Mellem Vejle og Fredericia finder man den lille by Brejning, hvor der ligger et hus med det særlige navn Galleri Bibelland. Oprindeligt var det byens missionshus, men de seneste 15 år har det fungeret som galleri.
Manden bag galleriet er 84-årige Gert Grube, der har brugt det meste af sit voksenliv på at formidle bibelhistorier og bibelske temaer gennem sine lerskulpturer. Siden 1983 havde hans skulpturer været udstillet i et par pavilloner ved hans og hustruens parcelhus i Gårslev. Men tankerne om samlingens fremtid rumsterede i Gert Grubes hoved, og i 2008 besluttede han at donere hele samlingen på 41 skulpturer til Indre Mission.
Efter nogle års overvejelser fandt man frem til, at det gamle missionshus i Brejning, få kilometer fra Gert Grubes hjem, var oplagt til udstillingen. Og siden Galleri Bibelland så dagens lys i 2011, har Gert Grube været daglig leder for stedet, godt hjulpet af hustruen Birthe.
Sidste år besluttede Indre Mission at lukke galleriet, da der ikke længere er ressourcer til at fortsætte. Dermed lukker Galleri Bibelland permanent ved sæsonens udløb sidst i oktober.
Gud ruskede i ham
Gert Grube er opvokset i et indremissionsk hjem i Sønderjylland, hvor troen havde en naturlig plads. I 1968 flyttede han og hustruen til Gårslev, hvor han indtil sin pension arbejdede som folkeskolelærer.
Ved siden af arbejdet har han altid holdt af at udtrykke sig igennem kunst. I starten snittede han træfigurer i bedste Emil fra Lønneberg-stil, men han fandt ud af, at ler var et materiale, der tiltalte ham mere.
»Når man arbejder med træ, kan man skære for meget væk, og så er det sket. Man kan ikke lime det på igen. Men med ler kan man blive ved med at arbejde utrætteligt, indtil det rigtige ansigtsudtryk pludselig er der,« forklarer skulptøren.
Gud havde gennem pigen opmuntret mig til at arbejde med ting, som jeg havde puslet med i mine tanker
Det var en helt bestemt begivenhed i januar 1977, der fik ham til at få øjnene op for, at han skulle satse på lerfigurerne. Den dengang 35-årige Gert Grube var kørt afsted efter et tv, der var til salg, selvom der var snefygning den aften. Bilen endte på taget i en grøft, men Gert Grube kunne heldigvis kravle uskadt ud. Da han stod i vejsiden og så bilens lygter gå ud, følte han, at Gud ruskede i ham.
Dagen efter læste han i avisen, at fem mennesker den nat var blevet dræbt i trafikken – deriblandt en jævnaldrende lærer fra Sønderjylland. Det gjorde indtryk på Gert Grube, der fortæller, at ulykken påvirkede både hans sind og bønsliv.
Tre måneder efter ulykken gav en af hans elever fra 4. klasse ham en seddel i en kristendomstime. På sedlen stod der: »Til Grube. Nogle øjne ser, hvad andre ikke ser, men ser du noget, så tro det kun trygt, thi Jesus ved, at du på ham jo tror.« Den besked var en forløsning for ham.
»Ordene, om at nogle øjne ser, hvad andre ikke ser, er fyldt af visdom, og det har hjulpet mig i mange livssituationer,« siger han.
»Jeg gik glad hjem fra skole den dag. Gud havde gennem pigen opmuntret mig til at arbejde med ting, som jeg havde puslet med i mine tanker. Jeg ville lave bibelskulpturer af ler.«
Formsprog bliver til hjertesprog
»Jeg fandt ud af, at Gud har givet mig en gave med at forme ting og få nogle udtryk frem, som går videre til beskueren,« fortæller Gert Grube.
»Jeg vil gerne visuelt markere de indtryk, jeg får i livet. Jeg er et billedmenneske, så når jeg ser et eller andet, gør det indtryk på mig, og så vil jeg gerne give udtryk for det med mine hænder. Det er min fornemste opgave at fange øjeblikket, så folk kan forbinde noget med det, og det har jeg fået lov til at opleve i alle de år som billedkunstner.«
Han har været glad for de mange rundvisninger, han har haft på galleriet.
»Jeg er meget taknemmelig for de mange oplevelser og fine reaktioner. Det er berigende minder, som jeg gemmer,« siger han og fortæller, at især figurernes hænder og ansigter, siger de besøgende meget.
»Man bliver glad, når det, man har lavet, gør indtryk. Jeg giver jo noget af mit hjerteblod til figuren. Og når det så lykkes at give noget videre til andre – når jeg får lov at bygge bro fra min kunst til et andet menneske – så er det fantastisk.«
Gert Grube har skrevet både andagtsbøger og bønnebøger, men han mener, at billedkunsten kan noget, som ord ikke kan.
Når det så lykkes at give noget videre til andre – når jeg får lov at bygge bro fra min kunst til et andet menneske – så er det fantastisk
»Ord kan udtrykke meget, men ord har også en begrænsning. Derfor mener jeg, at billedkunsten har en stor berettigelse, også inden for kristendommen, for billedkunst kan udtrykke ting på en anderledes måde. Jeg har oplevet, at mit formsprog er blevet til hjertesprog, og på den måde kan det bære et budskab videre. Og det er Guds velsignelse, når det sker,« understreger han.
