Hvorfor helbreder Gud ikke?
Det spørgsmål har Peter Flyvholm fra Aarhus levet med i 23 år. Han har bedt om at blive rask, været vred på og skuffet over Gud og spurgt, om Gud overhovedet hører hans bøn. Samtidig glæder han sig oprigtigt over, når andre bliver helbredt.
»Der sidder dog stadigvæk en knude i mig, som siger: Hvorfor ikke mig, Gud?« forklarer Peter Flyvholm.
Siden han som 18-årig kørte galt på vej til en forårskoncert på HF, har han levet med smerter. Han fik piskesmæld, voldsomme smerter og hyppige migræneanfald. Senere fulgte en alvorlig depression med flere indlæggelser på psykiatrisk afdeling i Skejby og over 40 behandlinger med elektrochok. Depressionen hænger stadig ved, og sygdommen har påvirket hans kognitive evner.
I december 2025 blev han tilkendt førtidspension. I dag har han omkring fire-fem timer om ugen med overskud. Det har ændret meget i hans liv. Også hans mulighed for at bruge det, han oplever som sit kald.
»Det er en drøm, der er bristet. Jeg har altid haft et kald til at udbrede Guds ord. Det kan man gøre på mange måder, men nu er mine kognitive evner udfordret. Og hvordan skal jeg så gøre det?« spørger Peter Flyvholm, som ikke længere tror, at han skal ud at forkynde.
Det betyder ikke, at han har opgivet at bruge kræfter på kirkeligt arbejde. I stedet forsøger han at finde en anden måde at være med på. En måde, som passer til det liv, han kan leve nu, og han håber at kunne bruges som frivillig ved forskellige arrangementer i Aarhus.
Det der gør allermest ondt
Peter Flyvholm bor i missionshuset Bethania, hvor han er portner. Så tit han magter, deltager han i møderne i det kristne fællesskab, og når han går i kirke, vælger han ofte den tidlige gudstjeneste klokken ni i Christianskirken.
»Der er færre mennesker, og det er en mere stille, traditionel gudstjeneste. Det kræver ikke så meget af mig, og så er det nogle gode mennesker,« forklarer han.
Sygdommen har både ændret hans hverdag og hans forhold til andre mennesker. Noget af det, der gør allermest ondt på ham, er oplevelsen af, at han ikke længere kan være der for sin kone på samme måde som før. Samtidig har hun båret ham, når han ikke selv har kunnet.
»Dér, hvor jeg ikke selv har kunnet bede, har hun bedt for mig eller med mig, og det har været en stor gevinst for mig,« fortæller Peter Flyvholm.
I hans smågruppe og bibelgruppe har andre også bedt, når han ikke selv kunne. Nogle gange har han ganske enkelt sagt: »Nu må I tage over.«
Trods alt det svære fylder taknemmeligheden over troen på Gud, ægteskabet og livet mest. Han tror, det handler om viljen til at se Gud og tilværelsen på en bestemt måde. Vreden over Gud kan godt eksistere side om side med kærligheden til ham.
»Jeg kan godt finde ting, som er trælse og irriterende. Jeg kan også godt give Gud skylden for, at nu har det også været sådan her i dag. Men det får jeg ingenting ud af,« siger han.
Svære bibelvers
Peter Flyvholm har svært ved ikke at lede efter en forklaring på, hvorfor han ikke bliver helbredt. Er der noget galt med hans tro? Beder han forkert? Tror han ikke nok?
»Jeg er blevet fyldt af en skyldfølelse,« siger han og forklarer, at det også rammer hans selvværd.
»Når Guds skaberværk er perfekt, hvorfor skal jeg være plettet? Er der noget i vejen med mig som menneske?« spørger han.
Han ved godt, at det ikke handler om, at han tror for lidt, tror forkert eller beder forkert. Men han beskriver en følelse, som mange, der lever med sygdom i lang tid, kan genkende. Særligt når andre omkring dem oplever at blive helbredt.
Når han hører om mennesker, der bliver helbredt, kan han oprigtigt glæde sig.
»Jeg er så lykkelig for dem, der er blevet helbredt. Det er jo fantastisk, når Gud griber ind. Det er et mirakel, når Gud viser sin almagt,« siger han.
Men glæden over andres helbredelse fjerner ikke hans egen skuffelse over Gud. På et tidspunkt troede Peter Flyvholm, at helbredelsen var på vej. I en drøm fik han besked på at være tålmodig.
»I første omgang syntes jeg, det var stort, at Jesus sagde til mig, at jeg skulle være tålmodig. Bagefter blev det sådan lidt en mavepuster, når det ikke skete noget,« forklarer han.
