Katja Aagaard Steffensen er missionær og familiekonsulent i Region Midt, og hun afløser fra 1. marts Henrik Boje Jensen som tilforordnet medarbejderrepræsentant i Indre Missions Hovedbestyrelse. Det er en opgave, hun glæder sig til.
Katja Steffensen brænder særligt for de unge familier og for, hvordan de forskellige generationer bruger hinanden.
"Børnefamilierne er i dag mere pressede end tidligere, og de kristne fællesskaber må ikke opleves som et sted, der lægger ekstra krav ned over familierne," forklarer Katja Steffensen, som selv er mor til tre børn fra 9-14 år.
Plejer-kulturen er en udfordring
Som familiekonsulent kommer hun rundt i mange missionshuse og virker desuden som konsulent for Messy Church, der sigter på at skabe kirke og fællesskaber for alle generationer.
"Vi skal have mod til at gøre tingene på nye og anderledes måder og til også at begå fejl eller bare lykkes dårligt med tingene. Det vigtigste er, at vi bliver ved med at have Jesus i centrum for alt det, vi laver," understreger hun.
"Det betyder også, at vi skal være parate til at droppe de aktiviteter, som ikke virker, eller som tager ressourcerne fra vigtigere ting," uddyber Katja Steffensen, som mener, at plejer-kulturen er en af de store udfordringer i IM.
"Det er vigtigt, at vi hele tiden snakker ærligt om, hvordan vi bruger kræfterne i IM-fællesskaberne."
Katja Steffensen er også daglig leder af IM's andagter og netandagten.dk. Hun er uddannet social- og sundhedsassistent og er gift med Hans Jørgen Steffensen, der er fritidsforkynder i IM. De har boet i Skjern de seneste 11 år.