Det banker på døren i opgangen i Videbæk.
Hjertet hamrer i brystet på den tyrkiske kvinde, der lige er flyttet ind i lejligheden.
Hvordan kan nogen stå udenfor hendes dør? Yderdøren er jo låst.
Hvem er det? Hvad vil de? Kan det være nogen fra familien? Tankerne vælter frem hos 30-årige Nesli Demir, som kun har boet i lejligheden i kort tid.
Hun er flygtet fra et liv præget af frygt og kontrol, og nu sidder hun alene med sit lille barn i en fremmed by.
Udenfor står underboen Birgit Callesen med en blomst i hånden. Hun vil såmænd bare lige byde sin nye overbo velkommen.
Nesli Demir åbner langsomt døren.
Hun aner ikke, at mødet skal forandre hendes liv totalt.
Mellem to verdener
Fire år senere sidder de to venner side om side i Birgit Callesens stue, hvor de har tilbragt utallige timer sammen med at tale grine, spille spil, græde og tale om tro.
»Det var en presset Nesli, der flyttede ind her,« fortæller Birgit Callesen, der kommer i Indre Mission og i byens kirke.
Nesli Demir nikker: »Jeg var meget ængstelig og havde det ikke godt.«
Hun voksede op i Ikast i en tyrkisk familie.
»Jeg gik i folkeskole, og samtidig gik jeg også i tyrkisk skole ved siden af. Og i moskeen for at lære arabisk,« fortæller hun og undskylder, da minderne pludselig får tårerne til at vælde frem.
Jeg betragtede Nesli som min datter og sagde til mine børn: I har fået en søster her
»Jeg tror, du bliver trist, fordi du savner at have en kærlig familie, som elsker dig og bakker dig op,« trøster Birgit Callesen.
Nesli Demir beskriver sit liv som en kamp mellem to verdener, hvor det danske liv i skolen og med veninderne resulterede i kultursammenstød med den tyrkiske kultur i hjemmet.
»Og så skete der mange ting hjemme hos os, som ikke var normalt,« siger hun og trækker vejret dybt. Hun oplister flere eksempler, men opgiver og konstaterer: »Jeg havde bare en rigtig svær opvækst.«
Birgit Callesen nikker og hjælper hende videre.
»Du har sagt til mig, at du altid fik at vide, at du ikke var god nok, ikke køn nok, og at du konstant blev holdt nede.«
Brød med familien
Som 27-årig fik hun en kæreste, der forlod hende, da hun blev gravid. Nesli Demir tænkte meget over, hvordan hun skulle få fortalt det til sin mor, som hun havde et meget anstrengt forhold til. Hun valgte at gøre det juleaften, når hun alligevel var på besøg hos sine forældre.
»Det første, min mor sagde til mig, var, at jeg skulle have en abort, for hun ville ikke have, at folk skulle snakke om os,« forklarer hun.
Efter det kunne hun ikke holde ud at være der og gik sin vej. Kort efter brød hun kontakten med hele familien.
»Jeg var bange for, at de ville gøre mig noget,« fortæller hun og tilføjer, at familien efterfølgende har truet hende og krænket hende på forskellige måder.
En datter mere
Da Nesli Demir opdagede, at underboen var en ganske ufarlig størrelse, begyndte de to kvinder at drikke kaffe sammen. Det blev til mange samtaler. Også om aftenen, når Nesli Demir havde puttet datteren.
Det udviklede sig hurtigt til et varmt og dybt fællesskab.
»Jeg havde sådan brug for tryghed, og den fik jeg af dig,« siger hun og kigger over på Birgit Callesen, der selv er både mor, bedstemor og oldemor.
»Jeg kunne godt lide, at hun var der for mig. At hun ville mig.«
Birgit Callesen husker også de mange gange, hvor Nesli Demir kæmpede med angst og uro.
»Du ringede nogle gange om aftenen og græd. Så kom jeg op og trøstede dig og fortalte, at det, jeg kunne gøre, var at lytte og bede. Og så var jeg naiv nok til at tro, at du havde det lidt bedre,« siger hun.
Nesli Demir nikker bekræftende. I dag beskriver hun uden tøven Birgit Callesen som en slags mor for hende og reservebedstemor for datteren. Og Birgit Callesen betragter også hende som en del af familien.
»Jeg betragtede Nesli som min datter og sagde til mine børn: I har fået en søster.«
Gensidig respekt
Selvom venskabet voksede hurtigt, var der fra begyndelsen én ting, de to kvinder ikke havde til fælles.
»Vi konstaterede, at Nesli er muslim, og jeg er kristen. Og at vi ville have gensidig respekt for hinanden, husker Birgit Callesen.
Hun fortalte dog sin nye muslimske veninde og overbo, at hun hver bad for hende og datteren. Også om at de en dag ville komme til tro og blive døbt.
