»Jeg har ingen baggrund for at lave en sprogcafe. Jeg har kun erfaring med én sprogcafe, og det er vores. Indtil nu har jeg bare opfundet henad vejen.« Sådan siger Lars Kristensen, der i august 2021 startede en sprogcafé op i Harboøre Missionshus.
I dag kommer der hver gang mellem 10 og 40 voksne og børn til sprogcaféen. Der er folk med både polsk, ukrainsk, rumænsk, syrisk og tysk baggrund, og de kommer både fra Harboøre og Thyborøn. Som regel spiller og snakker de, og nogle dage har Lars et lille oplæg. Blandt andet har han fortalt om de danske helligdage, som er anderledes end de udenlandske.
Netværk er vigtigt
I Harboøre er der mange tilflyttere fra forskellige lande. En af dem er Katia Ostrovetska, der kommer fra Ukraine. For et års tid siden gik hun til privat sprogundervisning, men foreslog Lars, om ikke det var en ide at undervise flere samtidig. Lars greb ideen, og sammen startede de sprogcaféen op.
»Netværk er klart det vigtigste, hvis man skal starte en sprogcafé, og her har Katias netværk været enormt vigtigt,« siger Lars og understreger, at man ikke skal have særlige evner for at starte en sprogcafé.
»Der skal selvfølgelig være en eller anden struktur på, hvad man skal, og der må være en tovholder. Det er også godt, hvis der er en, der kan oversætte. Men jeg oversætter selv, og jeg har kun haft engelsk i to år i hele mit liv,« understreger Lars.
Caféen tog en drejning
I februar tog sprogcaféen pludselig en drejning, da der blev krig i Ukraine, og der kom omkring 70 ukrainske flygtninge til Harboøre, som slet ikke kunne dansk.
»Lige nu er der to grupper i sprogcaféen. De folk, der har boet i Danmark i mange år, og som taler godt dansk, men som gerne vil lære mere, og så de flygtninge, som kom til Harboøre for en måneds tid siden, og som intet kan. Sidstnævnte kræver en anden indsats, så det kan godt være, vi i fremtiden skal have mere konkret sprogundervisning på programmet. Men i bund og grund handler det bare om at møde mennesker,« siger Lars.
Elsker at bygge noget op
»Jeg er glad, hver gang vi har holdt sprogcafé. Det er på grund af relationerne. Jeg elsker at bygge noget op sammen med andre. Jeg har nogle, som vil gå langt for mig, og jeg vil gå langt for dem. Og vi havde ingen relation til hinanden for et år siden,« siger Lars og hentyder blandt andet til de syv frivillige, der hjælper med praktiske gøremål.
Det, jeg allerhelst vil, er at møde mennesker ind i deres liv, som Jesus mødte mig i mit liv: Han har været så mild, skånsom og uendeligt tålmodig
»Der var noget røre, da jeg begyndte at reklamere for sprogcaféen. Og der kom en enkelt kommentar om, hvorfor det skulle være i missionshuset. Det var en kritik om at blande religion sammen med alt muligt andet. Jeg svarede, at det eneste, der blev blandet sammen til sprogcaféen, var saft og vand. Men det blev vigtigt for mig, at sprogcaféen kun skulle handle om sprog,« siger han.
»Vi kunne nemt have lagt en anden linje, hvor der var en andagt eller en sang, men det er et ømtåleligt emne,« siger Lars og fortæller om Harboøres historie.
»Der har altid været et stærkt ‘dem’ og ‘os’. ‘Os’ i missionshuset og ‘dem’ udenfor – eller omvendt. Jo mere, vi kan være med til at bryde det ned, jo bedre,« understreger han.
Rykke med det samme
Der er dog nogle helt praktiske fordele, der gør, at sprogcaféen alligevel bliver holdt i missionshuset.
»Jeg elsker at kunne rykke med det samme, og det kan vi i missionshuset. Vi skal ikke ud at leje lokaler og betale for kaffen. Hvis vi skulle booke os ind et sted, kunne vi måske også først planlægge det til efteråret, « siger Lars.
Han bemærker også, at missionshuset på denne måde kan blive relevant for andre, end dem, der plejer at komme i huset.
»Den der berømte dørtærskel ind til missionshuset får et ordentligt hug med høvlen. Tænk, hvis deltagerne i sprogcaféen en dag også sad til et kristendomskursus. Det kunne være helt fantastisk!« udbryder han.
Skabt til relationer
Lars har også andre projekter i støbeskeen, blandt andet en strikkeklub, der skal samle lokale med de nyankomne ukrainere, og her overvejer han, om det skal foregå i hallen. Han vil nemlig gerne nedbryde dem og ostænkningen fra flere kanter.
»Når det gælder Harboøre, så har halvdelen af byen aldrig været i missionshuset, og den anden halvdel har aldrig været på pubben. Tænk, hvis 70 procent havde prøvet at være inde i missionshuset,« siger Lars og forklarer, hvor vigtigt han synes det er at interessere sig for hinandens liv.
Det giver også den største værdi for deltagerne i sprogcaféen.
»Det handler selvfølgelig også om sprogkundskaber, men jeg tror, det allervigtigste er, at de kan mærke en forbundethed. For vi er skabt til relationer og fællesskab. Det er også min største glæde i arbejdet med sprogcaféen,« siger han.
Jeg har ét stort ønske
»Jeg elsker bare relationerne mellem mennesker. Jeg tror på, at der er noget guddommeligt i mødet mellem mennesker,« siger Lars og afslører her den store motivation for sprogcaféen og alt det andet arbejde, han laver i lokalområdet.
»Jeg har ét stort ønske: at mennesker møder Jesus! Det har jeg i alt, hvad jeg gør. Jeg tror, at vi skal møde folk dér, hvor de er. Hvis ikke vi møder folk i de problemer, de er i lige nu, så hører de ikke, når vi fortæller om den store problemknuser – Jesus. Det kan godt være, at Jesus er livets brød, men hvis folk er sultne lige nu, så må vi starte der, og så kan vi bagefter fortælle om det brød, der aldrig forgår,« understreger han.
Som Jesus mødte mig
Lige nu arrangerer Lars også et ugeprogram for de ukrainere, der er flygtet til området inden for den seneste tid. De har både lavet mad sammen i missionshuset, holdt picnic og stilletid i kirken.
»Jeg har bare gjort det, jeg har brændt for, og det kan jeg heldigvis gøre med det arbejde, jeg har,« siger Lars, der er ansat som evangelist i Indre Mission og som sognemedhjælper i en delt stilling mellem den lokale kirke og missionshuset.
»Det, jeg allerhelst vil, er at møde mennesker ind i deres liv, som Jesus mødte mig i mit liv: Han har været så mild, skånsom og uendeligt tålmodig. I mit møde med Jesus har jeg aldrig følt, at han havde en dagsorden. Han hører på mig, og så venter han med at komme med sit budskab.«
