Det er en solbeskinnet eftermiddag i Käte Jonassens lejlighed i Fredericia. Veninden Herdis Jakobsen fortæller, at de to har hygget sig, læst i Bibelen og bedt sammen.
Sådan er det blevet mellem de to naboer, der for alvor lærte hinanden at kende for godt et halvt år siden. I dag deler de både tro, fortrolige samtaler og hverdag.
Da Herdis Jakobsen havde mistet sin ægtefælle, bad hun Jesus om hjælp til at finde et sted at bo. Hun havde forestillet sig et rækkehus med have, men endte i en lejlighed på 70 kvadratmeter.
I samme opgang boede Käte Jonassen, og der gik ikke lang tid, før de to naboer faldt i snak.
Käte Jonassen fortalte, at hun følte sig holdt udenfor af de andre beboere i lejlighedskomplekset. På grund af sin Alzheimers-sygdom havde hun oplevet, at nogle trak sig fra hende.
»Der var en, der spurgte mig, om demens smitter?« fortæller Käte Jonassen, der i fem år har haft sygdommen, som bliver holdt nede af medicin.
»Jeg sagde, at uanset hvad andre siger, så elsker Gud dig,« siger Herdis Jakobsen som lyttede intenst til venindens ord.
»Jeg kan huske hendes reaktion, for hendes ansigt strålede: ‘Ej, siger du det?’«
»Jeg var ked af det og havde slet ikke tænkt den tanke,« tilføjer Käte Jonassen, som derefter spurgte, om de kunne snakke om det, at Gud elsker hende.
»Lige så meget, som du har lyst,« svarede Herdis Jakobsen.
Ligesom i søndagsskolen
Käte Jonassen stammer fra Bornholm, hvor hun også boede, indtil hun blev gift og flyttede til Haderslev. Her fik parret fire børn, men pludselig døde hendes mand, og hun stod alene tilbage med fire små børn.
»Jeg havde lyst til at komme i kirke, men jeg havde ikke overskud til det, så det skabte en afstand til kirken,« forklarer hun.
Da Herdis Jakobsen inviterede hende med til gudstjeneste i Fredericia, sagde hun straks ja. Nu kommer hun regelmæssigt og nogle gange også rigtig tidligt.
Herdis Jakobsen synger i kirkens kor og skal derfor møde tidligere for at øve salmer og korværker til gudstjenesten. Käte Jonassen vælger ofte at følges med hende og kan derfor sidde alene i kirken i næsten en time, mens veninden øver.
Jeg sagde, at uanset hvad de siger, så elsker Gud dig
»Det gør ikke noget, for jeg nyder det,« siger hun og forklarer, at der er noget ved at komme i kirken, som vækker genkendelse i hende.
»Jeg har gået i søndagsskole, og følelsen fra dengang er den samme. Jeg kan ikke forklare det, men det føles rart i maven. Jeg kan bare smile, fordi der er ro og fred, og det er dejligt at være der,« siger hun.
»Når man kommer ud af kirken, står præsten der, og jeg får et kram. Det nyder jeg virkelig.«
Sammen med veninden kommer hun også i kirkens café, hvor »det er dejligt at sidde med nogle af de andre fra kirken,« som hun siger, og i det hele taget oplever Käte Jonassen at mennesker dér møder hende med smil og venlighed.
»Der er ingen, som ser ned på mig,« fortæller hun.
Det er her jeg hører til
Udover kirken har Herdis Jakobsen inviteret veninden med til møder i missionshuset i Erritsø. Käte Jonassen oplever at blive mødt med venlighed og åbenhed i det kristne fællesskab, og hun føler ikke, at hun hele tiden skal passe på med at gøre noget forkert.
»Der er ingen, der siger: ‘Nej, det må man ikke,’ eller ‘Sid ordentligt’,« forklarer Käte Jonassen og forsøger at beskrive, hvordan det føles at komme et sted, hvor hun ikke kender alle, men samtidig føler, at det er her, hun hører til.
Veninderne mindes et møde i missionshuset i foråret, hvor Käte Jonassen slugte alt, hvad forkynderen sagde.
»Det er det bedste, jeg længe har hørt,« udbrød hun spontant, da mødet sluttede.
»Jeg blev rigtig glad. Det var Kätes ‘Goddag alle sammen, jeg er her!’,« tilføjer Herdis Jakobsen.
Bemærkningen gjorde noget helt særligt ved stemningen, og det blev sent, inden mødet sluttede.
