For et par måneder siden oplevede Anette Holm pludselig en stemme, som opfordrede hende til at fortælle mennesker om hendes uhelbredelige kræftsygdom. Hun var ikke i tvivl om, at det var Gud, der bankede på hendes dør.
En solskinsdag i Sørvad ved Holstebro fortæller hun med sommerfugle i maven om de nyeste sider i hendes livshistorie, der handler om, at der er håb midt i mørket.
For tre år siden begyndte Anette at døje med smerter, som viste sig at skyldes tarmslyng. Smerterne tog til, men hendes bekymring om, at det kunne være noget alvorligt, blev ikke hørt. Først i august sidste år blev det konstateret, at en tarmkræft havde spredt sig til bughulen, lymferne og leveren.
»Det var en meget fortvivlende besked at få, og vi fik den fornemmelse fra lægerne, at det var et spørgsmål om måneder. Vi regnede ikke med, at jeg ville overleve julen,« fortæller Anette, der er gift med Michael.
Det allerværste for mig er at tænke på, at de skal bruge deres ungdom på at forholde sig til at have en kræftsyg mor, og at jeg skal dø
Kort tid efter operationen begyndte hun i kemoterapi, som varede til marts. I maj blev hun scannet for at se resultatet af kemoen.
»Scanningen viste, at der var noget, som var vokset, mens noget andet var skrumpet. Det var en svær besked at få, for jeg ved ikke, om jeg skal fokusere på det positive eller det negative,« fortæller Anette, der de seneste måneder har kæmpet med forskellige svære bivirkninger efter kemoen. Hun har dog også haft nogle gode perioder undervejs.
Hun har strikket babysvøb
Anette ved ikke, om hun får flere end de 46 år, hun har fået lov at leve indtil nu.
»Det er jeg helt vildt ked af. Jeg ville gerne vide, at jeg i hvert fald fik fem år mere, men det er jo heller ikke nok. Derfor prøver jeg at få det bedste ud af livet hver dag. Jeg forsøger ikke at beskæftige mig så meget med det, jeg går glip af, og jeg prøver ikke at dvæle ved den situation, som min familie kommer til at stå i, når jeg ikke er mere. Det gør for ondt at tænke på. Jeg forsøger at hvile i, at Gud har overblikket, og at jeg er i hans hænder,« siger Anette.
Nogle gange har Anette været inde i det rum, der rummer familiebegivenheder som hun formentlig ikke kommer til at opleve.
»Jeg har lige strikket nogle babysvøb til de børnebørn, jeg nok ikke kommer til at holde i mine arme,« fortæller hun stille.
Hun har siden kræftforløbet været sygemeldt, men har haft et stort ønske om at vende tilbage til arbejdsmarkedet.
»Efter scanningsvaret i maj er jeg ikke længere sikker på, at jeg skal i gang igen. Det er stadig noget, jeg arbejder med. Jeg ved, at jeg skal i kemo igen, og at jeg skal scannes hver anden måned. Måske får jeg lov at gå to måneder mere uden kemo. Det kommer an på, hvor meget det vokser,« understreger Anette.
Får det bedste ud af livet
Lige nu har Anette en god periode, og så glider sorgen og døden lidt i baggrunden.
»Jeg ved, at det kommer, men for min egen og min families skyld gør jeg alt, hvad jeg kan, for at have så meget glæde i livet som muligt. Selvfølgelig er der tunge perioder, men jeg prøver at bevare mit positive livssyn, så godt jeg kan.«
Anette forsøger at få så meget tid og så mange oplevelser som muligt sammen med familie og venner. Flere gange har hun været ude at rejse, sidst med Michael og ti venner i Rom.
»Jeg samler på en masse gode oplevelser, for jeg ved ikke, hvor længe jeg kan gøre de ting med de mennesker, jeg holder af. Og oplevelserne giver mig positiv energi til min hverdag,« siger hun.
Troen har ikke altid fyldt nok i mit liv. Jeg ville ønske, at der ikke skulle sådan nogle svære ting til, før den kom til at fylde nok
Det har gennem Anettes kræftsygdom været en uvurderlig hjælp, at hun og Michael har været der for hinanden og har kunnet snakke om alt.
»Vi er blevet meget stærkere sammen, og vi er gode til at løfte hinanden, når vi har brug for det,« forklarer Anette og nævner tidspunktet, hvor hun fik at vide, at hendes kræftsygdom var uhelbredelig.
»Det var svært for Michael at forholde sig til, at han kunne miste mig, og at han på et tidspunkt bliver alene,« siger hun og retter opmærksomheden mod sønnerne, Kristian, som lige er blevet student, og Laurits, som er hjemvendt fra efterskole.
»Det allerværste for mig er at tænke på, at de skal bruge deres ungdom på at forholde sig til at have en kræftsyg mor, og at jeg skal dø.«
Anette har haft en snak med sønnerne om det, der er så svært at forholde sig til.
»Kristian skal inden for de næste år flytte hjemmefra, og han er faktisk mest bekymret for, hvordan hans far skal klare det. Laurits er mest optaget af, hvem der skal gøre rent, vaske hans tøj og lave maden. Da han havde sagt det, spurgte jeg ham, om han ikke kom til at savne mig, og så grinede vi lidt sammen,« fortæller Anette med tårer i øjnene.
Musikken er mit frirum
Senere er smilet på, da samtalen drejer ind på musikken, som har været en stor del af hendes liv som lærer og musiker i den lokale kirke.
»Musikken giver mig et frirum i min kræftsygdom, hvor jeg får en følelse af at være normal. Derfor gør jeg alt for at kunne spille til de rytmiske gudstjenester og til møder i missionshuset,« siger Anette.
