Bjarne Christensen havde handlet aktier siden teenage-årene og fulgt valutakursernes op- og nedture, siden han var 10. Derfor var hverken han eller andre i tvivl om, at landmandssønnen fra Sunds en dag skulle gøre karriere i en bank.
Ambitionerne var høje, og karrierekursen sigtede allerede efter tunge poster og høje lønninger. Det kunne således ikke gå hurtigt nok med at få punkter på CV’et, så Bjarne kunne komme i betragtning til den erhvervsrådgiver-stilling, han havde sat sig som delmål. Så han bed tænderne sammen og læste en fire-årig HD-uddannelse, samtidig med at han var bankelev i Borbjerg Sparekasse i Holstebro.
Karriereplanen var dermed lagt, og fremtiden så lys og lovende ud. Også på hjemmefronten, hvor hustruen Solveig var gravid med parrets første barn.
Liv og død
1. april 1997 var tirsdag efter påske. Den dag vendte op og ned på alt.
»Det kom som et lyn fra en klar himmel. Der var stadig fire uger til terminen, og Solveig var sund og rask. Det havde lægen bekræftet, da hun var til kontrol kl. 13. Men derfra gik det hurtigt. Der blev konstateret svangerskabsforgiftning, og kl. 18 var Johan kommet til verden. Han overlevede, men det gjorde Solveig ikke,« fortæller Bjarne.
»I forbindelse med svangerskabsforgiftningen havde hun fået en hjerneblødning. De forsøgte at operere hende, men der var ikke noget at stille op. Alle blodkar var sprunget. To dage efter slukkede de for respiratoren, men teknisk set døde hun under fødslen.«
Bjarne var i chok, da han stod med sin lille søn i armene. 25 år og tynget af sorg og et kæmpemæssigt ansvar.
Velmenende mennesker klappede ham på skulderen og sagde: »Det var da godt, at du fik lov at beholde Johan.«
»Det havde de fuldstændig ret i. Men sådan havde jeg det ikke dengang. Jeg syntes, det var et dårligt bytte,« forklarer han.
Et stort ansvar
»Jeg skulle jo først til at lære ham at kende, og det var dårligt nok gået op for mig, at jeg var blevet far. Jeg havde jo ikke mærket livet udvikle sig i min krop eller læst de bøger og blade, som kvinder bladrer i, mens de er gravide. Vi mænd er mere sådan nogle, der kører ned og henter bleer, når vi får besked på det,« smiler han. »Det var virkelig svært at forholde sig til den rolle og det ansvar, jeg pludselig stod med alene.«
Far og søn flyttede ind hos Bjarnes forældre i Sunds. Her holdt han længe følelserne på afstand med alle de praktiske opgaver, der fulgte med barnet. Når drengen sov, knoklede han med at sætte en lejlighed til dem i stand på forældrenes gård.
I den periode klamrede jeg mig til Gud og sugede trøst ud af hvert et ord, jeg hørte eller læste
»Min mor var en uvurderlig hjælp. Hun hjalp med det hele, stod op om natten, når Johan vågnede, og passede ham ofte om aftenen, så jeg kunne få fri og se nogle venner. Det havde jeg brug for, og nogle gange havde jeg også Johan med. Jeg kunne godt snakke med mine venner om det, der var sket, men jeg nød også, at vi kunne snakke om alt mulig andet,« husker Bjarne.
Klamrede sig til Gud
Men efterhånden begyndte tankerne at rumstere.
»Det fyldte meget for mig, hvad jeg skulle bruge mit liv på. Hvis man ikke engang kan være sikker på at fylde 30, inden man skal herfra, så er det altså vigtigt, hvad man bruger sit liv på. Jeg kunne ikke sætte ord på det dengang, og det er noget, der har udviklet sig over tid, men i april 1997 mistede penge og karriere betydningen for mig,« siger den nu 49-årige økonomichef.
Til gengæld kom Bjarnes tro til at fylde mere i den periode. Han er vokset op i en kristen familie og havde tilknytning til KFUM&K, men det var ikke noget, der havde haft høj prioritet eller havde fyldt meget i hans liv og tanker.
»I den periode klamrede jeg mig til Gud og sugede trøst ud af hvert et ord, jeg hørte eller læste. Jeg var ikke vred på Gud over det, der var sket – det havde jeg simpelthen ikke kræfter til. Men jeg havde brug for ham, og det betød meget at vide, at når jeg ikke selv kunne bede, så var der andre, der bar mig frem,« husker han.
Ny indstilling til livet
Fire en halv måned efter fødslen og det tragiske dødsfald var Bjarne tilbage i banken.
