Ny lokalansættelse styrker det tværkulturelle arbejde

Med støtte fra Borgfonden har Slagelse IM fået mulighed for at ansætte en tværkulturel medarbejder til at styrke fællesskabet blandt de nydanske kristne.

Slagelse IM har ansat Amir Ardalan Davoodi som tværkulturel medarbejder i en lokalansættelse på seks timer om ugen. Han har tidligere hjulpet bl.a. som tolk og været en del af fællesskabet.

»De frivillige kræfter til det tværkulturelle arbejde er meget få. Med ansættelsen får vi mulighed for, at arbejdet kan fortsætte og blive styrket. Ved ansættelse af en, der er vokset op i kulturen og har persisk som modersmål, får vi helt andre muligheder for at netværke ind i den persisktalende gruppe. Vi får derved også en stabil tolk i arbejdet, og han overtager en del koordineringsopgaver. Det aflaster de frivillige,« fortæller Elsebeth Hansen, som indtil ansættelsen har stået for arbejdet med en gruppe persisktalende flygtninge, der startede i forbindelse med flygtningestrømmen i 2015.

Tværkulturelt arbejde med IM-profil

Amir Ardalan Davoodi skal specifikt beskæftige sig med det tværkulturelle arbejde.

»Vi vil gerne have en, der arbejder fast med det og gør det til gruppens eget arbejde, « fortæller Lene Rasmussen, som er formand for Slagelse IM.

Gruppen består af persisktalende kristne primært fra Iran og danskere fra både IM og fra frikirker. Selvom gruppen er tilknyttet IM, er gruppen ikke lige nu aktivt en del af IM fællesskabet.

»Men vi støtter dem, for vi vil gerne have et tværkulturelt arbejde med en IM-profil,« siger hun.

I Slagelse er der både et IM-fællesskab og den IM-tilknyttede Vestsjællands Valgmenighed. Det er kræfter fra IM-fællesskabet, der har sat gang i gruppen af persisktalende, men IM-fællesskabet er udfordret af, at de fleste i fællesskabet er over 50 år.

»De yngre kommer i højere grad i valgmenigheden, så vi mangler unge kræfter,« siger formanden.

Valgmenigheden, som dækker hele Vestsjælland, lejer sig ind i IM’s missionshus.

IM-fællesskabet arbejder dog sammen med valgmenigheden på flere områder og nyder også godt af de ekstra ressourcer. Valgmenigheden har tilbudt undervisning i det tværkulturelle arbejde i forbindelse med et kristendomskursus i efteråret 2021 og gør det fortsat. Fremadrettet er der samarbejde omkring en julekoncert.

Ansættelsen af Amir Ardalan Davoodi varer foreløbig til 31. juli 2024, og en bevilling fra BorgFonden finansierer hele stillingen.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Ny støttefond gør bibelskoleophold billigere
Sammen med Indre Missions Missionspulje skal en ny støttefond gøre det billigere for unge at tage på bibelskole. 
Sport kan binde sammen på tværs af generationer
I august 2025 har Felix Rejser en tur til den spanske ø Fuerteventura. Det er en mulighed for en aktiv ferie i et kristent fællesskab på tværs af…
Seks uger fra idé til julemarked
Missionshuset Stjernens første julemarked var en succes og kalder på en gentagelse næste år.

Annoncer