Herdis støtter Käte
Venskabet mellem de to kvinder handler ikke kun om kirke og møder. De har også fået en fælles hverdag, hvor der er plads til udflugter, kaffe og fortrolige samtaler.
De følges ad til stolegymnastik, fællessang og fællesspisning, som arrangeres for beboerne i lejlighedskomplekset. Det har givet Käte Jonassen mod på at deltage i nogle af de mange tilbud for seniorer.
»Med Herdis ved min side tør jeg, for jeg er lige så god som alle andre,« siger hun.
Hun føler sig ikke længere så ensom, men har fået mere mod på livet igen.
En dag tog de på tur til syd for Haderslev Fjord med madpakker og kaffe. De satte sig ved vandet og talte sammen om livet.
For Käte Jonassen betyder venskabet ikke kun, at hun har fået en fortrolig at tale med. Herdis Jakobsen hjælper hende også med forskellige ting.
»Jeg ser Kätes vanskeligheder og kan nogle gange hjælpe hende igennem det. Jeg støtter hende med at få noteret aftaler i kalenderen, og når hun er i tvivl om noget, spørger hun mig, fordi hun synes, at jeg er god at tale med,« fortæller hun.
Har samme humor
Hjælpen går også den anden vej. Herdis Jakobsen har nogle gange smerter i ryggen og kan have svært ved nogle af de huslige opgaver. Så tilbyder veninden sin hjælp.
»Næste gang, du skal støvsuge, siger du det lige til mig, så kommer jeg og gør det,« insisterer veninden.
De to veninder kan fortælle hinanden ting, som de ikke nødvendigvis taler med andre om.
»Og så har vi også lidt den samme humor,« siger Käte Jonassen og smiler stort.
Jeg har gået i søndagsskole, og følelsen fra dengang er den samme. Jeg kan ikke forklare det, men det føles rart i maven
I august tog de to veninder for første gang på ferie sammen. Det foregik på seniorcamping på Mørkholt Strand Camping, selv om Käte Jonassen ikke helt vidste, hvad seniorcamping var.
»Jeg tænkte, at det måtte være noget med Jesus,« fortæller hun.
Hun fandt sig hurtigt til rette blandt de andre deltagere.
»Jeg synes, det var så meget samhørighed. Der var ingen sure miner. Alle var glade,« siger Käte Jonassen, der gjorde noget, hun ikke havde prøvet før.
Sammen med Herdis Jakobsen fortalte de deres venskabs- og troshistorie til den store forsamling, da der var mulighed for at fortælle om personlige oplevelser.
»Bagefter kom folk til os og snakkede. Vi fik mange smil, og folk takkede for vores fortælling. Det havde jeg slet ikke forestillet mig,« fortæller hun.
Ord på troen
Venskabet med Herdis Jakobsen har også betydet, at Käte Jonassen i højere grad har fået sat ord på sin tro.
»Herdis’ ord om, at Gud elsker mig, har forandret mig totalt. Det har min familie også bemærket,« understreger hun.
»Jeg har altid troet på Gud, men i mange år har jeg gemt det lidt væk. Nu betyder det meget.«
Käte Jonassen har stadig sin bibel fra konfirmationstiden, men den har i mange år mest ligget ubrugt hen, så hun ville købe en ny.
»Jeg ville gerne læse i Bibelen, så jeg fandt en bibel i en genbrugsbutik, og senere købte jeg en nyere udgave.«
»Du har faktisk købt tre bibler. Den sidste købte du på seniorcamping,« tilføjer Herdis Jakobsen med et smil.
Käte Jonassen viser sin bibel frem, hvor der ligger et bogmærke fra dengang, hun gik i søndagsskole.
Nu fortæller hun sine børn, at hun tror på Gud, og at hun går i kirke og kommer i missionshuset.
»De har lagt mærke til, at jeg er blevet gladere,« fortæller hun.
Venskabet med Käte Jonassen betyder meget for Herdis Jakobsen.
»Jeg glædes over det, vi deler sammen på cyklen, i kirken, i missionshuset eller når vi går på café,« siger Herdis Jakobsen og forklarer, at venskabet også har styrket hendes egen tro.
»Det er blevet mere og mere tydeligt for mig, at vi må bede Jesus om at lede os på den vej, vi skal gå,« understreger hun.
»Jeg har fået endnu mere frimodighed til at fortælle andre om min kristne tro.«
