Årets konfirmandkursus (KK) bliver afholdt på Djurslands Efterskole, Sædding Efterskole og Sydvestjyllands Efterskole, hvor omkring 330 unge deltager i undervisningen om centrale trosemner i de første 14 dage af sommerferien.
En mandag morgen var 109 kursister morgenfriske og klar til undervisningen allerede lidt over kl. 8 på Sydvestjyllands Efterskole i Bramming.
"Konfirmandkurset har en sommerlejrstemning, hvor vi skaber en anderledes hverdag for dem og giver dem en smagsprøve på efterskolelivet," fortæller viceforstander Torben Linden, som trives i selskab med teenagerne i alderen 13-14 år.
"Vi ønsker at give dem en oplevelse af at være en del af et stort fællesskab, og jeg tror, mange får et værdifuldt netværk gennem KK," tilføjer Torben Linden.
Undervisere og ungledere spillede en vigtig rolle på kurset som rollemodeller for de unge i forhold til, hvad det betyder at være kristen.
"Kurset fokuserer på tro og den enkeltes forhold til Gud, så det er uundgåeligt, at nogle vil tage trosskridt undervejs. Denne rejse betyder utroligt meget," siger viceforstanderen.