Charlotte og Klaus’ fire piger er hurtige på aftrækkeren til at svare på, hvem der bestemmer mest i familien Allerslev: »Det gør mor.« Deres forældre bryder ud i latter og nikker let til børnenes udmelding og deres beskrivelse af, hvordan arbejdsfordelingen er i familien, der holder til på et nedlagt landbrug ved Videbæk.
»Det er mor, der laver mad og køber ind, mens far hænger tøj op, slår græs og lapper cykler. De er fælles om at gøre rent,« fortæller Kathrine, Johanne, Kristiane og Malene i munden på hinanden. Da børnene er forsvundet ud i alle retninger, lukker Charlotte og Klaus op for, hvordan hans arbejdsulykke i 2014 har vendt op og ned på meget i familiens liv.
De gik ind i ægteskabet i 2007 med en klassisk arbejdsfordeling i bagagen. På gården i Gøttrup i Nordjylland havde Charlotte set sin far primært stå for opgaverne udenfor, mens hendes mor varetog opgaverne i hjemmet og gav en hånd med udenfor. Det samme havde Klaus set i sit barndomshjem i Sdr. Vium ved Tarm.
»Det hele gik så hurtigt, at vi ikke fik snakket om, hvem der gjorde hvad, inden vi stod midt i det med fuldtidsarbejde, en gård, der skulle renoveres, og en lille på vej,« fortæller Charlotte, der havde fået interesse for det huslige som at lave mad, ordne tøj, strikke og hækle fra sin mor.
»Når vi snakker om vores tid som nygifte, roser Klaus altid det første år som året, hvor han blev vartet op.«
Han tilføjer:
»Jeg havde så travlt med arbejdet og med at renovere gården, at det var mest praktisk, at Charlotte ordnede det indenfor.«
Da Charlotte sagde fra
Sådan var det, indtil Charlotte sagde fra, for hun havde hænderne fulde med en lille baby og fuldtidsarbejde.
»Efter det første år begyndte Klaus at brokke sig over, at opvasken kunne stå et stykke tid efter aftensmaden. Så sagde jeg til ham, at han måtte klare det selv, hvis det ikke kunne vente,« fortæller Charlotte.
Parret fik øjnene op for, at de måtte være lidt mere fælles om opgaverne, selv om han arbejdede mange timer, og hun stod med meget af ansvaret indenfor.
»Jeg indså, at når vi begge var udearbejdende, så blev vi nødt til at deles om det, så det ikke flød over,« siger Klaus, der var glad for, at Charlotte indimellem havde tid til at give en hånd med udenfor.
»Det betød meget for Klaus at få opbygget et hobbylandbrug, og jeg ville gerne, at det skulle lykkes for ham,« tilføjer hun.
I begyndelsen af 2014 tænkte Charlotte, at det ville blive et godt år, for de var et godt sted i livet. Parret trivedes begge to arbejdsmæssigt, og de havde fået renoveret deres nedlagte landbrug, som de gerne ville have det.
De havde lige fået nummer tre, da Klaus fik en arbejdsskade i ryggen. Efter lang tids sygemelding og revalidering blev han bevilget et fleksjob. Lige nu er han kirketjener ved Videbæk Kirke.
Værdien af pytknappen
»Jeg skal passe på med, hvad jeg laver ud over mit arbejde. Jeg bliver hurtigt mere træt i hovedet og har brug for hvile, og så er der ikke så meget overskud til andre ting,« fortæller Klaus, der har fri hver onsdag.
»Nogle gange bruger han dagen på at komme sig. Andre gange får han lavet nogle opgaver. De dage, hvor han har overskud, får vi gjort mere,« fortsætter Charlotte.
Indimellem kan hun godt blive irriteret, når hun finder ham på sofaen.
»Det er i de situationer, hvor jeg føler mig presset over de opgaver, jeg skal klare. Det slider, når Klaus ikke kan det samme, som han kunne engang,« siger Charlotte.
Parret har arbejdet med, hvordan de vil prioritere deres energi og tid. De har opdaget værdien af pytknappen.
»Vi tager det lidt, som det kommer. Børnene kommer før stakke og rod,« fortæller Charlotte, og han nikker: »Hvis hjemmet fungerer, så gør alt det andet også.«
»Jeg har nogle ting, som jeg bedre kan sige pyt til end Klaus. Nogle gange er der opgaver udenfor, som stiger ham lidt til hovedet, hvis det ikke bliver gjort,« tilføjer hun.
Når vi hjælper hinanden
Klaus klarer flere af de huslige opgaver undtagen maden, som er Charlottes domæne.
»Jeg synes, at det er skønt, når vi hjælper hinanden med opgaverne. En sur opgave er hurtigere overstået, når man er sammen om det. En lørdag ordnede jeg og pigerne huset, inden vi tog i svømmehallen. Vi har også klippet hækken og gravet kartofler op sammen,« siger Klaus, der holder af at være udenfor og rode med traktoren.
Han vil gerne give det, han er glad for, videre til børnene.
