Jeg insisterer på at der skal være noget hvid væg i vores hjem

En efterårsdag i 2017 ligger den 20-årige Inge Kiel Hermanns i sengen hjemme hos sine forældre. Hendes hjerte banker derudad, og kroppen føles så tung, at hun ikke kan rejse sig. Tankerne hober sig op, imens hun ligger lammet i sengen, og de små ting, hun normalt bare siger pyt til, vokser sig kæmpestore. Hun er godt klar over, at det er kroppen, der reagerer på, at hun de sidste tre år har presset sig selv for meget. Hun har fået stress.

»På gymnasiet havde jeg haft gang i rigtig mange ting. Gode ting, men også for mange af dem. Jeg havde arbejdet igennem og ikke rigtig givet plads til at holde pauser, restituere og lytte til, hvordan jeg egentlig havde det,« siger den i dag 29-årige Inge Kiel Hermanns, der sammen med sin mand og to-årige datter bor i Aarhus, hvor hun har læst kemi med nordisk sprog og litteratur som sidefag.

I sommeren 2017 var hun netop startet på højskole. Når hun ser tilbage, skulle hun nok have trukket stikket helt og stoppet på højskolen, men allerede efter et par dage, var hun tilbage på skolen.

»Jeg levede med stress i løbet af tiden på højskole, og da jeg kom hjem sommeren efter, ramte det hårdt, og jeg brugte år på at komme mig igen,« fortæller hun.

»Jeg brugte lang tid på at mærke mig selv og bygge en hverdag op, som jeg kunne være i. En hverdag, som var mere simpel og med færre ting, end jeg havde før.«

Noterne blev til en bog

De fysiske stresssymptomer gik over i udbrændthed, hvor Inge Kiel Hermanns led af manglende lyst og overskud til det meste.

»Jeg gjorde egentlig ikke så meget i den periode. Jeg var bare – i stilheden og der, hvor jeg nu var sat. I naturen. I mine tanker. Jeg kunne ikke så meget andet. Jeg kunne ikke rigtig løse det. Sådan noget tager lang tid, så jeg ventede bare på, at det ville blive bedre.«

Hvile er vigtigt for at få sat ens system på pause. For at få øre for, hvad der foregår indeni - og som kristen at få øre for det, som Gud gerne vil tale til én 

Hun skrev sine tanker ned i notesbøger for at huske og for at få et sprog for det, hun ikke nødvendigvis ellers kunne forstå. Disse noter endte ud i den lille bog Hvile, der blev udgivet på Forlagsgruppen Lohse i marts i år.

»Det, jeg skriver i min bog, er ikke nødvendigvis nyt. Men måske kan mine ord hjælpe nogle til at se hvile på en anden måde eller blive mindet om noget, som de har brug for at høre igen,« siger hun.

En måde at lytte til Gud

Inge Kiel Hermanns mærkede på egen krop, hvilke konsekvenser det havde, at hun ikke gav sig selv det åndehul i hverdagen, som kroppen havde brug for.

»Hvile er vigtigt for at få sat ens system på pause. For at få øre for, hvad der foregår indeni – og som kristen at få øre for det, som Gud gerne vil tale til én,« siger hun.

Hun lærte under sit stressforløb, hvordan hvile er et redskab til at zoome ind på Gud og være i relation med ham.

»Hvile er vigtig, fordi man får lov til at lade sit hjerte slå i takt med det hjerte, som har skabt én. Det er en måde både at lytte til sig selv og til Gud på. Når man sætter hverdagens rytme lidt på pause, bliver der plads til at høre de ting, man ikke ellers hører.«

Vandkanden kan blive tom

Inge Kiel Hermanns understreger, at der ikke er noget galt i at have travlt, men at det handler om at finde en balance mellem arbejde og hvile. Hun sammenligner i sin bog mennesket med en vandkande.

»Hvis vi udelukkende bliver fyldt op hele tiden og hviler og hviler og hviler, så flyder vandet til sidst bare ud af vandkanden – ud på ingenting. Men hvis vi kun giver og giver og giver og vander alle mulige andre folk og ting omkring os, så løber vi til sidst tør. Så er der ikke mere tilbage til os selv.«

Hvile kan se ud på mange forskellige måder, alt efter hvem man er som person. Men grundlæggende handler det om at lave noget andet, end man plejer.

De betvivlede ikke, hvordan jeg havde det. De lod mig bare være med det, jeg nu engang havde, og bad de bønner, jeg ikke selv kunne bede

Inge Kiel Hermanns prioriterer selv at komme ud i naturen, hvor hun synes, der er mere plads til tankerne.

»Jeg kan faktisk også godt lide bare at sidde og kigge ind i en væg,« griner hun.

»Jeg insisterer på, at der skal være noget hvid væg i vores hjem, for når der ikke er noget, der forstyrrer, så bliver der mere plads til det, man nogle gange har og er.«

Også aktiviteter som at læse og strikke, samtaler med venner eller at komme i kirke kan give hvile for hende.

»Men det at hvile er ikke nødvendigvis noget, man bare lige gør,« fortæller hun.

