Henrik Arendt Laursen, der er præst ved Vigerslev Kirke i Valby, har i gennemsnit én begravelses- eller bisættelsessamtale om ugen. Så i de 18 år, han har været præst, er det blevet til mange samtaler med sørgende.
Både til samtalen og til den efterfølgende bisættelse eller begravelse er der to hoveddele, som skal med, forklarer han. Denne ene del er minderne, sorgen og afskeden med den afdøde. Den anden del er kirkens budskab om, at der er håb at få. I løbet af samtalen fornemmer han, om der er åbenhed for, at han spørger mere ind til, hvad den afdøde troede på, eller hvad de pårørende selv tror på.
»Nogle gange kan jeg mærke, at de ikke ønsker, at vi skal dykke ned i det, og det er jo okay. Mennesker er forskellige. Jeg kan ikke tvinge den samtale på dem. Det tror jeg i hvert fald ikke, der kommer så meget godt ud af,« siger Henrik Arendt Laursen.
»Så det kan være alt fra samtaler, hvor jeg går næsten helt høj hjem, fordi vi virkelig fik en god snak. Og så er der også samtaler, hvor jeg har en fornemmelse af, at de bare skal have det overstået hurtigst muligt, og hvor jeg slet ikke kommer ind under overfladen.«
En indgangsvinkel til kirken
Når man mister én tæt på, kan der ofte opstå et tomrum i livet. Især hvis det er en ægtefælle, der dør, fortæller Henrik Arendt Laursen. Derfor spørger han ofte ind til, hvilket netværk vedkommende har, når han taler med en efterladt. Ofte er historien den, at det er et ældre ægtepar, hvor den ene har været syg og er blevet passet af den anden i kortere eller længere tid.
»Så dør ægtefællen, og hvad så nu? Nogle gange har pasningsopgaven jo fyldt alt,« siger sognepræsten.
»I det enorme tomrum, som det kan blive for nogle, bliver det jo en redning, at jeg kan fortælle dem, at vi faktisk har et arrangement, der passer til dem.«
Vi skal have modet til at være nærværende overfor de mennesker. I virkeligheden skal alle kristne mennesker jo være vidner om, at der er håb at få
Da der typisk er tale om ældre mennesker, er det for det meste kirkens ældremøder, han henviser til, så de kan få et nyt fællesskab og netværk. Men for andre har det været en bibelstudiegruppe eller et Alfakursus, de er begyndt til. Andre igen er måske bare begyndt at komme til gudstjeneste. Henrik Arendt Laursen kan umiddelbart komme i tanke om fem til ti personer, hvor han ved, at deres ægtefælles død har været anledningen til, at de søgte ind i kirken og troen.
»Gennem bibelundervisning, andagter eller snakke med andre har de skridt for skridt nærmet sig, så troen er vokset fra at være måske en eller anden tro på mere mellem himmel og jord eller en barnetro, til at blive en mere bevidst og aktiv tro.«
Han tænker, at der ofte er to årsager til, at efterladte begynder at opsøge kirken og troen.
»Dels er der det menneskelige. De har brug for et menneskeligt netværk og nogle relationer, så de ikke bliver ensomme. Men der er også det åndelige. Det menneske, de måske har været tættest knyttet til overhovedet, er pludselig dødt. Og tit er de jo så tilpas gamle, at de ved, at deres udløbsdato også nærmer sig. Derfor bliver det relevant for dem. Men jeg tror, at for mange af dem begynder det med det sociale.«
Når livet rinder ud
Henrik Arendt Laursen fortæller, at han og kirkens anden præst bliver tilkaldt, når der er én på den palliative afdeling, der ligger i sognet. Det er den afdeling på hospitalet, hvor man søger at lindre, men ikke længere behandler med henblik på at gøre rask.
»Det er døende mennesker, som ved, at det her er absolut sidste stop. Og mange af dem når kun at være derhenne en uge eller to. De er ikke ved at miste en anden, men ved at miste sig selv,« siger sognepræsten.
Han ved, at han sandsynligvis ikke har mere end en halv time til at snakke med den syge, for de er ofte meget trætte. Efter at have introduceret sig selv og spurgt ind til, hvorfor vedkommende ligger her på den palliative afdeling, spørger han ind til personens liv, og hvad der fylder lige nu. Hvilke tanker har de? Hvad tror de på? Hvad håber og frygter de?