Nesli Demir husker samtalen, men dengang havde hun svært ved at forestille sig, at det nogensinde ville ske.
Selvom troen tidligt blev en del af deres samtaler, oplevede hun aldrig, at hendes ældre veninde forsøgte at trække kristendommen ned over hovedet på hende. Tværtimod.
»Jeg havde det fint med, at hun accepterede, at jeg var muslim, siger hun.
Samtaler om tro
Hendes spørgsmål om kristendommen blev lettere at stille, fordi hun havde tillid til den person, der sad overfor hende.
»Jeg følte, at hun vidste meget. Og hvis der var noget, hun blev i tvivl om, fandt hun Bibelen frem.«
For Birgit Callesen blev forskellene mellem dem aldrig et problem. Tværtimod oplevede hun det som en gave, at de kunne tale åbent om deres tro og baggrund.
»Jeg synes, det var skønt, at vi på en naturlig måde kunne fortælle om det. Sådan gør du som muslim, og sådan vil jeg gøre som kristen,« siger hun.
Efterhånden voksede samtalerne om tro til noget mere systematisk. Birgit Callesen fandt sin børnebibel frem. Ikke fordi hun ville tale ned til Nesli, understreger hun, men fordi hun mente, at alle må begynde et sted.
»Jeg gjorde det meget klart, at som ny i det med kristendommen, skal man ikke begynde med kartofler, brun sovs og flæskesteg, men med mælkemad og grød,« forklarer hun.
De fleste aftener i løbet af ugen satte de sig sammen om bibelhistorierne, når datteren var puttet.
De læste børnebibelen igennem. Og så læste de den en gang til, for Nesli Demir kunne ikke få nok.
»Jeg kunne bare mærke, at jeg skulle have mere af det her. Jeg havde en masse spørgsmål, og dem besvarede hun ret hurtigt og godt,« fortæller Nesli Demir.
Jeg havde sådan brug for tryghed, og det fik jeg af dig
På et tidspunkt spurgte hun, om Birgit Callesen ville fortælle hende om Jesus.
»Dér tog jeg noget af et skridt,« understreger hun.
Birgit Callesen nød rollen som den, der kunne hjælpe den tyrkiske kvinde videre.
»Det var fantastisk at få lov til at oplære Nesli i baggrunden for min kristne tro. Jeg synes, det var skønt,« fortæller hun.
Da de var færdige med børnebibelen, fortsatte de med Bibelen 2020. Først Matthæusevangeliet. Siden Johannesevangeliet, Apostlenes Gerninger og dele af Romerbrevet.
Mødte kirken og IM
Efter aftener med børnebibel og samtaler om tro mente Birgit Callesen, at tiden var inde til næste skridt. Hun inviterede Nesli Demir med i kirken.
Ikke til en gudstjeneste fyldt med mennesker, men på en stille hverdag, hvor de kunne gå rundt i fred og ro.
For Nesli Demir var en kirkebygning ikke ukendt territorium, for hun havde været der som barn til arrangementer med skolen.
»Jeg blev lige så fascineret af den her kirke som af de andre, jeg har været i. Så tænkte jeg: Det skal der mere af,« forklarer hun.
Efterhånden begyndte hun også at dukke op til gudstjenester og andre arrangementer i kirken.
»Jeg forstod ikke altid, hvad præsten sagde, så jeg tog med min datter Lydia til minikirke. Det var mere børnevenligt, hvor jeg på børneniveau fik at vide, hvad det handlede om.«
Nadveren ville hun dog ikke tage del i, før hun var blevet døbt, husker hun.
Birgit Callesen ønskede at give sin veninde et kristent fællesskab oven i mødet med kirken. Derfor begyndte hun forsigtigt at invitere hende med i missionshuset.
»Jeg ville gerne introducere dig til Indre Mission, men jeg tænkte: Hvordan gør man lige det? Jeg skulle ikke lige have dig med til et møde med 150 eller 200 mennesker. Det var simpelthen for voldsomt,« forklarer Birgit Callesen.
I stedet begyndte de i det små. Birgit tog Nesli med til Nørklerne, en gruppe kvinder, der mødes til håndarbejde, kaffe og andagt. Her fik hun en rigtig god modtagelse og efterhånden nogle venner.
Nesli Demir var også med på en lejr for IM-fællesskabet. Modtagelsen gjorde stort indtryk på hende. Mest overrasket blev hun, da datteren begyndte at løbe rundt.
»Jeg tænkte bare: Nu får jeg skæld ud. Jeg kommer fra en kultur, hvor der skal være styr på tingene, og barnet skal blive hos moderen. Men folk grinede bare af hende og sagde hej,« fortæller Nesli Demir.
Frygtede ikke at konvertere
I 2023 begyndte tanken om dåb at tage form.
