Indre Mission er langt fra indsamlingsmål

Gaveindtægterne falder fortsat. Trods positive udsigter tidligere på året tyder meget nu på, at Indre Missions regnskab er på vej mod et underskud. 

Hvad der for få måneder siden lignede et tiltrængt overskud på Indre Missions regnskab for 2023, ligner nu mere og mere et underskud. Årsagen er, at gaveindtægterne hele året har haltet alvorligt bagefter både budgettet og sidste års indsamling.

»Faktisk har vi med udgangen af oktober måned kun modtaget 61,8 procent af de gaver, som vi havde forventet at modtage i løbet af året. Vi mangler således at indsamle hele 5,7 millioner kroner i november og december, hvis vi skal nå målet. Det er mindst 2,2 millioner kroner mere, end vi plejer at modtage, når vi sætter slutspurten ind i årets sidste to måneder,« forklarer økonomichef Henrik Kristoffersen.

Han har ingen konkrete bud på, hvorfor det kniber så meget med indsamlingen netop i år, men han har bemærket en bekymrende udvikling.

»Vi har oplevet et stort fald i antallet af gavebreve og faste giveraftaler. De sidste fem år er antallet faldet med henholdsvis 16 og 13 procent. Faldet skyldes, at der bliver oprettet meget få nye aftaler, mens mange af de faste givere er oppe i årene og dør fra os,« fortæller han.

Et vigtigt redskab

Netop gavebreve og faste giveraftaler er et vigtigt redskab for IM, fordi det i modsætning til andre gaver er en stabil indtægt.

»Men jeg tænker også, at det er et godt redskab for dem, som synes, at IM’s arbejde er vigtigt at støtte. Mange af os har meget lettere ved at undvære for eksempel 200 kroner hver måned eller 600 en gang i kvartalet end at skulle finde 2400 kroner i november eller december, hvor der i forvejen er mange udgifter. Derfor er det en rigtig god mulighed for at få sat tingene i system,« opfordrer han.

Indre Mission er i fuld gang med at lægge budget for 2024. Og med erfaringerne fra 2023 tyder det på, at gavebudgettet denne gang bliver sænket i forhold til tidligere år.

»Vi er nødt til at være realistiske og tilpasse vores arbejde til den økonomi, vi har til rådighed. Så hvis vi ikke får vendt udviklingen, betyder det færre penge til missionsarbejdet,« konstaterer Henrik Kristoffersen.

Mens det kniber med gaveindtægterne, går det fortsat godt for flere af IM’s virksomheder. Hotel Hebron, IM-genbrug og Mørkholt Strand Camping står for størstedelen af de ca. 10,8 millioner kroner, som IM’s virksomheder tilsammen ventes at bidrage med i 2023. Det er 2,2 mio. kr. mere end i 2022, men altså næppe nok til at bringe balance i årsregnskabet.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Over 1200 mennesker sang til 20 års jubilæum
Deltagerne i den 20. udgave af Syng den igen fik i det store og hele det velkendte program serveret, men dog med en lille overraskelse. …
Aarhus har fået sin fjerde IMU
Unge genåbner IMU i missionshuset Stjernen efter fire års nedlukning.
Over 1200 unge i IMU ønsker at høre om Jesus
De mere end 50 lokale IMU-fællesskaber har stor social og åndelig betydning for dem, der kommer.

Annoncer