Ti børn og ro i hverdagen

Når man træder ind i køkkenalrummet på det lille, nedlagte landbrug lige udenfor Skjern, ligner det på mange måder hjem­stedet for en helt almindelig børnefamilie. Når man ser nærmere efter, afslører det lange spisebord dog, at det ikke er en standard familien-Danmark, der bor her. Miriam og Thomas Pedersen har nemlig ti børn: Marius på 15 år, Daniel på 13 år, Thea på 12 år, Marcus på 10 år, Zakarias på 8 år, Elias på 7 år, Tikva på 5 år, Liva på 4 år, Naomi på 2 år og lillebror, der kom til verden den 7. oktober.

Ro i hverdagen

Selvom ti børn måske ikke rimer på ro, så mener Miriam og Thomas alligevel, at de har mere ro i hverdagen end mange andre børnefamilier i dag. Miriam, der har en pædagoguddannelse, arbejder i aftenvagt som social- og sundhedsassistent. Derfor er hun hjemme hele dagen, indtil Thomas kommer hjem fra sit arbejde som lærer på Skjern Kristne Friskole. Derfor har ingen af deres børn gået i daginstitution eller SFO. 

»Vi har valgt at passe børnene hjemme indtil skolestart, fordi vi synes, at det giver en roligere hverdag,« siger Miriam.

De forstår godt, hvorfor mange undrer sig over, hvordan de når det hele med så mange børn.

»Men når man er i det, så finder man bare en måde, det kører på. Og jeg tror fak­tisk, at vi har en mere rolig hverdag, end mange andre har. Fordi vi måske har ac­cepteret, at det er sådan her, det er,« siger hun. 

En opgave i livet

Det har aldrig været en bevidst beslutning for Miriam og Thomas, at de skulle have mange børn.

»Jeg tror faktisk aldrig, vi har snakket om, hvor mange børn vi skulle have. Men jeg bliver hurtigt gravid, og så tror jeg bare, at vi ser det som en gave og en opgave i livet,« forklarer Miriam, som i øvrigt selv har ni søskende.

Miriam fortæller, at hun kun har ople­vet ved én af graviditeterne, at hun havde svært ved at overskue, at der kom endnu et barn. Hun har altid været imod abort og har haft svært ved at forstå, hvorfor nogen kunne vælge den løsning. Men denne op­levelse gav hende en forståelse for, hvorfor man kan vælge at få en abort, hvis man ikke har et kristent menneskesyn.

»Jeg tror, det kan være sundt som men­neske at komme ud der, hvor man tænker, at det her kan jeg bare ikke selv. Også for at få en forståelse for, hvorfor andre væl­ger, som de gør. Det med at lægge tingene i Guds hånd betyder meget for mig. At jeg kan sige: Gud, det er dig, der har ansvaret.«

Heldigvis gik der ikke længe, før Miri­am kunne glæde sig over graviditeten. Og bortset fra denne ene gang har hun altid fået lov til at mærke en stor glæde, helt fra hun vidste, at hun var gravid.

Andres reaktioner

Miriam og Thomas ved godt, at det kan virke ekstremt for nogen, at de har så man­ge børn. Det er ofte mest positive kommen­tarer, de får. Miriam har dog valgt ikke at være på sociale medier, blandt andet for ikke at støde på en masse negative kom­mentarer om deres familieliv.

I skolen kan børnene godt møde nogle kommentarer om, at de har mange søsken­de. Men de har lært at tage lidt let på det, fortæller Thomas.

»Det er lidt ligesom, hvis man har en sygdom,« forklarer han.

»Så kan man godt blive identificeret med sygdommen, så man altid bliver spurgt til den. Nogle gange kan jeg i hvert fald godt føle, at det altid kommer til at handle om mine børn. Det synes jeg ikke, at det behøver. Der er jo også mange andre gode ting at snakke om.«

Føler sig velsignede

Miriam og Thomas fortæller, at de har følt sig meget velsignede, da de altid har haft, hvad de havde brug for. For eksempel har Miriam gået igennem ti graviditeter uden at have haft de store problemer. Det var dog en udfordring for dem, da Thomas blev ramt af diskusprolaps, men her stod deres kirke klar til at hjælpe dem med praktiske ting som græsslåning og mad­lavning.

De forklarer, at de er gode til at hjælpe hinanden derhjemme, hvilket der er brug for, når det er nødvendigt at vaske tre ma­skinfulde vasketøj om dagen, og at opva­skemaskinen skal køre mindst to gange om dagen, for at de kan følge med.

Nødvendigt med prioriteringer

Thomas fortæller, at de har valgt at pri­oritere nogle ting. For eksempel har de prioriteret, at børnene kan gå på friskole, og at de alle kan gå i musikskole fra 2. klasse. Og et år på efterskole skal de også alle have.

»Det skal vi nok finde penge til,« siger Thomas fortrøstningsfuldt.

Til gengæld er deres to biler købt brugt. Men to biler skal der til, hvis der skal være plads til alle.

Ferierejserne er som regel inden for Danmarks grænser. Thomas har dog et par gange taget de ældste børn med på udlandsrejser til London eller Barcelona eller på skiferie, mens Miriam er blevet derhjemme med de yngste. 

I det hele taget er det en udfordring at komme på ferie som storfamilie. 