»Så plejer de at dele noget af det mere trosmæssige eller eksistentielle. Og så plejer jeg at bruge en formulering i stil med, at nu er jeg jo præst, og det er jo præsten, du har inviteret. Har du lyst til at høre, hvad jeg tænker om liv, død og håb? Og det vil de gerne. Ellers havde de jo ikke inviteret mig. Og det er anledning til at forkynde evangeliet. «
Tænk, hvis det her menneske lige præcis når at række ud efter Jesus lige der på målstregen. Det er jo fantastisk. Det tror jeg, er sket for nogle
Her genfortæller han ofte historien om røveren på korset.
»For der var faktisk én, som også vidste, at døden var tæt på. Og som vidste, at vi som mennesker ikke har en chance over for døden. Hvad gør man så? Ja, så rækker man ud efter ham, som vi tror, har en chance over for døden. Det er det, røveren på korset gør.»
Sognepræsten opfordrer ofte den syge til at bede røverens bøn: »Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige« eller fadervor som aftenbøn. Så slutter han deres samtale af med at bede for den syge og lyse velsignelsen, hvis vedkommende er interesseret i det. Og det er langt de fleste.
»I næsten alle tilfælde ser jeg dem kun én gang. Så jeg er nødt til at slippe dem der. Men til gengæld synes jeg, at jeg har sluppet dem over i nogle gode hænder,« siger Henrik Arendt Laursen.
»Jeg ved jo ikke, hvad der så sker med de mennesker, jeg snakker med. Jeg håber, jeg møder nogle af dem på den anden side, meget meningsfuldt som præst at være knyttet til sådan et sted, hvor man møder mennesker, hvor alt er taget fra dem. Der er ikke noget at miste. Og de ved, at de skal dø. Mange af dem stiller så spørgsmål om, hvad der nu skal ske. Det havde nok været klogt, hvis de havde stillet de spørgsmål noget tidligere i deres liv. Men vi må glæde os over, at de spørgsmål kommer.«
Sognepræsten erkender, at det er et stort ansvar at forkynde det, der skal forkyndes, når man taler med døende mennesker.
»Menneskeligt set er det bare en fristelse at bøje af på de kantede områder. Så når jeg går hen til sådan en samtale, beder jeg altid Jesus om, at det dybest set må være ham, der fører samtalen. Jeg er generelt et optimistisk menneske, så i stedet for at fokusere på, at det er et stort ansvar, så tænker jeg på, hvor godt det er, at jeg får lov til at forkynde evangeliet. Tænk, hvis det her menneske lige præcis når at række ud efter Jesus lige der på målstregen. Det er jo fantastisk. Det tror jeg, er sket for nogle. Jeg tror på, at Gud sidder klar og holder øje med den mindste flig af tro hos et menneske. Gud er ikke fedtet med det.«
Nærværende kristne
Henrik Arendt Laursen indrømmer, at han som præst får ganske meget forærende, blandt andet fordi de efterladte skal omkring præsten, hvis de vil have en kirkelig bisættelse eller begravelse. Men han understreger også, at det ikke kun er præstens opgave at tale med folk i sorg.
»Jeg kunne godt tænke mig at udfordre alle kristne mennesker til at være opmærksomme på, om der er nogen i deres omgangskreds, som enten er døende, har mistet eller står til at miste. Vi skal have modet til at være nærværende overfor de mennesker. I virkeligheden skal alle kristne mennesker jo være vidner om, at der er håb at få,« understreger han.
Men samtidig skal man også have en form for fingerspidsfornemmelse, pointerer sognepræsten, så man ikke manipulerer med et menneske, som er kommet i en sårbar situation.
»Evangeliet om håb er jo supervigtigt for det døende menneske eller for det menneske, der har mistet. Men vi bliver også nødt til at respektere mennesker. Og nogle kan være i så sårbar en position, at vi kan bilde dem hvad som helst ind og på en eller anden måde manipulere dem ind i kirken.«
I det enorme tomrum, som det kan blive for nogle, bliver det jo en redning, at jeg kan fortælle dem, at vi faktisk har et arrangement, der passer til dem
Han forklarer, at man er nødt til at fornemme sig frem til, hvor tæt man kan gå.
