Den milde forårsaften i Vejlby Risskov i Aarhus er den bedste kulisse til storkampen mellem AGF og Sønderjyske. Det er tredjesidste spillerunde i Superligaen, og AGF skal vinde, hvis traditionsklubben skal holde liv i drømmen om det første mesterskab i 40 år. Der er langt mere end tre point på spil.
Fans i hvide AGF-trøjer strømmer til fra alle sider. Børnefamilier, unge og seniorer. 11.000 er der plads til på det midlertidige stadion, der i denne sæson udgør AGF’s hjemmebane, og alt er udsolgt.
Der lyder et brøl fra de mange fans, da spillerne løber ind på banen til opvarmning.
Flemming Baatz Kristensen, 72 år, pensioneret præst og passioneret AGF-fan er forbi stadion inden kampen for at hilse på gamle venner. I modsætning til dem har han dog ikke fået billet til kampen, så han må nøjes med det næstbedste.
Han skynder sig hjem og sætter sig til rette foran tv’et i lejligheden få hundrede meter derfra, klar til kickoff med et glas koldt hvidvin.
»Jeg tager næsten aldrig til udekampe. Undtagen hvis jeg alligevel er i København, og de spiller på Brøndby Stadion, i Nordsjælland eller i Parken,« fortæller han.
Til daglig følger han primært de danske kampe, La Liga og så UEFA Champions League.
»Fodbold er en stor del af mit liv. Det har det altid været, og det er ikke blevet mindre,« siger han.
»Jeg interesserer mig også for politik og historie, og jeg er endda begyndt at gå i biografen igen. Men interessen når aldrig samme niveau som fodbold, og særligt når AGF og Real Madrid spiller.«
Kampens fight og stemningen
Mens trommerne banker, og »Kom så De Hviiie!« ruller som bølger gennem stadion, fortæller Flemming Baatz Kristensen, at glæden ved fodbold begyndte allerede i barndomsbyen Hirtshals. Men det var først i Aarhus, sidst i studietiden, at det for alvor tog fart.
»Jeg blev fan i slutningen af teologistudierne. AGF lå ikke ligefrem i toppen, og der var ikke meget virak. Men omkring 1981 begyndte jeg at gå på stadion. Og dér var det virkelig spændende,« fortæller han.
Fodbold er en stor del af mit liv. Det har det altid været, og det er ikke blevet mindre
Siden fulgte år i København med embede ved Vigerslev Kirke, hvor fodbolden gled lidt i baggrunden. Da han i 1989 vendte tilbage til Aarhus som præst ved Sct. Pauls Kirke, var der igen andre ting, der fyldte.
Men én sæson ændrede det hele.
»I ‘95-‘96 begyndte jeg igen at gå fast til hver hjemmekamp. Det var spændende, men også hårdt og irriterende, da Brøndby udlignede til 3-3 i sidste minut og vandt mesterskabet foran AGF,« husker AGF-tilhængeren, der også nød samtalerne med spillerne, når han mødte dem tilfældigt i byen.
Han begrunder, hvorfor han blev AGF-fan.
»Jeg tror, det var stemningen. Spændingen, kampens fight – scorer de mål, vinder de? Og at man fulgtes med nogen ud på stadion. Du følges med nogle. Man sidder det samme sted hver gang, taler sammen, og så vokser det. Det er humoren, og de kommentarer, folk kommer med, så man kan være ved at dø af grin,« forklarer han.
»Der er noget ved spillet og spændingen: Vinder de? Taber de? I sådan et slutspil, som vi er i nu, sidder man med nerverne helt uden på skjorten og lever med i hver eneste kamp. Det fylder så meget, at man kan vågne om natten og tænke på det.«
Ikke så god til selvdisciplin
Mens kampen er i gang, tikker beskeder ind på telefonen, og svar ryger afsted. Samtidig følger han hvert træk på banen.
»Jeg er tit på sms under kampene,« siger han og viser skærmen frem. En tråd med blandt andre en journalist fra Kristeligt Dagblad.
»Vi skriver hele tiden. Jeg tænker også, han sidder derude på stadion nu. Se, der er han,« siger han og vender telefonen.
Blikket vender tilbage til kampen. Et indlæg, et råb: »Kom så GF!« Han læner sig frem.
»AGF har altid været et fysisk hold, et hold der kan gå til stålet. Men det nye i denne sæson er, at de spiller godt. Tempoet er højt, og det har været virkelig imponerende. Og nu ligger de til mindst en andenplads. Det er jo helt vildt. De har haft en bragende sæson,« fortæller han.