»Vi har købt to crossere til pigerne, for det betyder meget for Klaus, at de lærer at køre på dem,« siger Charlotte, og Klaus uddyber det: »De skal også lære at bruge en hammer og en sav. De skal ud og rode med noget og mærke naturen i stedet for at sidde inde med deres mobiltelefon.«
En nærværende far
Parret har erfaret, at kommunikation er altafgørende for at få familielivet til at fungere.
»Vi har brug for at snakke vildt meget sammen,« understreger Klaus, og Charlotte fortsætter: »Vi har fået bedre styr på, hvem der tager de forskellige opgaver. Vi har også fået øjnene op for, hvad vi godt kan lide at lave, og som giver os energi, og hvad vi ikke har den store interesse for, men som må gøres.«
Klaus er langt mere hjemme, end han var før arbejdsulykken. Det har haft en anden værdifuld betydning.
Når vi snakker om vores tid som nygifte, roser Klaus altid det første år som året, hvor han blev vartet op
»Det har virkelig været godt for børnene, for de har fået en mere nærværende far,« siger Klaus.
Charlotte nikker og drejer samtalen ind på nogle udfordringer efter arbejdsulykken.
Før var det Klaus, der arbejdede mest og tjente de fleste penge. Nu er rollerne byttet om, og det er Charlotte, der arbejder mest. Hun er ansat i en børnehave.
»Jeg tjener mere end Klaus, og han har det okay med det,« forklarer hun.
Klaus griber ordet.
»Der er noget smerte og savn i, at jeg ikke kan udfylde et normalt job. Det vil jeg ikke ønske for nogen. Det er svært for mig at modtage ydelser fra andre. Jeg vil ikke være til last, og det føler jeg indimellem, at jeg er,« siger han.
Mit billede knækkede
»Det er hårdt ved ham, for han har mistet noget af den rolle, han havde tidligere,« fortsætter Charlotte, og Klaus nikker.
»Jeg har altid været vant til hårdt fysisk arbejde, og jeg har set mig selv som den stærke, der kunne løfte det hele. Arbejdsulykken gjorde, at det billede knækkede, og jeg blev usikker på mig selv, og hvad jeg duede til,« forklarer han.
Det har påvirket Charlotte meget.
»Det er svært for mig at se, at arbejdsulykken har gjort noget ved hans drømme og planer for fremtiden, og at han ikke længere kan arbejde som landmand og for maskinstationen,« siger Charlotte og nævner høstsæsonen, hvor savnet er ekstra stort.
Det har også påvirket rollefordelingen i ægteskabet.
»Jeg var vant til, at selv om vi bakkede hinanden op, så var det trygt for mig at vide, at jeg kunne læne mig op ad Klaus som den store og stærke,« siger hun.
»Med hans sygdom har jeg mistet noget ved, at han ikke længere helt kan udfylde den rolle, for jeg har måttet tage over på flere områder. For eksempel var jeg rigtig ked af, at jeg selv måtte klare de tunge løft med børnene. På grund af ryggen måtte Klaus kun løfte det, der svarer til to liter mælk. Det aflæste vores yngste, så hun begyndte at vise, at han ikke måtte løfte hende.«
Det er også en medvirkende årsag til, at parrets døtre har fået et indtryk af, at deres mor bestemmer det meste.
»Det er naturligt, at de ser det på den måde, for Charlotte og pigerne køber ind sammen og laver kreative ting sammen. Jeg dur altså ikke til perler og papir,« understreger Klaus, der kommer ind på, at billedet er noget mere nuanceret.
Trosoplæringen er mit ansvar
Han hiver Bibelen frem og slår op i Efeserbrevet kapitel 5, hvor der tales om rollefordelingen i et ægteskab. Parret har flere gange læst versene, og de spiller en rolle i deres forhold.
»Jeg har altid følt det som min opgave, at jeg som manden har det overordnede ansvar for trosoplæringen i familien. Jeg gør, hvad jeg kan, for at troen på Jesus bliver givet videre til vores børn,« forklarer Klaus, der er glad for de trossnakke, familien har omkring aftensmaden, hvor der holdes andagt.
Han oplever ikke noget rolletab på det område.
»Der står ikke noget i bibelteksten om, at manden som hoved også skal kunne grave med en skovl.«
Charlotte ville slå sig på indholdet i versene, hvis ikke hun så på dem med troens øjne.
»Jeg har det godt i det. Hvis Klaus er hovedet, så er jeg kroppen, som kan gøre noget af det, der har stor værdi i hjemmet og mellem os som par,« siger Charlotte, der er tryg ved, at det er Klaus, der har overblikket over økonomien.
»Vi er meget fælles om beslutningerne. Nogle gange er vi uenige, men så skal vi lige bede over det og sove på det, og vi når som regel et kompromis, som begge er glade for.«
Parret kan spejle sig i det tjenerforhold, som bibelteksten lægger op til.
»Vi er skabt af Gud til at elske og hjælpe hinanden. Det, oplever jeg, er kommet til at fungere rigtig godt i vores ægteskab,« forklarer Klaus.
