Det er Slagelse Festuge, og lørdag formiddag er der et vældigt leben på Schweizerpladsen med mange mennesker i alle aldre. Indre Mission i byen er klar til at snakke med folk om evangeliet. Missionær Henrik Topsøe går rundt og spørger forbipasserende og byder dem på en kop kaffe og en snak om tro. Flere takker nej, men der er også nogle, som stopper op og vil høre mere om, hvem det er, som inviterer på kaffe.
Henrik får flere gode samtaler, blandt andet med en dame, hvor han får lov at fortælle hende om Guds kærlighed. Lene Rasmussen, der er kontaktperson for IM-fællesskabet, har flere samtaler med yngre familier, som får flyere om aktiviteterne i missionshuset og om sommerlejrene på lejrstedet Havnsø.
I en lille pause fortæller missionæren, at der er flere grunde til, at den vestsjællandske gadeindsats er den første af flere i fremtiden.
»Det er meningen, at IM-fællesskaberne på Midt- og Vestsjælland skal vænne sig til mere udadgående mission. Det er vigtigt, at mennesker hører om Jesus Kristus, og så vil vi gerne gøre opmærksom på os selv. Vi har flere dejlige kristne fællesskaber fordelt i missionshuse og i mindre husfællesskaber, men mange af dem er oppe i årene, så vi har brug for en ny generation, som kan tage over,« forklarer Henrik.
En fin start
Indre Mission i området står over for en stor opgave.
»Når jeg snakker med folk, er der chokerende mange her i Slagelse, som ikke ved, at der er et missionshus, så det, vi gør, falder på et tørt sted,« siger missionæren, der har gjort det så enkelt som muligt at lave gadeevangelisation. Der er opstillet et campingbord med kaffe, krus, småkager og programmer for IM-fællesskabernes aktiviteter.
»Vi vil gøre det så ufarligt som muligt for dem, vi snakker med, og for vores egne,« siger missionæren, der ser en opgave i at opmuntre dem, der kommer i IM-fællesskaberne til også at gå på gaden og fortælle om Jesus.
»Der er nogle grænser, som over tid skal overskrides. Lige nu er det vigtigste, at vi er kommet i gang.«
Efter et par timer på gaden fortæller Henrik med et stort smil: »Vi har fået en fin start.«
Snart er han i gang med at kontakte flere mennesker, der kommer forbi med indkøbsposer. Et par stopper op ved campingbordet. De synes, at det er positivt, at Indre Mission går på gaden og fortæller om deres budskab over en kop kaffe.
Inden parret går videre, fortæller de lidt om deres liv, og at de godt ved, hvad kristendommen står for. Måske vil de kigge forbi missionshuset.