»Der var engang én, der sagde til mig, at mine skulpturer er som et spejl, der går ind under huden. Så jeg oplever, at det påvirker folk at se på mine værker.«
Han har fået lov til at tage galleriets gæstebog med hjem, når Galleri Bibelland lukker. Fra gæstebogen fremhæver han en hilsen, som han er særligt glad for: »At se din kunst har ført mig ind for Guds ansigt. Gud er god, må jeg altid huske det. Guds øjne ser os, Guds hånd bærer os. Det viser din kunst, tak.«
Når Gud taler gennem fejl
Hver gang Gert Grube er gået i gang med en skulptur, har han bedt for, at arbejdet må lykkes. Nogle gange virker det dog til, at det er endt med en fiasko. Figuren Den fortabte søn har han lavet 11 udgaver af, og da hans datter skulle giftes, ønskede hun sig en udgave af motivet.
»Jeg kom nok for hurtigt i gang, og så brugte jeg genbrugsler, hvor man helst skal bruge frisk ler. Så da jeg åbnede keramikovnen, opdagede jeg, at hele ryggen på faderen i lignelsen var sprængt væk.«
Han måtte derfor i gang med at lave en anden til brylluppet, men i stedet for at kassere den ødelagte udgave, lod han den blive stående blandt de øvrige figurer. Og på underfundig vis har han oplevet, at netop den mislykkede figur har gjort indtryk på rigtig mange mennesker.
»Der var en gæst, der sagde til mig, at fra den ene vinkel kan man se, at drengen kun kan se kærlighed hos sin far. Han kan ikke se smerten – den bortsprængte ryg. Og en anden sagde, at alle de stumper, der ligger bag ved figuren, er alle de fodfejl, vi laver i livet, som Gud lægger bag sig. Så figuren har talt til mange mennesker, selvom den var mislykket,« fortæller den 84-årige kunstner.
For meget ondskab i figuren
Nogle figurer har voldt Gert Grube flere udfordringer end andre. Han husker tilbage på hans første udgave af figuren Løgnen, som viste en mand på tæer, der kiggede til siden, imens han gned sig i hænderne og tænkte: Hvor skal vi anbringe livets løgn?
»Kunstnerisk var den i orden – harmonisk bygget op og så videre. Men den blev for voldsom,« fortæller han.
»Jeg havde fået så meget ondskab ind i den, at han lignede en lille djævel. Så jeg tænkte: Det går ikke. Det er ikke det, du skal udstille.«
Til sidst tog han en beslutning og gik ud i baghaven, hvor han slap figuren over terrassens fliser. Det er den eneste figur, Gert Grube har destrueret. Alle andre har han bygget videre på, indtil de blev, som han ville have.
Ord kan udtrykke meget, men ord har også en begrænsning
Én figur mangler han stadig at lave, før skulpturarbejdet bliver lagt på hylden. Tilbage i 1980’erne fik han sin far til at knæle foran alteret i Gårslev Kirke, hvorefter han tog billeder af ham fra alle vinkler. Han ville nemlig lave en figur af motivet. Gert Grubes far, der døde i 1996, nåede desværre aldrig at se resultatet, men Gert Grube har stadig billederne til at ligge, så det er et projekt, han har planer om at få gjort færdigt.
En solsikke fra Gud
Der var forskellige overvejelser i spil om, hvad der skulle ske med Gert Grubes 41 lerskulpturer, når Galleri Bibelland lukker ned i efteråret. Et af forslagene var, at de kunne blive en mobil udstilling, som kunne udlånes. Det endte dog med en anden løsning, som Gert Grube er meget taknemmelig for.
»Da jeg hørte, at galleriet skulle lukke, blev jeg naturligvis lidt ked af det, men jeg er meget afklaret med det nu,« fortæller kunstneren.
»Jeg havde det skidt med ideen om, at nogle af mine figurer måske kunne sættes i depot. Jeg har jo hjerte for mine figurer, og derfor vil jeg gerne, at de skal hen til folk, der er glade for dem, og hvor figurernes budskab kan bringes videre. Derudover er det skrøbelige lerfigurer, der ikke egner sig til at blive transporteret rundt.«
Gert Grube fortæller, at han i processen har mødt stor imødekommenhed og kærlighed fra Indre Mission, som besluttede at annullere Gert Grubes donation, så værkerne nu igen er hans. Dermed kan han fordele skulpturerne mellem familiemedlemmer, venner og andre, der har gjort en indsats for galleriet.
På gårdspladsen uden for galleriet skød der for nyligt en solsikke op i gruset, og Gert Grube føler, at blomsten er en form for Jonastegn til ham.
»I Jonas’ Bog hører vi, at Jonas’ humør var helt nede i kælderen, men så bød Gud en olieplante at skyde op for at skygge for solen. Og der står, at Jonas blev jublende glad,« fortæller Gert Grube.
»Det blev jeg selvfølgelig også her. Nu tager jeg afsked med Galleri Bibelland, men så skyder denne solsikke op. Jeg har ikke plantet den, og jeg har kørt og revet hen over stedet, men alligevel kom den op. Så den solsikke værner jeg om, når jeg fjerner mælkebøtterne. Den får lov at blive stående – og skinne som solen.«
