Advarsel: Artiklen omtaler selvmordstanker. Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, bør du straks søge hjælp. Du kan kontakte Livslinien på tlf. 70 201 201.
Anton var fræk som få og i mange år en af børnenes favoritter på bibelcampings. Lene Bøndergaard var så dygtig til sit håndværk, at man næsten glemte, at bugtalerdukken intet var uden hende.
Sammen kunne de få børnene til at skrige af grin og lytte opmærksomt, når de gav det største til de mindste. Livet forlod først Anton, når hun trak hånden til sig og lagde ham tilbage i kufferten.
Der har han nu ligget i fem år.
Og kunne han linde på låget, ville han vågne op til en helt ny virkelighed.
Ondt med ondt på
Lene Bøndergaard kan stadig tale som Anton uden at bevæge læberne, men der er meget andet, hun ikke kan.
Hjemme i Vildbjerg går hun med rollator, men er ellers bundet til kørestolen. For hun er mere eller mindre følelsesløs i højre side af kroppen, og hun falder let.
Seks gange om dagen kommer hjemmehjælpen og hjælper hende med alt fra toiletbesøg til madlavning.
»I 2021 fik jeg en diskusprolaps. De tilbød mig en operation, men jeg skulle vide, at jeg med stor sandsynlighed ville blive lam fra halsen og ned, hvis der opstod en blødning,« fortæller hun.
Og selvom jeg også selv følte mig rådvild, oplevede jeg egentlig, at Gud brugte mig. Og først og fremmest følte jeg mig aldrig nogensinde forladt af ham
På det tidspunkt havde hun allerede ligget længe i en plejeseng. Helt dopet på morfin og uden at kunne noget som helst.
»Det var jo ikke et liv, og jeg havde virkelig ondt med ondt på. Min mand, Jarne, og jeg blev hurtigt enige om at takke ja til operationen og lægge resten over til Gud,« husker hun.
Da lægerne fik åbnet hende, skete det, der ikke måtte ske.
Det sorte hul
»Der opstod en blødning, men jeg blev ikke lam. Så selvom jeg er endt i kørestol, føler jeg, at Gud holdt hånden over mig. Det kunne have været værre,« siger hun.
Men det var slemt nok. Det har siden vist sig, at følelsesløsheden ikke kun skyldtes operationen, men også at den medicin hun fik, ødelagde de perifere nervebaner. Skaderne er uoprettelige.
»Jeg har haft gigt, siden jeg var barn, men det kunne jeg styre, når jeg huskede at passe på mig selv. Sådan er det ikke med det her. Det har forandret mit og min families liv,« siger hun.
Realiteterne fyldte hende med sorg og frustration. Ikke mindst på grund af den indvirkning, hendes fysiske nedtur havde på Jarne og sønnerne Daniel og Jonas, som i dag er 22 og 19 år.
Midt i det hele blev hun ramt af dyb depression.
»Det hårdeste var at havne i det sorte hul. Jeg troede aldrig, at jeg skulle komme så langt ud. Men det kom jeg.«
Alvorlige selvmordstanker trængte sig på, og i 2022 gav Jarne hende valget mellem at lade sig indlægge frivilligt eller med tvang. Han turde simpelthen ikke at have hende derhjemme længere.
Til sidst accepterede hun, og i dag er hun taknemmelig. Havde han ikke insisteret på indlæggelsen, var det næppe blevet ved tankerne, mener hun.
Aldrig forladt
»Jeg kom ret hurtigt frem til, at jeg ikke skulle finde mening i lidelsen. Det tror jeg generelt ikke, at man skal, for så kan man godt nok komme til at lede længe, mens man bare synes, at alt er uretfærdigt,« siger hun nøgternt.
»I stedet vovede jeg at tænke, at Gud måtte have en plan. Jeg kunne ikke se nogen plan, men det føltes trygt at tænke på, at han havde styr på det.«
Den første og længste indlæggelse varede tre måneder, hvor hun fandt ind i hospitalets rytme, og var med, når præsterne kom på afdelingen eller holdt andagter i kirken. Hun sang også for, når der blev sunget morgensang.
»Mine medpatienter fandt hurtigt ud af, at jeg var kristen, og det gav mange bibelsnakke. For når man er indlagt på psykiatrisk, er der rigtig mange, der søger en mening med det hele. Og selvom jeg også selv følte mig rådvild, oplevede jeg egentlig, at Gud brugte mig. Og først og fremmest følte jeg mig aldrig nogensinde forladt af ham.«
Jeg vil ikke være bitter
Lene Bøndergaard havde siden 2013 arbejdet som konsulent i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler (DFS). Hun havde været sygemeldt længe, men efter indlæggelsen havde hun en fornemmelse af, at livet igen var kommet på ret kurs.
Derfor var det et stort slag for hende, da hun blev opsagt på grund af for meget sygefravær.
»Den havde jeg ikke set komme. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville kunne arbejde på samme vilkår som hidtil, men jeg troede faktisk, at jeg på en eller anden måde kunne komme tilbage. Det gav mig også motivation at stile efter det.«
Jeg får intet ud af at smække med døren, og det går kun ud over mig selv, hvis der er mennesker, jeg ikke kan tale med eller se i øjnene
Fyresedlen væltede hende omkuld igen og kostede også endnu en indlæggelse. Det er stadig et kapitel, som hun arbejder på at kunne lægge helt til side.
