Som resultat af den seneste genåbningsaftale fra 4. maj kan missionshusene åbne og IM-fællesskaberne igen mødes. Samtidig ser det ud til, at der fra 14. juni kan gennemføres bibelcampings med 500 deltagere eller flere. Til gengæld bliver coronapasset et krav for alle over 15 år.
I aftalen, der faldt på plads natten til tirsdag den 4. maj, omtales sommerlejre og stævner med overnatning direkte som en del af genåbningen. Og folkekirken og andre trossamfund er inkluderet i genåbningen af kulturlivet.
Allerede fra 6. maj er det muligt at samle op til 500 siddende personer til kulturelle og kirkelige arrangementer, så længe alle sidder vendt i samme retning og afstand, arealkrav og hygiejneforskrifter er overholdt. Det betyder i alt væsentligt en tilbagevenden til de retningslinjer, som var gældende før nedlukningen i december.
For sommerens arrangementer som for eksempel bibelcampings er de nærmere retningslinjer endnu ikke afklaret.
Generalsekretær Jens Medom Madsen opfordrer til at være tålmodige og overbærende i forbindelse med den usikkerhed, som naturligt følger de forsigtige genåbninger.
"Vi ønsker at indordne os under myndighedernes vejledninger, men vil samtidig gøre, hvad vi kan for at udnytte alle muligheder for at samles," understreger Jens Medom Madsen og tilføjer, at indremission.dk/corona løbende bliver opdateret i takt med, at retningslinjerne bliver mere afklarede.