, at rummet signalerer gæstfrihed og kvalitet. Ligesom når vi stiller sølvtøjet frem.«
Peter Fischer-Møller gør også opmærksom på, at man ikke må se gudstjenesten isoleret. »Det er kun en del af et samlet sognearbejde.«
Der er en grænse
Daniel Præstholm har et sidste spørgsmål:»
Hvor bred må folkekirken være? Er der en grænse?«
»Ja,« svarer biskoppen. »Hvis ikke Kristus er kernen, så er grænsen overskredet. Men jeg er nu mere optaget af centrum end af grænsen,« tilføjer han.
Mens Daniel Præstholm takker debattørerne og de ca. 20 tilhørere, er folk ved at samle sig foran scenen ved siden af.
To timer senere er hele pladsen foran Folk og Tro fyldt med begejstrede publikummer, der synger og vugger til en veloplagt Shubidua-kavalkade med Hardinger Band. Den mobile Tuborg-bar har gang i ølhanerne på den anden side af scenen, og der er gratis kaffe hos Folk og Tro.
