Selvom der er mange unge i København, kan der ofte være langt mellem de unge kristne i byen. Derfor er IMU med i en arbejdsgruppe, der sætter fokus på at få flere til at flytte til København.
»København er vores hovedstad og dermed et knudepunkt i landet, så vi ønsker, at kirken også skal stå stærkt her, for på den måde at sende nogle gode strømninger ud herfra,« fortæller ungdomskonsulent Caroline Kaltoft, der er tovholder på projektet.
»Selvfølgelig vil vi gerne have flere unge i vores fællesskaber, men det handler i lige så høj grad om mission. København er en kæmpe missionsmark, og derfor ønsker vi også at nå dem, der har en evangelist i sig, og som vil ud og møde mennesker, for det er der rig mulighed for herovre,« siger hun.
Forskellige tiltag
Der arbejdes på forskellige tiltag, som dels kan skabe opmærksomhed på mulighederne ved at flytte til København, og dels kan hjælpe dem, der allerede er flyttet til hovedstaden, med at finde ind i et kristent fællesskab.
Der arbejdes blandt andet på at lave en hjemmeside, hvor man kan finde en samlet oversigt over, hvilke kristne fællesskaber der findes i byen, samt hvor og hvornår der foregår noget i fællesskaberne. Så behøver man ikke at lede alle fællesskabernes hjemmesider igennem for information.
Derudover vil der i sensommeren blive afholdt et arrangement, der byder nye tilflyttere velkommen til København. Det er en mulighed for at møde kristne fra København og få en introduktion til de kristne fællesskaber, der er rundt omkring.
For Caroline Kaltoft er det vigtigt at understrege, at arbejdsgruppen ikke ønsker at affolke resten af landet for unge kristne.
»Det er ikke, fordi vi bare vil have alle jyder til at flytte til København, men vi vil gerne skabe en opmærksomhed på, at hvis man skal flytte til en storby, så er Aarhus ikke det eneste valg, selvom det selvfølgelig også er en fed by.«
Arbejdsgruppen kører foreløbigt til efteråret 2024 og består af repræsentanter fra IMU, LMU, Dansk Bibel-Institut, KFS, Evangelisk Luthersk Netværk, Københavnerkirken, Emdrup Kirke og Lindehøj Kirke, hvilket alle er steder, som har berøringsflade med mange af Københavns unge kristne.