Han smiler kort, men bliver så mere alvorlig.
»Der er nogen, der siger, at fodbold er vigtigere end livet. Der er noget om det, mens kampen er i gang. Men man skal også huske, at det bare er fodbold,« siger han.
»Jeg sagde engang til en ældre mand i kirken, som blev helt slået ud, når AGF tabte: ‘Husk lige ti minutter efter kampen at sige til dig selv: Det er kun fodbold. Hvis de vinder, kan du være glad hele ugen. Men hvis de taber, må du disciplinere dig selv.’
Det har jeg så ikke altid selv været lige god til de sidste par år, må jeg indrømme,« understreger Flemming Baatz Kristensen.
For nogle år siden tilbød han at prøve kræfter som stadionspeaker. Han kom til stemmeprøve og fik tjansen.
»De sagde: ‘Vi vidste godt, at du ville være god. Men du må gerne tale lidt hurtigere end i kirken’,« fortæller han og griner.
Han tog det til sig. Satte tempoet op, og samtidig åbnede der sig et nyt fællesskab omkring kampene.
»Jeg lærte folkene i speakerboksen at kende. Vi spiste sammen før kampen, tog en øl bagefter, faldt i snak. Og så mødte jeg de der koryfæer, jeg kun har læst om. Nogle af dem har endda haft deres børn til konfirmationsforberedelse hos mig,« fortæller den pensionerede præst.
Parallel mellem kirke og fodbold
Første halvleg bølger frem og tilbage uden for alvor at kaste de store chancer af sig. AGF slider, men det sidste mangler. Den passionerede fan følger intenst kampen.
»Årh, han fik ikke fat i den!« udbryder han som en kommentar til en angrebsspiller. »Jamen, han skal bare blive ved. Pludselig lykkes det.«
Han ryster på hovedet.
»De er for ivrige efter at score. De bliver for offensive og mister balancen.«
Der er noget ved spillet og spændingen: Vinder de? Taber de? I sådan et slutspil, som vi er i nu, sidder man med nerverne helt uden på skjorten og lever med i hver eneste kamp
Kampen får ham til at tænke på noget andet, han kender indgående.
»Der er faktisk paralleller til det kirkelige. Der er noget genkendeligt hver gang. I kirken ved man heller ikke helt, hvad der sker: Hvad får Gud sagt? Hvad rammer én? Lidt ligesom i fodbold, hvor ingen kampe er ens,« fortæller Flemming Baatz Kristensen, der sammenligner kirken med fankultur.
»Man kan måske godt kalde en menighed for en slags ‘fanklub for Jesus’, og der kan opstå øjeblikke under en gudstjeneste og kampen på banen, der minder om hinanden. Når en salme løfter sig, orglet bruser, og alle synger med, så er det lidt som jubelbrølet på stadion. Bagefter kan man næsten sige: ‘Hold fast, det var en god prædiken’, ligesom man taler om et flot mål.«
Frygteligt når AGF taber
Troen blander han dog ikke ind i resultatet.
»Jeg beder aldrig om sejr. Det synes jeg ikke, man skal. Modstanderen vil jo også vinde. Men når man sidder midt i det, kan det føles vigtigere end livet. Det er ikke helligt, det er bare intenst,« konstaterer han.
Hans tro har heller ikke ændret hans måde at være fan på, forklarer han. Men den sætter nogle grænser.
»Man skal opføre sig ordentligt. Jeg kan ikke med det der med at råbe skældsord efter dommeren. Jeg kan godt blive engageret, men der er en grænse,« understreger Flemming Baatz Kristensen.
»Man kan holde med sit hold 110 procent uden at ønske de andre noget ondt. Men jeg indrømmer: Hvis en vigtig spiller hos modstanderen er ude, så kan jeg godt trække lidt på smilebåndet.«
Han læner sig tilbage, mens kampen fortsætter.
»Der er ting i fanmiljøet, jeg ikke bryder mig om. Folk, der drikker for meget, for eksempel. Man skal ikke drikke sig fuld, kun glad. Jeg sidder også selv med en øl og en pølse – det hører med,« forklarer præsten, der møder fans fra andre klubber på samme måde, som han vil møde andre mennesker.
