Der er brug for hjælp fra de lokale IM-fællesskaber, når Indre Mission søger nye, lønnede og fritidsansatte medarbejdere. Sådan lyder det fra generalsekretær Jens Medom Madsen.
»Det er nødvendigt, at vi rundt om i landet genopdager værdien af at prikke til hinanden, hvis man ser et stillingsopslag, som kunne være relevant for en person, man kender. Det har altid været en del af tænkningen i Indre Mission, at vi må hjælpe hinanden med at finde ud af, hvad der er vores tjeneste. Men jeg tror, at det ansvar er forsvundet lidt fra vores opmærksomhed. Jeg er blevet opmærksom på det ved blandt andet at følge missionsarbejdet på Sjælland. Her samles man i grupper, hvor man beder for arbejdet og beder for hinanden og beder om, at man må finde medarbejdere, når der opslås stillinger.«
En bibelkreds i IM i Brønderslev gjorde det på denne måde, da Indre Mission søgte efter en ny økonomichef. Det kom der noget godt ud af.
»Vi var til bibelkreds en aften i foråret, og én bad om, at Indre Mission måtte finde en god økonomichef. I det splitsekund skete der noget i mig,« husker Henrik Kristoffersen, der senere snakkede med en anden i IM-fællesskabet, som skubbede ham videre. I dag er han økonomichef.
Opfordringen er vigtig
Inden for rekrutteringsområdet er det en udbredt erfaring, at de fleste skal opfordres til at søge en stilling.
»80 procent er ikke selv klar over, at de måske kunne være interesseret i et nyt job. De skal altså prikkes til eller kaldes på med en personlig og konkret opfordring til at overveje den opslåede stilling,« fortæller Per Søgaard, der er konsulent og har arbejdet inden for dette felt i 20 år.
»Det betyder, at man skal motivere personer til at tænke i en ny retning, og man skal være meget tydelig med, hvorfor man spørger.«
Han opfordrer til, at man er bevidst om, hvordan man bruger et stillingsopslag.
»Det er rigtig godt at bruge et stillingsopslag til at skabe opmærksomhed om, at der sker nyt i organisationen, og at der er et nyt job undervejs. Så folk kan tænke med,« siger Per Søgaard, der også er formand for IM i Erritsø ved Fredericia.
Stort personkendskab
Der er et stort personkendskab i de kristne fællesskaber, som er en ressource, når der skal findes nye medarbejdere.
»Vi har brug for, at vi hjælper hinanden på dette område. Der er personer, som ikke selv får øje på en stilling, eller tænker, at den kunne være relevant. Derfor skal vi turde skubbe til hinanden,« fortæller Jens Medom Madsen og tilføjer:
»Bønnen er et vigtigt redskab, for herigennem kan vi bede om Guds gode vejledning, så vi kan få øje på, hvem vi skal spørge.«
På indremission.dk/job er der lige nu fem aktuelle jobopslag.