Indre Mission ønsker at styrke relationen til præster, som deler bevægelsens vækkelses- og missionssyn. I foråret blev den første regionale samling afholdt i Herning, og den 6. oktober mødtes en gruppe i missionshuset i Vejle.
I de seks omkringliggende provstier havde lidt over 30 præster fået en invitation, hvoraf tolv deltog i samlingen, men flere ville gerne have været med, oplyser Indre Missions formand, Hans-Ole Bækgaard.
Deltagerne hørte et foredrag ved Kurt E. Larsen fra Menighedsfakultetet med emnet: »En forening af troende præster og lægfolk i missionsarbejdet - en krumtap i IM’s 160 års historie. Hvordan kan det komme til udtryk i dag?«
»Det gav anledning til en god drøftelse, hvor det blandt andet blev tydeligt, at de lokale forhold spiller en afgørende rolle for muligheder for mission. Og at det er vigtigt med en god og tillidsfuld kontakt mellem præst og missionsfolk,« forklarer Hans-Ole Bækgaard.
Derudover præsenterede medarbejdere i Region Syd en række af IM’s tilbud og ressourcer, som sogne-, valg- og frimenigheder kan gøre brug af.
»Opbakningen viser, at disse samlinger prioriteres. Man ønsker at være bevidste om det, vi har til fælles, og hvordan man kan styrke samspillet,« forklarer Hans-Ole Bækgaard, der udtrykker tilfredshed med fremmødet.
»Som præster og lægfolk kan vi mere sammen, og vi har brug for gensidig støtte, inspiration og opmuntring i arbejdet med mission og diakoni.«