»Jeg har selv skullet lære at hvile. Og efter perioder med meget pres på kan jeg mærke, at det tager længere tid at finde hvilen. Jeg tror, at jo mere man er i hvilen og stilheden, jo mere naturligt bliver det også at åbne den dør.«

Hun fortæller, at hun har været nødt til at vælge at holde pauser, for hvis hun først skal være færdig med opgaverne, før hun kan hvile, kommer hun aldrig til det. For der er jo altid mere, hun kunne gøre.

»Nogle gange bliver man nødt til at sige, at nu slapper jeg lige af i det, jeg har klaret, og så kan det næste ordnes om en time eller i morgen. Jeg tror, at en af de ting, der gjorde, at jeg gik ned med stress, var, at jeg arbejdede, før jeg hvilede. At jeg først syntes, jeg kunne hvile, når jeg havde gennemført det og det arbejde eller den og den aktivitet.«

Ifølge Inge Kiel Hermanns gør man sig selv en tjeneste, hvis man dedikerer én dag om ugen til at hvile. Hun pointerer, at det netop er at følge den plan, som Gud har lagt fra verdens begyndelse.

Sjælens mørke nat

Imens hun var nede med stress, oplevede hun en følelse af gudsforladthed.

»Indtil da havde troen altid været en styrke for mig i svære perioder.

Troen havde gjort mig mindre ensom på vejen. Men i den periode havde jeg en følelse af, at Gud havde forladt mig. Det, at troen pludselig ikke kan længere, er det mest smertefulde, man kan opleve som troende.«

Flere år efter faldt hun over begrebet »sjælens mørke nat«, der netop beskriver følelsen af, at Gud forlader én.

Det gav hende et sprog for, hvad hun gik igennem dengang.

»Det var en kæmpe øjenåbner for mig, at der er andre, der faktisk har oplevet noget lignende, for jeg følte mig meget alene i det. Jeg troede på, at Gud var der, men havde samtidig følelsen af, at selvom han var der for alle andre, så var han ikke i mit liv. Det var virkelig tungt og smertefuldt. For hvis Gud ikke findes, så gælder det for alle. Men hvis Gud findes og har valgt ikke at være der for mig, så er jeg helt alene.«

De bad bønnerne for mig

Inge Kiel Hermanns følte, at Gud gled fra hende. Hun havde hverken ord til at bede eller kræfter til at læse i Bibelen, så hun følte heller ikke, at hun kunne gøre noget for at holde fast på ham.

Hun fortæller, at det var den lille IMU, hun kom i, der hjalp hende igennem sjælens mørke nat. De lod hende sætte ord på det, hun oplevede, men kom ikke straks med alle de »rigtige« svar. Dem havde hun heller ikke brug for at høre, fortæller hun, for dem kendte hun godt i forvejen.

»Der var en lille håndfuld mennesker, der havde tid og overskud til at lytte og være i det sammen med mig. De betvivlede ikke, hvordan jeg havde det. De lod mig bare være med det, jeg nu engang havde, og bad de bønner, jeg ikke selv kunne bede. Gud var helt væk for mig, men de viste mig Gud igennem den måde, de var på. Det var med til at føre mig igennem den tid.«

Hun lærte at bruge den ordløse bøn, som kan være en hjælp for dem, der ikke har ord eller kræfter til at bede. For her behøver man ikke at udtrykke tanker, ønsker eller følelser over for Gud, men man sidder bare stille og er åben for, at Gud kan være der sammen med én.

En dag skinner solen mere end månen

Inge Kiel Hermanns har svært ved at sætte en finger på, hvornår hun begyndte at få det bedre, for det at komme ud af stress og udbrændthed er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden.

»Det er lidt ligesom, når man går fra vinter til sommer. Solen er mere og mere til stede for hver dag, der går. Man tænker ikke over det, men lige pludselig er man der, hvor solen skinner mere end månen. «

I dag strukturerer hun sit liv anderledes, end før hun havde stress. Derfor valgte hun som studerende kun at arbejde et bestemt antal timer hver dag, hvorefter hun stoppede, selvom hun måske ikke havde nået alt det, hun skulle. Hun oplevede, at det gjorde hende mere effektiv i den tid, hun havde sat af, så hun rent faktisk nåede det samme, som hendes medstuderende gjorde på længere tid.

»Ved at tage mine pauser bliver jeg også mere nærværende og engageret i de ting, jeg går ind i. Jeg tror ikke, at hvile nødvendigvis gør os mere fraværende for den verden, vi lever i. Den kan også gøre os mere nærværende og mere til stede.«

Få inspiration og seneste nyt fra Indre Mission

Hver anden uge sender vi en mail med gode historier fra vores arbejde og inspiration til foreningsarbejdet. Du får også en smagsprøve på magsinet impuls og en oversigt over kommende arrangementer.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsmail accepterer du, at vi indsamler, behandler og opbevarer oplysninger om dig. Læs mere i vores persondatapolitik.

Tilmeld mig

Tak for din tilmelding

Vi har sendt en mail og bedt dig bekræfte din mailadresse. Du er først tilmeldt, når adressen er bekræftet.