»Jeg får intet ud af at smække med døren, og det går kun ud over mig selv, hvis der er mennesker, jeg ikke kan tale med eller se i øjnene. Så jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil være bitter. Og jeg synes stadig, at arbejdet i DFS er det vigtigste, der findes, og det bliver jeg ved med at synes.«
Et nyt fristed
Første vendepunkt kom, da en psykolog konstaterede, at Lene Bøndergaard har PTSD (Posttraumatisk stresssyndrom), udløst af både fysiske og psykiske traumer.
»Det gav mig nogle vigtige brikker til det puslespil, som ellers var gået helt i stykker,« fortæller hun.
Det næste vendepunkt blev, da hun og Jarne for to år siden var i Herning for at opleve DM-ugen – et stort idrætsstævne, hvor der afholdes danmarksmesterskaber i en lang række forskellige sportsgrene.
»Vi så blandt andet skydning, og det var virkelig fascinerende,« fortæller hun.
Her var der en, der overbeviste Lene Bøndergaard om, at hun også skulle skyde, og at kørestolen ikke var en hindring.
»Jeg kendte ingen, der skød, men jeg tænkte: ‘Hvorfor ikke?’ Og så begyndte jeg til skydning,« smiler hun.
Det blev et nyt fristed. Et sted, hvor hun kunne lukke de mørke tanker ude og bare koncentrere sig om at placere det næste skud så tæt på centrum som muligt.
Skydebane i stuen
Og hun var god. Usædvanligt god.
En enkelt træning blev hurtigt til flere, og snart begyndte hun at deltage i stævner med Jarne ved sin side som assistent.
I februar deltog hun i sit første internationale stævne på hjemmebane i Vildbjerg, hvor også det danske para-skyttelandshold var med. Efterfølgende blev hun selv udtaget til landsholdet.
»Jeg tror ikke på tilfældigheder. Jeg er overbevist om, at det var Guds plan, at jeg skulle opdage en sportsgren, som jeg intet kendte til, men som jeg åbenbart havde talent for. Nu er jeg spændt på, hvad han så vil bruge det til,« siger hun.
Hun træner nu to til fem gange om ugen på skydebanen og har desuden en ti-meterbane til luftriffel derhjemme. Når hun sidder i kørestolen i gangen, kan hun skyde efter en skive inde i stuen.
Og hun bliver fornærmet, når gæster leder efter huller i væggen bagved.
»Man kan højst skyde 10,9, og for at være med på internationalt niveau skal man ramme 10,6 eller bedre. Det betyder, at alle skud skal ligge inden for en millimeter. Så man skal ikke frygte, at jeg ikke kan holde mig inden for skiven,« smiler hun.
Dyr sport
For at sikre fair konkurrence inddeles alle para-atleter i klasser på baggrund af deres handicap. I sommer blev Lene Bøndergaard klassificeret ved et stævne i Serbien, så nu kan hun begynde at samle point til EM, VM og de paralympiske lege (PL).
»Nu må vi se, hvad jeg kan drive det til. Jeg er jo kommet sent i gang i forhold til mine konkurrenter, og det er dyrt at rejse rundt til stævner, når man lever af en førtidspension. Alene riflen koster over 40.000 kroner,« fortæller hun.
Hun er derfor på jagt efter sponsorer og har foreløbig allieret sig med Mikael Hvergel, der har sit eget firma og er en tusindkunstner, når det gælder kreative løsninger. Han bidrager kontant, og så har han også designet et særligt stativ til riflen, som kan monteres direkte på kørestolen.
Størst ville det være at repræsentere Danmark ved PL, men det afholdes kun hvert fjerde år, og Lene Bøndergaard ved godt, at hun som 50-årig ikke har mange skud tilbage i bøssen, hvis hun skal have den oplevelse med.
Der skal også være plads til andet end skydning. Bibelkredsen og torsdagsmøderne i missionshuset vil hun ikke undvære. Det samme gælder den lokale Gospel-kids-gruppe, som hun trods sit handicap stadig står i spidsen for.
Hun er også gået i gang med en etårig peer-uddannelse, hvor personer, der har erfaring med for eksempel sygdom eller psykisk sårbarhed, kan blive udrustet til at hjælpe andre i samme situation.
»Sådan én kunne vi godt have brugt, da det hele ramlede. Og jeg synes, vi mangler sådan en i IM eller DFS. En, der selv har prøvet det, og som tør snakke om det.«
Heldigvis har hun humoren i behold.
»Det kan ofte fjerne lidt af berøringsangsten, når jeg laver sjov med mit handicap. Og min humor kan være temmelig sort. Men jeg ville hellere, at folk bare sagde, hvad de tænkte.«
Trænger til at have det godt
Der er nu flere gode dage end dårlige, men Lene Bøndergaard kan stadig rammes af mismod.
»Så tænker jeg, at nu trænger jeg bare til at have det godt. Jeg trænger til at kunne bevæge mig frit og til ikke at have ondt. Og jeg ved, at jeg en dag skal få det godt hjemme hos Gud,« siger hun og tilføjer:
»Men jeg har også erkendt, at det ikke er mig, der skal bestemme, hvornår jeg skal hjem til ham.«
Indtil da prøver hun at få så meget ud af livet som muligt.
»Jeg kan ikke træne mig til at kunne væsentligt mere, men jeg kan forsøge at holde det ved lige,« siger hun.
Og så bliver hun bedre og bedre til at bruge venstre hånd. Hun har blandt andet lært at skrive og spille klaver med venstre. Hun kigger ud i stuen, som om hun har fået en tanke, hun ikke helt tør sige højt.
»Jeg har faktisk også overvejet, om jeg på et tidspunkt skal have Anton ud af kufferten igen. Måske kan jeg godt lære at styre ham med venstre hånd.«
