»Jeg gør to ting, som jeg elsker helt sindssygt meget. At være sammen med børn og at være kristen.«
Sådan svarer Francisca Seshie, når hun bliver spurgt, hvad der giver hende kvalitet i livet. Som femårig var hun for første gang med på Bisseruplejren vest for Næstved, hvor Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler i Hovedstaden holder sommerlejr. Nu er hun 25 år og en af lejrcheferne med ansvar for at skabe en spændende uge for børnene. Sommerlejren begynder ved missionshuset Bethesda i København, hvor børn og ledere samles og skal med bus til Bisseruplejren.
Et kæmpe fristed
Francisca Seshies vej til sommerlejren begyndte, da hendes mor fandt børneklubben i Samuelskirken på Nørrebro. Kirken lå næsten i deres baghaven, og moderen fik hurtigt stor tillid til lederen, som stod for børneklubben.
»Jeg kan stadig huske den første gang, jeg var nede i kirkens krypt, hvor der var børnekirke. Lederen, Dorte Krogh Eriksen, stod i døren og sagde velkommen, og så var der chokoladekiks og saftevand.«
Allerede året efter kom hun med på sommerlejr. Oprindelig blev lejren afholdt på Feddet mellem Faxe og Præstø, senere blev den rykket til Bisseruplejren på Syd-vestsjælland. Hun deltog hver sommer gennem hele barndommen og teenageårene, blev ungleder og siden leder. I dag er hun en del af lejrchefteamet sammen med Dorte Krogh Eriksen.
Jeg har selv oplevet at blive set som barn, og nu er det min opgave at se børnene som dem, de er
»Sommerlejren har været et kæmpestort fristed for mig. Her havde jeg følelsen af at blive set som barn af mine kristne venner, som jeg havde fået. Dem havde jeg ikke så mange af i min hverdag,« forklarer Francisca Seshie.
Det at blive set er et udtryk, der går igen, når hun fortæller om lejren. Hun husker, hvordan det føltes som barn at være en del af en lejr med en gruppe voksne, som havde planlagt en hel uge for børnene.
»Jeg kunne mærke fællesskabet og den her sammentømrede flok af voksne, som havde lavet en mega spændende lejr, og som gad os børn,« fortæller hun.
En afgørende medvandrer
Det er også derfor, hun blev ved med at vende tilbage. Da hun på et tidspunkt havde et pauseår og ikke skulle med som deltager eller leder, gjorde det ondt.
»I mit pauseår stod jeg ved Dorte og tudbrølede, for jeg ville så gerne med på lejr,«siger hun.
Den erfarne leder kom tidligt ind i hendes liv, og gennem årene har relationen ændret sig til, at hun nu er blevet en ligeværdig sparringspartner for Francisca Seshie.
Sommerlejren har været et kæmpestort fristed for mig. Her havde jeg følelsen af at blive set som barn af mine kristne venner, som jeg havde fået
»Hun har på en gang været lidt som en mor, leder og rollemodel. Det forhold, jeg har til hende, er helt særligt, og noget, jeg oplever som unikt,« forklarer hun.
»Mange af de værdier, jeg bærer med mig i min tro, kommer af at have set op til Dorte gennem hele mit liv. Hun er nok det, jeg i mit hoved ville kalde en slags ’dagligdagens missionær’, og det mener jeg med den allerstørste respekt.«
Mødet med dansk kultur
Francisca Seshie er andengenerationsindvandrer. Hendes forældre kommer fra Ghana og er aktive i en international kirke. Selv gik hun på en kristen friskole, hvor der i hendes klasse var flere elever med anden etnisk baggrund.
»Jeg har været virkelig heldig på mange punkter. Jeg kender mange, der har oplevet at blive set ned på som indvandrer, men det har jeg aldrig oplevet, » fortæller hun.
I det kristne fællesskab har hun oplevet en stor åbenhed. Hun har heller ikke været den eneste med en anden etnisk baggrund.
»På Bisserup har jeg mødt mennesker med vidt forskellige baggrunde både i forhold til nationalitet og kendskab til kirken. Jeg synes, det er værdifuldt, at vi kan mødes på tværs af forskelle og have sommerlejren til fælles,« forklarer hun.
Dybe samtaler om Gud
Francisca Seshie er blevet opdraget i den kristne tro, men det var årene på sommerlejren, der var med til at forme, hvad hun selv tror på.