»Vi har en størrelse, hvor vi ikke bare lige kan booke os ind, men så må vi leje to campinghytter i stedet for én. Og så bor vi dør om dør og får det til at fungere på den måde. Så der er måske nogle ting i samfun­det, der ikke er helt indrettet efter, at vi har den familiestørrelse,« siger Thomas med et lille smil.

»Vi kan som regel heller ikke bestille én flybillet eller én togbillet, for så skal vi op i grupperejser. Så der er noget, der bliver lidt mere besværligt, men så er det heller ikke værre.« 

Børnene arver en del fra hinanden, men det er også en prioritering for Miriam og Thomas, at børnene skal have lov til at få noget nyt en gang imellem. Og hvis man  kigger efter tilbud, kan det også lade sig gøre, uden at det bliver alt for dyrt, fortæl­ler de.

»Og så kan man købe nogle fine ting brugt,« fortæller Miriam. 

»Tikva, som lige er startet i 0. klasse, fandt sin skoletaske til 10 kroner på et lop­pemarked, og hun er så glad for den. Så det behøver ikke at være så dyrt.«

Plads til at tale om tro 

Det er vigtigt for Miriam og Thomas, at der også er plads til at tale om tro med børnene. 

»Det vigtigste for os er jo, at vores børn lærer Jesus at kende og stoler på ham livet igennem. Folk siger, at vi ingenting skal have med os herfra. Men det skal vi, for vi skal jo have vores børn med os herfra,« understreger Miriam. 

Om søndagen kommer familien i Skjern Bykirke. De gør noget ud af søndagene, hvor børnene er fine i tøjet, og det er en fast tradition, at de køber pizza med hjem til frokost. Derefter er der dømt familietid, hvor de kan tage i svømmehal eller cykle en tur. Forældrene fortæller, at børnene af og til spørger ind til det, de har hørt i kir­ken, når de er kommet hjem, og så bruger de frokosten til at snakke om det. 

I hverdagene holder de familieandagt hver aften, før de mindste skal i seng. 

»Vi læser fra en andagtsbog, og så beder Thomas som regel en bøn. Derefter har børnene mulighed for at bede en bøn, og det gør de faktisk alle sammen næsten hver aften. Til slut beder vi fadervor og synger Nu lukker sig mit øje,« fortæller Mi­riam.

De søger fællesskabet

Når man har så mange søskende, kunne man forestille sig, at man havde brug for at trække sig tilbage til sit værelse, men Miriam og Thomas fortæller, at alle deres børn faktisk helst vil være der, hvor resten af familien er samlet.

»De kan godt gå op på værelset og lukke døren for at få lidt alenetid. Men de søger straks fællesskabet igen,« siger Thomas.

Miriam fortæller videre, at hvis de sender et af børnene op på værelset, fordi vedkommende har gjort eller sagt noget, der var over grænsen, så går der ikke fem minutter, før barnet kommer og spørger om at få lov til at komme ind til resten af familien igen.

Selvom familien laver rigtig mange ting sammen, er der dog tidspunkter, hvor hvert enkelt barn får mor eller far helt for sig selv. For eksempel får de lov til at kom­me alene med far eller mor ud og spise på deres fødselsdag.

Børnene fylder meget 

Miriam og Thomas indrømmer, at det kan være svært at finde tid til hinanden som ægtefæller, fordi børnene fylder så meget. Men de prøver at navigere i det, der er muligt.

»Man kan da godt drømme om en bio­graftur, men så kan det være, at børnene bliver puttet lidt tidligere, og vi så finder en god film på fjernsynet,« siger Thomas.

»Jeg tror, vi tænker, at det kommer nok. Jeg har nok tidligere haft større behov for det, men jeg tror, jeg har indfundet mig med, at det er sådan her, det er,« siger Miri­am.

Hun mærker også, at det kan være svært at vedligeholde gamle venskaber, fordi hendes liv er fyldt af børnene.

»Jeg kan godt have svært ved at priorite­re mig selv og de venskaber, som jeg havde. Når jeg kommer, så kommer jeg jo altid med børn. Og dem på min alder er ved at være ovre det.«

»Det må vi indhente senere,« indskyder Thomas.

Limen i familien

Miriam og Thomas håber, at deres børn vil få glæde af hinanden livet igennem. De kan allerede nu se, hvordan børnene viser stor omsorg for hinanden. Henne i skolen har de store for eksempel øje på lillesøster, der lige er startet i skole, for at se, om hun har nogen at lege med.

»Jeg håber, mine børn vil se det positive i, at de altid har hinanden, og jeg håber, at de altid vil kunne have en eller anden form for sammenhold,« siger Miriam. 

»Jeg tror, at vi er skabt som familie for at passe på hinanden, drage omsorg for hin­anden og bede for hinanden. Det håber jeg, at vi kan give vores børn. Jeg hørte engang én sige, at forældre skal være limen i fami­lien. Jeg ønsker, at mine børn ved, at de har mig hele livet, og at jeg er mor for dem hele livet. At jeg kan være med til at være limen, også når de er voksne.« 

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.

Tilmeld mig

Tak for din tilmelding

Vi har sendt en mail og bedt dig bekræfte din mailadresse. Du er først tilmeldt, når adressen er bekræftet.