»En aften spurgte jeg Birgit, om man kunne blive døbt,« fortæller hun.
Svaret fra veninden lød, at man kan blive døbt, hvis man tror på Jesus. På det tidspunkt var Nesli Demir begyndt at bede.
»Jeg var helt spontant begyndt at bede til Jesus uden egentlig at tænke nærmere over det,« fortæller hun.
Det kom bag på hende endnu, da hun oplevede, at hendes bønner blev besvaret.
»Jeg havde bedt til den muslimske Gud i moskeen uden at opleve, at der skete noget. Så bad jeg Jesus om en lille ting, og det skete. Så må der være noget i det her, tænkte jeg.«
For første gang oplevede hun, at troen ikke kun var noget, hun læste om eller talte med Birgit om. Den blev personlig.
Beslutningen om dåb var et stort skridt, men frygten for konsekvenserne ved at konvertere til kristendommen fyldte ikke for hende.
Det gjorde til gengæld længslen efter noget nyt.
»Jeg længtes efter at få den frihed, som Birgit og Bibelen talte om,« siger hun stille.
Dåben fandt sted ved en lille og personlig højtidelighed med Birgit Callesens familie og vennerne fra det kristne fællesskab, som efterhånden var blevet en del af hendes liv.
Birgit Callesen stod fadder for både mor og datter, og der var ikke et øje tørt, da de to kom gående op ad kirkegulvet i hvide kjoler.
Nesli Demir husker dåben som begyndelsen på et nyt liv. Især én ting har hun aldrig glemt fra dåbsdagen; datterens glæde.
»Jeg har aldrig set hende så glad og lykkelig, « siger hun.
Jeg er blevet en anden
Dåben er på mange måder blevet begyndelsen på et nyt liv. Hun lægger ikke skjul på, at livet stadig rummer modgang, bekymringer og svære perioder, men der er kommet noget andet til, som hun ikke oplevede tidligere.
»Nu kan jeg lægge alt over til Gud, det synes jeg er en frihed. Jeg kan bare sige til Gud, at det må han tage sig af, for jeg kan ikke gøre noget. Det er en befrielse,« forklarer hun.
Troen fylder i dag naturligt i hendes hverdag. Hun læser i Bibelen, går i kirke og deltager i kristne arrangementer, når hverdagen som alenemor giver mulighed for det.
Men den største forandring handler ikke om, hvad hun gør. Den handler om, hvem hun er blevet.
Du har erfaret, at du har værdi. Du er blevet elsket, og så bliver man en anden person
Da hun flyttede til Videbæk, var hun præget af angst og usikkerhed. Hun var vant til konstant at tænke over, om hun sagde de rigtige ting, gjorde de rigtige ting og levede op til andres forventninger.
Friheden i den kristne tro har givet ro.
»Jeg tror, det er Gud, der har givet mig den ro. Jeg hviler mere i mig selv, og jeg stoler mere på mig selv.«
Drømme om fremtiden
Ved hendes side nikker Birgit Callesen. Hun har fulgt forvandlingen tæt gennem de seneste år. Den Nesli Demir, der sidder i stuen nu, er ikke den kvinde, der flyttede ind for nogle år siden.
En del af forandringen hænger sammen med, at Nesli har opdaget sin egen værdi, mener Birgit Callesen.
»Du har erfaret, at du har værdi. Du er blevet elsket, og så bliver man en anden person. Men det sker ikke som et knips med fingrene.«
For første gang i mange år tør Nesli Demir også drømme om fremtiden. Når hun forestiller sig livet om fem år, er billedet overraskende enkelt.
»Vi bor stadigvæk i Videbæk, og min datter er begyndt på Videbæk Kristne Friskole, « siger hun med et smil.
Beder om forsoning
Nesli Demir bor i dag et andet sted i byen. Flytningen har ikke ændret meget på forholdet til Birgit Callesen, men hun savner lige at kunne smutte ned til veninden.
»Der er da tider, hvor jeg savner, at Birgit er lige ved siden af mig,« siger hun.
Da Nesli Demir flyttede, havde Birgit Callesens døtre allerede sat ord på det.
»Mine piger sagde: ‘Mor, hun flyttede bare hjemmefra’,« fortæller Birgit Callesen, der oplever stor glæde i at se Nesli Demir være tryg i sit nye liv. For eksempel da hun for nylig var til gudstjeneste.
»Så kunne jeg se, at du og din datter stod oppe ved alteret for at gå til nadver. Jeg blev så glad.«
Der er stadig ting, som ikke er faldet på plads, og Nesli Demir har fortsat ingen kontakt med sin familie, men Birgit Callesen har ikke opgivet håbet.
»Jeg beder faktisk tit for din mor, og jeg beder om forsoning for jeres lille familie.«