»Det var ikke en rar oplevelse. Kollegerne ville gerne tage hensyn, og jeg ville helst behandles som alle andre, bortset fra når jeg alligevel havde brug for, at de tog hensyn. Det var en svær balance, og jeg skulle bare væk derfra, så snart læretiden var overstået. Ikke fordi det var en dårlig arbejdsplads, men fordi det var der, jeg var, da det skete. Jeg havde brug for at starte på en frisk.«
Det var dog ikke den samme fremadstormende bankmand, der begyndte at søge stillinger. Han havde fået en ny livsindstilling, og det havde resten af familien også.
»Min far, der var landmand, begyndte pludselig at skære ned på arbejdet og holde fri i weekenden, og mine søskende begyndte også at træffe andre valg, end de havde gjort før. Vi havde alle erfaret, at livet kan være kortere, end vi tror, og derfor var vi nødt til at prioritere noget, der var vigtigere end at arbejde og tjene penge.«
Mere arbejde end karriere
I 1999 mødte Bjarne Else Marie. De blev gift året efter, og ud over Johan, har de siden fået Maria, Mads og Camilla.
Jeg kunne stadig arbejde mange timer, men jeg havde fået et nyt fokus og et nyt mål
»Da den nye familie var etableret, mærkede jeg for en kort bemærkning karriereinstinktet igen, for nu var vi jo to om ansvaret, og så kunne jeg måske godt trække mig lidt og satse på arbejdet igen. Og jeg fik faktisk opfyldt mit gamle delmål om at blive erhvervsrådgiver med en ny stilling i Nykredit. Men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var den samme, som ham der i sin tid satte sig det mål. Det blev mere et arbejde end en karriere, og sådan har det været siden,« siger han og gør regnestykket op.
»Vi har en begrænset tid at gøre godt med, og jo mere vi arbejder, jo mindre tid har vi at bruge på andre ting. En af de ting, jeg havde udskudt, var at søge Gud, og det følte jeg faktisk, var en stor risiko at løbe. Det gik godt for røveren på korset, som i sidste øjeblik nåede at vende sig til Jesus. Men vi ved ikke, hvornår det er for sent at følge ham. Så i stedet for at udskyde det, indtil det engang kunne passe ind i mine karriereplaner, tog jeg en beslutning om at inkorporere det i mit liv nu. Jeg ved ikke, om andre oplevede den store forandring, men for mig var det helt afgørende,« fortæller han.
»Jeg ville ikke længere udsætte mig selv for ikke at have tid til at gå i kirke, til møder, til bibelkreds eller læse i Bibelen. Det skulle der være tid og overskud til. Det ændrede ikke på, hvad jeg skulle lave på jobbet, og jeg kunne stadig arbejde mange timer, men jeg havde fået et nyt fokus og et nyt mål,« siger Bjarne, som sammen med familien er aktiv i Herning Kirke og Indre Mission i missionshuset Bethania. Han har desuden været med til at etablere en lille bedegruppe for mænd, som mødes en søndag aften om måneden for at bede og læse i Bibelen sammen.
Tid til sporskifte
De senere år har han gået med en følelse af, at det var tid til at skifte spor jobmæssigt.
»Efter finanskrisen blev bankerne pålagt nogle kapitaldækningsregler, som gjorde, at det ikke længere handlede om at opfylde kundens behov, men bankens behov. Det betød, at dem, der havde mest brug for at låne, ikke måtte, for det var bedre for banken at låne ud til dem, som i forvejen havde penge nok. Dermed var min opgave at hjælpe rige mennesker til at blive endnu rigere. Det kan godt give en succesfølelse og et klap på skulderen, når det lykkes, men det kan også gøre ondt, når man har et menneskesyn, som dikterer, at man bør hjælpe dem, der har brug for hjælp,« siger Bjarne.
Det var en af årsagerne til, at han i efteråret 2020 sagde ja til at blive økonomichef i Indre Mission.
»Mange af arbejdsopgaverne ligner noget, jeg har prøvet før, men måden at arbejde på er helt anderledes. Vi indleder med bøn og lægger de store beslutninger frem for Gud. Og så motiverer det mig rigtig meget, at de penge, vi på en eller anden måde kan tjene, spare eller frigøre, kan omsættes til mission. Der er ingen aktionærer eller andre, som skal tjene på det, for målet er ikke at tjene penge, men at skabe mulighed for mission. Og det gør altså en forskel, at vi kan få en ekstra deltidsansættelse et sted eller køre en kampagne eller børnelejr, fordi vi kan skaffe 50.000. kr. ekstra. Det er meget motiverende at være en del af,« siger Bjarne, som også sidder med i IM’s daglige ledelse og leder afdelingen Økonomi og Kundeservice på Indre Missions Hus i Fredericia.