»For de fleste af os vil det nok være rigtigt at sige, at vi er for tilbageholdende. Det kan godt ske, at der er enkelte, der vader rundt med træsko på, som måske skal have at vide, at de skal holde lidt igen. Gå for eksempel ikke over til nabokonen, der har mistet, en halv time efter bisættelsen. Vent lige et par dage. Men de fleste af os er bange for at komme folk for tæt på. Men hvis din nabo har mistet sin ægtefælle, er det jo kun naturligt at gå derover og tilbyde en snak eller noget praktisk hjælp,« understreger han.
»Jeg tror, at vi som kristent folk og som menighed har godt af at få en påmindelse om, at der er mennesker derude, der har brug for, at vi er nærværende kristne. Det er en helt naturlig form for næstekærlighed, at man tænker: Hvordan kan jeg reflektere Guds kærlighed ind i det her menneskes liv?«
Åbenhed for tro
Henrik Arendt Laursen understreger, at man ikke skal være så forskrækket over at tale om tro med folk i dag.
»I den her tid er der en større åbenhed for at tale om tro. Så jeg tror, at vi skal ranke os og have større frimodighed.«
Han foreslår, at man begynder med sit eget vidnesbyrd, hvor man for eksempel fortæller om, hvor vigtig ens tro har været ved de dødsfald, man selv har haft tæt inde på livet.
»Vi kan godt være meget mere frimodige og sige, at det er det, der bærer mig. Det er det, jeg stoler på. Eller sige, hvis vi selv har mistet, at jeg stoler faktisk på, at min ægtefælle er hos Gud. Og der kan vi som kristne mennesker være meget mere frimodige, end vi måske har været vant til, for der er en større åbenhed. Der er ikke længere samme blokering, når det handler om Gud og tro.
Vi kender jo ikke nogens hjerter. Jeg siger aldrig i mine bisættelsestaler, at nu er vedkommende i Guds hænder, eller at nu er vedkommende ikke i Guds hænder
Sognepræsten fortæller, at den mest udbredte tro i Danmark er troen på »mere mellem himmel og jord«. Det er det, man i teologisk sprog vil kalde agnostisk tro.
»Det er en tro på, at der er noget, men vi ved ikke, hvad det er. Det er måske også, bevidst eller ubevidst, en tro, der er udtryk for, at man godt vil kalde sig troende, men det må ikke komme for tæt på. Hvis man nøjes med at tro på mere mellem himmel og jord, så tror man jo ikke præcist på noget eller nogen. Og så kan man holde det lidt på afstand,« uddyber han.
I samtaler med folk forsøger han ofte at åbne lidt op for det rum, der hedder »mere mellem himmel og jord«, og fylde noget ind i det. For det, man kalder »mere mellem himmel og jord«, er jo den treenige Gud, forklarer han.
»I sidste ende er det jo sådan set et udmærket billede på, hvem Jesus er. Han er den, der er mellem himmel og jord. Og det vil sige, at hvis vi vil fra jord til himmel, så kommer vi ikke udenom ham,« forklarer sognepræsten.
En lillebitte flig af tro
Nogle kan måske være nervøse for at tale om tro med mennesker, der har mistet, da man kan være bange for at få spørgsmålet, om den afdøde nu er i Himmelen. Henrik Arendt Laursen påpeger, at man naturligvis altid skal være varsom med, hvordan man taler til mennesker, hvor hurtigt man går frem, og hvilke ord man bruger. Men han understreger også, at man ikke skal være bange for at tale om det evige liv eller om fortabelse.
»Vi skal have modet til også at sige det, der er alvorligt,« siger sognepræsten, som samtidig understreger, at det ikke er vores opgave at bedømme, om den afdøde er frelst eller gået fortabt.
Han har aldrig selv fået et direkte spørgsmål om dette, men hvis samtalen har kredset om det, har han typisk sagt, at det ligger på Guds bord.
»Vi kender jo ikke nogens hjerter. Jeg siger aldrig i mine bisættelsestaler, at nu er vedkommende i Guds hænder, eller at nu er vedkommende ikke i Guds hænder. Det forholder jeg mig sådan set ikke til i mine taler. Jeg forkynder Jesus i stedet for. Det er min opgave. Jeg ved ikke, om der har været en lillebitte flig af tro i det her menneske, så Gud har sagt: Haps, ham tager jeg med. Jeg håber og tror, at der vil være mange mennesker, der kommer med på den nye jord, hvor vi tænker: Wow, han er her også. Fedt!«