»På lejren har jeg selv fået lov til at udforske og forstå den tro, som jeg tror på. Jeg tror bare, at jeg har fået den helt klart bedst mulige tilgang til, hvordan man kan tro, og hvem man er, hvis man tror,« understreger hun.
Lejrene lærte hende ikke kun om kristendommen. Hun lærte også at leve med den. Her fik hun hjælp til at bede og læse i Bibelen, og hun lærte kristne sange.Det er praksisser, hun siden har taget med sig hjem fra lejren og ind i hverdagen.
I gymnasietiden blev hendes tro udfordret. Hun beskriver perioden som en eksistentiel krise, hvor hun begyndte at spørge, hvem hun var, og hvem hun skulle være.
»Jeg søgte hjælp blandt mine medledere og venner på sommerlejren, fordi det er dem, der er mine søstre og brødre. Det er dem, jeg har det stærkeste bånd til,« forklarer hun.
»Mine venner er min livsfæller, som kender mig allerbedst. Jeg har haft nogle af mine aller dybeste snakke om Gud og kristendom med dem.«
På Bisserup har jeg mærket Guds kærlighed og kærligheden fra min næste. Og hvordan den kristne tro kan binde os sammen
Gennem en ven fra sommerlejren fik hun som teenager lyst til at spille fodbold, og nu bruger hun også en uge hver sommer som frivillig på DBU’s fodboldskole.
I dag formulerer hun sin tro som troen på Guds kærlighed til mennesket, Jesus og et liv efter døden.
»Gud, Jesus og helligånden er en mega rar ting at have i baghovedet,« understreger hun og tilføjer:
»På Bisserup har jeg mærket Guds kærlighed og kærligheden fra min næste. Og hvordan den kristne tro kan binde os sammen. «
Vigtigt at få ledere til at shine
Disse kristne værdier forsøger hun at give videre til børnene på lejren.
»Jeg har selv oplevet at blive set som barn, og nu er det min opgave at se børnene som dem, de er,« fortæller Francisca Seshie.
Som en af lejrcheferne er det også en vigtig opgave at få de andre ledere til at shine.
»Hvis der er en leder, som ikke bryder sig om at stå foran alle børnene, skal han eller hun ikke nødvendigvis presses ind i den rolle. Måske er vedkommende langt bedre til at organisere bag kulissen. En anden er god til at sætte en leg i gang, når noget går galt,« forklarer Francisca Seshie, der beskriver sig som lidt af en mennneskekender og teammenneske.
»Det er langt bedre at shine sammen og at gøre det sammen.«
Bøn er blevet et redskab
Bisserup fylder meget i hendes liv, men hendes kristendom stopper ikke, når sommerlejren er slut. Den kristne tro er med hende i hverdagen, i kirken og ikke mindst i de perioder, hvor hun bliver i tvivl om, hvilken vej hun skal gå. Så bruger hun Bibelen og ikke mindst bønnen.
For Francisca Seshie er bøn ikke kun noget, der hører til på en kristen lejr. Den er blevet et redskab til at håndtere de spørgsmål, hun ikke selv kan finde svar på.
Det oplevede hun særligt, da hun skulle vælge uddannelse. Hun er uddannet bygningskonstruktør, fordi hun altid har været fascineret af bygningerne i København. Men det var svært for hende at finde arbejde i branchen, så hun fik i stedet nogle vikariater som lærer og trivedes også i det arbejde på grund af børnene.
Så hun stod mellem to muligheder, som begge gav mening. Skulle hun fortsætte jobjagten eller helt skifte spor?
»Jeg har bedt helt sindssygt meget, fordi jeg kunne ikke se, hvad der var det rigtige,« forklarer hun.
Et tegn måtte være nok
Svaret kom ikke som en tydelig besked. Men da hun rev sin akillessene over under en løbetur og pludselig blev tvunget til at sætte tempoet ned, fik hun god tid til at tænke sig om. Valget stod mellem at blive i København eller flytte til Aarhus for at læse videre til diplomingeniør.
»Jeg besluttede, at hvis Gud ikke lige sendte et eller andet, som gjorde, at jeg skulle blive i København, så ville jeg flytte til Aarhus. Og det måtte være et tegn nok,« siger hun.
Der skete ikke noget, der ændrede hendes beslutning. Derfor er Francisca lige flyttet til Aarhus, og næste sommer er hun nok igen at finde som lejrchef på sommerlejren i Bisserup.