Hun har erfaret, at det kan være svært at lytte til kristne sangtekster, for mange af dem handler om døden og håbet.
»Jeg kan sidde og spille og være glad, og så kommer der pludselig en tekst, som gør, at jeg græder. Ordene rører ved nogle svære følelser, men bagefter oplever jeg en lindring ved at have fået det ud. Andre gange er det enormt trosstyrkende og trøstende at synge, for mange af vores sange underbygger min tillid til, at jeg er i Guds hænder,« fortæller Anette, der nævner det kristne fællesskab i missionshuset.
»Efter jeg er blevet syg, er det blevet endnu mere et hjem for mig, for en masse gode mennesker har sluttet en ring om os af omsorg og forbøn.«
Familien har haft flere gode samtaler med den lokale præst. På et tidspunkt fremhævede han forbønnens afgørende betydning ud fra den bibelske beretning om den lamme, der blev båret hen til Jesus.
»Vi er som den lamme, der blev båret frem til Jesus - i bønner af andre. Den bøn er lige så god og bærende som den, jeg selv beder,« siger Anette.
Jeg kunne ikke bede
Der var nemlig et par uger, efter at hun havde fået kræftdiagnosen, hvor hun ikke kunne bede.
»Jeg var lammet af chok, så jeg kunne ikke finde ud af at lave mad, og jeg kunne ikke finde ud af at bede,« fortæller Anette, der tænker på et specielt øjeblik, hvor hun var omkring sygehuset inden kræftoperationen.
Jeg forsøger ikke at beskæftige mig så meget med det, jeg går glip af
»Inden jeg skulle hjem, sad jeg i solskinnet og ventede på en bænk. Jeg lyttede til en sang fra Worship Today, og teksten beskrev lige min situation: ‘Foran mig er en vej, jeg ikke kender; en sti, hvorom i dag jeg intet ved, jeg aner ikke, hvad i morgen hænder; om dagen bringer kampe eller fred. Men ét jeg ved: Mit liv er i Guds hænder.’ Da jeg hørte det, brød jeg fuldstændig sammen, for nu vidste jeg, at min situation var kendt af Gud, og at vi var i hans hænder. Jeg begyndte at takke Gud, og derfra udviklede min bøn sig stille og rolig,« fortæller Anette.
»I dag er det helt tydeligt for mig, at min kærlighed og min afhængighed af min himmelske far, men også til mine børns far, eksploderede, efter jeg fik kræft. Jeg synes næsten ikke, at jeg kan trække vejret uden Gud. Ofte har jeg været nede i et sort hul og følt, at jeg ikke kunne rejse mig igen, hvis ikke jeg blev løftet af Gud. Og mange gange har han sendt mig sin fred, når jeg har haft brug for det,« forklarer Anette.
»Troen har ikke altid fyldt nok i mit liv. Jeg ville ønske, at der ikke skulle sådan nogle svære ting til, før den kom til at fylde nok.«
Helbredelse kan være mange ting
Anettes billede af Gud har forandret sig, efter hun er blevet kræftsyg.
»Da det gik op for mig, at jeg ikke selv kunne klare min livssituation, kastede jeg mig i min magtesløshed ned for hans fødder og sagde til Gud, at han måtte tage over. Da blev han stor for mig,« forklarer Anette, der flere gange har erfaret, at Gud har båret hende gennem de svære perioder.
Mange af hendes bønner har handlet om helbredelse.
»Jeg tror, at helbredelse er mere end det at blive helbredt for kræft. Jeg har ikke længere angst, så det er jeg blevet helbredt for. Jeg har fået en åndelig fred, som har sat mig fri på nogle måder.
Jeg beder om, at jeg må blive helbredt for kræft. Jeg tror, at Gud kan gøre det, men jeg er bange for, at han ikke vil,« understreger Anette.
Håbet fylder mig med ro
Anette har fået en frimodighed til at dele sine erfaringer med kræftsygdommen med andre.
»Jeg kan faktisk ikke lade være med at fortælle om min sygdom og den kristne tro ind i det,« fortæller Anette.
Det gjorde hun blandt andet på et træningshold for kræftramte kvinder.
»Da vi havde afsluttet træningsforløbet, mødtes vi til en kop kaffe, og én af kvinderne spurgte mig, hvordan jeg kunne være sådan et livstykke. Så fik jeg lov at fortælle, at hvis det ikke havde været for min kristne tro, så kunne jeg ikke have bevaret mit lyse sind med alt det, jeg havde været igennem,« forklarer Anette, der betragter det som et vidnesbyrd om, at der er et håb i mørket. Hun tænker først på det nære håb.
»I begyndelsen oplevede jeg, at freden sænkede sig relativt hurtigt, efter vi havde fået en dårlig besked om min kræftsygdom. Efter mange dårlige beskeder blev det sværere at komme ovenpå igen, men jeg ved, at der er lys for enden af tunnelen. Gud skal nok løfte mig op igen,« understreger hun.
»Håbet giver mig ro, for jeg kan fralægge mig ansvaret, også for de ting, jeg ikke kan overskue. Det ligger i Guds hænder.«
Jeg skal se familien igen
Anette har også et håb, der rækker ind på den anden side af døden.
»Jeg tror på, at den dag, jeg dør, vinder jeg noget godt, for jeg får fred og helbredelse, og jeg skal se Michael og mine drenge igen,« understreger Anette, der ved, hvor hun skal hvile på kirkegården i Sørvad, og hvilke sange der skal synges ved begravelsen.
»Jeg har det så godt med, at Michael og jeg har aftalt de ting.«