Nogle gange oplever han bønnen som en monolog.
»Det kan være hårdt, og nogle gange spørger jeg Gud, om han overhovedet hører mig, hører min smerte. Men når han er til stede, så er det altså også godt,« siger Peter Flyvholm.
Kan ikke bruge det til noget
Han holder ikke vreden skjult for Gud.
»Hvis der er noget, jeg er vred over, så siger jeg det højt. Jeg er dårlig til at lukke munden på mig selv,« forklarer han.
Han læser stadig Bibelen og holder fast i, at løfterne også gælder ham. Men det kan være rigtig hårdt at læse vers om, at mennesker kan bede Jesus om alt, og så vil han give dem det. Eller at høre andre fortælle, at de bad og straks blev helbredt.
»Det provokerer mig. Hvorfor er der indtil videre gået 23 år?« siger han.
Det er også her, de velmenende forklaringer kan blive svære. Han kender dem. Som når mennesker for eksempel forsøger at forklare hans situation ved at henvise til Moses og ørkenvandringen.
»Nogle har sagt til mig, at det er min ørkenvandring. Jeg siger bare: Tak for kaffe! Jeg kan ikke bruge det til noget,« understreger han.
Peter Flyvholm ved godt, at forklaringerne ofte kommer af omsorg. Men efter mange år med sygdom har han ikke brug for endnu en forklaring på, hvorfor han ikke er blevet rask.
»Når man som jeg har kæmpet med sygdom i mange år og har prøvet alt, så behøver andre mennesker ikke at komme med nyt. Det vigtige er at sætte sig ned og lytte til personen.«
Kirken har et ansvar
Det er også en del af grunden til, at han tidligere har skrevet om emnet, for han oplever, at kirken kan have svært ved at rumme mennesker, som beder om helbredelse, men ikke bliver helbredt.
»Kirken har en berøringsangst. Jeg tror, den har det lidt ligesom i Jobs Bog, hvor vennerne gerne vil forklare alt det, som Job bliver udsat for,« mener Peter Flyvholm.
For ham handler det ikke om at afvise helbredelse eller bøn om helbredelse. Tværtimod glæder han sig, når Gud griber ind. Men kirken skal også kunne rumme dem, der ikke får det ønskede svar på bøn.
»Der er et segment, som ikke bliver helbredt, og dem skal vi også tage hånd om. Det er ikke sikkert, at de alle sammen kommer lige så godt igennem det,« siger han.
Peter Flyvholm mener, at manglende helbredelse i værste fald kan få mennesker til at miste troen.
»Hvis ikke engang kirken kan håndtere de mennesker, som ikke er blevet helbredt, hvor står vi så henne?«
Beder på en anden måde
Han voksede op med et billede af Gud som den hårde og straffende, men gennem sygdomsforløbet har hans gudsbillede ændret sig.
»Mit forløb har nok gjort, at jeg i stedet har set den nådige Gud, som elsker mig. Han er ikke draget bort, men han vil mig noget,« siger Peter Flyvholm.
Han viser tre lerfigurer, som han har lavet. Den første er foroverbøjet og ru, den anden lidt mere oprejst, og den tredje står ret op og er glat. På de to første har han lavet et hjerte.
»Gud sagde til mig en nat, at jeg skulle skildre den bevægelse, som de tre figurer skildrer, og have hjertet med i de to første. For Guds kærlighed er der stadigvæk, selv når alt er allersortest,« siger han.
»Det betyder ikke, at jeg forstår, hvorfor mit liv skulle formes gennem smerter og en alvorlig depression.«
Selv om Peter Flyvholm ikke er blevet helbredt, har han stor tillid til Gud. Derfor er han også flere gange blevet salvet.
»Jeg vil gerne lægge det hele over i Guds hænder. Det bliver meget mere virkeligt på den måde, at ansvaret ligger hos ham. Det er der, det ligger bedst,« siger han.
Når Peter Flyvholm skal sætte ord på, hvorfor han stadig holder fast i Gud, handler det om Guds trofasthed. Han har ikke fået det svar, han har bedt om, men han har heller ikke mistet håbet.
»Jeg er ikke i tvivl om, at Gud er med mig i alt, hvad der sker med mig.«
Derfor holder han også fast i at bede Gud om helbredelse, men hans bøn er blevet anderledes.
Tidligere bad han mere direkte: Vil du helbrede mig, Gud? Nu lyder den sådan:
Kære Gud, vil du gøre mig rask, og hvis det er din vilje i dag, vil du så ikke give mig noget på vejen, som kan bære mig sammen med smerterne?
