Strøget i Aarhus er julesmykket efter alle kunstens regler. Duften af ristede mandler blander sig med glade mennesker, der er på juleindkøb eller er på vej hjem fra arbejde. Det er fredag den 10. december lidt hen på eftermiddagen, og det er begyndt at skumre. Folk går lige forbi den store julekrybbe, som står ved siden af den katolske kirke.
Der er lys i julekrybben, som en række kirker står bag under navnet Jesus i centrum. Men denne dag er der ingen til at passe den, så der er låger for.
SnakTro, Indre Missions evangelisationsteam, er nogle af dem, som i julemåneden står ved krybben. Robert Svendsen, konstitueret leder af teamet, står klar til at fortælle om nogle af gade- og krybbeoplevelserne, men det er så koldt, at han byder på en kop kaffe i det nærliggende Kirketorvet, der er en lounge, som Indre Mission Region Aarhus er med til at stå for.
Han har fået ekstra god tid til en snak. Han skulle ellers have været på natevangelisation i Ringkøbing med den lokale gruppe af GadeTro, men det er aflyst på grund af de nye restriktioner for nattelivet.
GadeTro er et netværk af lokale grupper under SnakTro. Nu er der ti steder, hvor grupper af frivillige bruger tid på at snakke med mennesker om kristendommen.
»Det er en kæmpe succes, som griber om sig,« understreger Robert og deler en oplevelse fra Aalborg, som er det nyeste medlem af netværket.
»De talte med et engelsk par. Han havde været med til at reparere tog, som var stødt sammen med et menneske. Hun var medarbejder på den engelske udgave af selvmordslinjen. De gav os nogle opmuntrende ord med på vej: ‘I redder liv ved at stå her’. – De ved, hvad de snakker om.«
Markant ændring i trossnakken
Der er også GadeTro i Aarhus, og de står på Lilletorv. Da de en aften stillede op, kom der en fyr, som spontant sagde til dem: »Der er brug for det her sted.«
»Vi oplever, at der er behov for, at der er den slags rum, som GadeTro er, hvor man kan komme og snakke, og hvor det ikke er tabubelagt eller mærkeligt at sige, hvad man tror på. Folk vil virkelig gerne snakke om tro,« forklarer Robert.
»Det kan et eller andet, når vi står på gaden i de sene nattetimer, for mennesker åbner op. Vi møder ofte mennesker, der føler sig ensomme. Først i december brugte vi lang tid på at snakke med en ung fyr, som ikke kunne forstå, at vi ikke havde nogle bagtanker med det, vi gjorde. Som vi sagde til ham: ‘Vi står der for din skyld og vil drikke en kop med dig, hvis du har lyst’.«
Gennem årene har trossnakken ændret sig markant.
»Da jeg startede i ‘00’erne, bar mange af vores samtaler præg af debat, hvor vi stillede hårdt mod hårdt, men der er sket en kæmpe ændring på det område. Det er næsten forsvundet. Nu har samtalerne karakter af en ligeværdig dialog, hvor vi meget mere får lov til at fortælle, hvad kristendommen betyder for os. Samtalerne drejer sig rigtig meget om de bløde værdier. Mennesker vil gerne høre, at de har værdi og er elsket,« forklarer Robert.
Jeg skal blot vise krybben
Julekrybben på strøget i Aarhus er et værdifuldt redskab i den sammenhæng.
»Jeg bruger julen ind i det, jeg siger. Her ved krybben kan jeg konkret vise, at et menneske har værdi. Jeg kan sige: ‘Du kan se, at du har værdi, for Gud har gjort alt det her for at være sammen med dig’,« fortæller Robert.
»Mennesker har en større forståelse for julen, end hvad man måske lige går rundt og tror i sin hverdag. Folk ved godt, at det der med nisser er en tradition, som ikke har noget med rigtig jul at gøre. Det er noget, vi putter ind i det for hyggens skyld. Folk ved godt, at de skal se hen på stjernerne og Betlehem, hvis de vil finde den rigtige jul. Ved krybben fortæller jeg rigtig mange gange, at det ikke er et hvilket som helst barn, der kommer, men at det er Gud selv.«
Robert glemmer ikke den dag ved julekrybben, hvor der kom en børnehave forbi.
»En pige sagde lige ud: ‘Det er Gud, der ligger der’. Det holdt hun fast i, selv om pædagogen forsøgte at slå det lidt hen. Pigen havde fanget konceptet med det lille barn. En større pige kiggede ind på det lille Jesusbarn i krybben og spurgte: ‘Er han virkelig?’ og jeg sagde: ‘Ja, det er han’,« fortæller Robert.
»Julekrybben i Aarhus er den bedste ide, jeg har set længe i byen. Den er en ren samtaleåbner. Jeg skal ikke gøre noget for det. Hvis jeg gik ned og låste lågen op, så ville mennesker komme.«
Som sagt så gjort. Da Robert lidt senere åbner julekrybben, går der kun få minutter, så har han gang i den første samtale.