»Det er ikke noget problem for mig at mødes med andre fans. Møder jeg en Brøndby-fan, kan jeg sige med et smil: ‘God kamp - jeg håber, I slår FCK. Men mod AGF er I jo ikke meget værd.’ Det er sagt med glimt i øjet. Det er en del af spillet.«
Han kommer ind på sproget under en kamp.
»De andre i speakerboksen har sagt til mig: ‘Vi bander løs, men du siger aldrig noget.’ ‘Nej’, svarede jeg, ‘det er jo en sag mellem Gud og jer’. Det har jeg lært af folketingets tidligere formand, Christian Mejdahl.«
Det gør ondt, når AGF taber en kamp.
»Man ved jo godt, at man enten vinder, taber eller spiller uafgjort. Sådan er vilkårene. Men det kan være hårdt. Kampen mod FC Midtjylland i mandags (27. april), hvor de tabte 2-1 efter at have ført 1-0 – det var frygteligt,« forklarer han.
Lad os tale tro med Stig Tøfting
Der falder ro over stuen ved pausen. Efter første halvleg er stillingen 0-0 mellem AGF og Sønderjyske. Noget af entusiasmen er forsvundet. Det er tid til en øl og et stykke smørrebrød. Og en snak om mission på lægterne.
Han blander ikke fodbold og tro sammen, når han er på stadion.
»Når jeg er på stadion, skal jeg ikke tvinge Jesus ned over min sidemand. Jeg skal møde ham venligt, festligt og med et glimt i øjet, og så se, hvad der sker,« fortæller han.
Det hjælper, at folk ved, hvem han er.
»At jeg både er passioneret AGF’er og præst giver nogle ‘billige point’. Folk ved, hvor de har mig,« siger Flemming Baatz Kristensen, der nævner venskabet med nu afdøde biskop Kjeld Holm.
»Vi var teologisk uenige, men vi holdt begge med AGF. Det smurte venskabet.«
Så er der historierne i krydsfeltet mellem kirke og stadion. Som da den tidligere AGF’er Stig Tøfting, hans gode ven, som han har ført samtale med i samtaleprojektet Lad os tale om tro på Godsbanen i november 2025, og som han jævnligt skriver med, overtog værtshuset Søren Bruun, der ligger ved siden af Sct. Pauls Kirke i Aarhus og er et stamsted for AGF-fans.
»Stig Tøfting, min gode ven, ejede i en årrække Søren Bruun. Da han overtog det, sendte jeg en hilsen og ønskede et godt naboskab mellem kirken og værtshuset. Og så skrev jeg til ham: ‘Jeg vil lige minde dig om, at i kirken har vi den bedste spiritus – den hellige spiritus, Kristi blod« fortæller han.
Scoret til 2-1 i overtid
Pausen er forbi, og en indskiftning tidligt i anden halvleg ændrer kampen. En af AGF’s unge spillere kommer ind og sætter tempo på. Presset vokser mod Sønderjyske, og snakken om teologi og fankultur forstummer. Nu gælder det kun kampen.
Syv minutter inde header Tobias Bech hjemmeholdet foran 1-0 efter et perfekt indlæg. Den pensionerede sognepræst springer op fra sofaen, og brølet fra 11.000 fans på stadion finder vej til stuen.
»Jaa! Jeg skruer lige op!« råber han begejstret.
»Kan du se, når der bliver scoret, åbner kampen sig. Der kommer liv i det hele.«
Efter 81 minutters spil udligner sønderjyderne, og stemningen vender fuldstændig i stuen.
»Det går ikke. Det går som i de sidste kampe. De smider det væk til sidst,« siger han opgivende.
Tiden tikker. Dommeren lægger seks minutter til. Endnu en ung spiller bliver sendt på banen, og fire minutter inde i overtiden kommer forløsningen. Den unge indskifter, der sjældent er med, scorer, og stadion bryder ud i en euforisk og helt særlig jubel.
Og Flemming Baatz Kristensen jubler med.
»Jaaaa! De gør det! Fantastisk!« udbryder han og står nu næsten oven på sofaen.
Han fatter sig dog hurtigt. Der er stadig et par minutter tilbage.
»Rolig nu… lad den gå ud… kør den hjem… Fløjt nu af…«
Så lyder dommerens fløjt.
»Ja, den er hjemme,« råber han med armene i vejret. Et grin, der ikke vil stoppe.
»Det er euforien, Anette… se det!«
Interviewet er gennemført, mens kampen om danmarksmesterskabet fortsat var åben, og inden AGF kunne hyldes som vindere.
