Et nyt kapitel i Leif Andersens livsbog er begyndt. Efter 25 år som lektor i praktisk teologi ved Menighedsfakultetet (MF) i Aarhus er han gået på pension. Bøgerne fra studiemiljøet er rykket ind i hans nyindrettede bibliotek i et stort udhus bag hjemmet i Hvidovre, hvor han omgiver sig med metervis af litteratur.
To af kapitlerne i hans livsbog handler om årene på Børkop Højskole, hvor han var lærer sammen med ægtefællen Eleonora, og om den efterfølgende periode, hvor han var generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS).
»Disse år var dannende for min tid som rejsepræst i Indre Mission og som lektor på MF. Børkop-tiden tvang mig til at gøre bibelstoffet jordnært og relevant – det måtte have rod i hverdagen. Årene i KFS udfordrede mig til at formidle bibelstoffet på en intellektuelt forsvarlig måde,« fortæller Leif.
I 1998 fik han to kald på samme tid. Det ene var som rejsepræst i Indre Mission, og det andet som lærer på MF. Det har fungeret rigtig godt for ham at have to deltidsstillinger.
»Det har været en stor gevinst for mig at stå i begge kald, for de har kastet lys ind over hinanden og har været en stor ressource. Når jeg underviste de studerende, gjorde jeg det på en resonans af oplevelser fra missionshusene og kirkelivet, og når jeg forkyndte og underviste rundt i landet, kunne jeg trække på studierne på MF,« forklarer Leif.
Stor frihed til at være lidt skæv
Han er glad for de 19 år, han var lønnet rejsepræst i den bevægelse, som han betragter som sit hjem.
»Jeg er meget taknemmelig for, at jeg gennem Indre Mission mødte Jesus, og at mine forældre lærte mig at bede,« siger Leif.
Han nævner en stor glæde ved at være rejsepræst.
»Der er megen kristendom i Danmark, som lidt distanceret handler om Gud og spekulationer om religion, men forkyndelsen i Indre Mission har været Kristuscentreret, og det har holdt mig i live,« forklarer Leif.
»Jeg oplevede en stor frihed til at være lidt skæv. Jeg kunne trække på kunst og film i min undervisning, og jeg fik lov til at sige ting på en anden måde, end vi måske plejer.«
Jeg har svært ved at tro på Gud, men jeg har endnu sværere ved ikke at tro på Kristus
Den gudstjenestelige del af tjenesten som rejsepræst fyldte ikke meget, og det passede ham godt.
»Jeg har det bedre på en talerstol eller bag et kateder end på en prædikestol. Og det at skulle gennemføre en gudstjenestelig liturgi fylder i mit hoved lige så meget som det at skulle prædike,« forklarer Leif.
Ry for at være for de stærke
Det smerter ham, når han tænker på, at der er færre end tidligere som bakker op om Indre Mission.
»Måske skal vi indstille os på, at Indre Mission som en stærk landsdækkende bevægelse har haft sin tid, fordi vores projekt om at være en levende del af folkekirken, er lykkedes. Men det er sket på bekostning af missionshusfællesskaber,« siger han.
»Man skal ikke begræde sin nutid, men tage højde for den, men jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan styre fornemmelsen af tristhed.«
Samme tilgang har Leif overfor de fordomme, der er omkring Indre Mission rundt omkring. Samtidig mener han, at man er nødt til at spørge sig selv, om der er en sandhed i de fordomme.
»Jeg har for eksempel spurgt mine studerende, hvem der har det stærkeste brand: Indre Mission eller Frelsens Hær? De var ikke i tvivl og nævnte, at det var Frelsens Hær, for de er kendt for at være der for de svage, mens Indre Mission har ry for at være et fællesskab af stærke. Det svider til os selv, fordi vi måske har haft svært ved at vedgå svaghed og nederlag, hvilket betyder, at der er mennesker, der ikke har kunnet ånde hos os. Jeg vil dog sige, at vi er blevet bedre til at vedgå svaghed og vedgå, at der kan komme anfægtelser og tvivl i troslivet,« forklarer han.
Jeg er mere formidler end forsker
Han åbner derefter nogle af siderne til det næste kapitel, som har været årene på MF. Her var han først studerende og siden underviser i praktisk teologi med fagene prædikenlære, samtidsanalyse og sjælesorg.
»Jeg vil ikke fremhæve en disciplin fremfor en anden, for det er samtalen mellem de tre fag, som har betydet mest. Jeg har altid været en hund efter tværfaglighed. Der har derfor aldrig været noget af det, som jeg er blevet rigtig ekspert i, for jeg er nok mere formidler, end jeg er forsker,« understreger Leif, der måtte tage en ekstra akademisk uddannelse for også at kunne undervise i sjælesorg på MF. Han valgte en uddannelse i sjælesorg på Modum Bad i Norge. Det blev en skelsættende oplevelse.
»Det blev så dannende for mig, at jeg i dag tænker min tjeneste i et før og efter Modum Bad. Jeg flyttede ikke mit teologiske centrum ret meget, men min horisont blev betragtelig udvidet kulturelt, menneskeligt og psykologisk,« siger teologen.
Han har nydt samværet med de studerende.
»De unge har inspireret mig til at finde veje og strategier til at leve i en kogende verdslighed. Samtidig er der mønstre i ungdomskulturen, som jeg måske kan få øje på og spille ind med i deres liv,« forklarer Leif, der er taknemmelig for, at han har fået lov til at undervise mange af dem, der i dag virker som præster eller i andre stillinger.
En bog af Lego
Siden han var en lille dreng, har Leif levet i bøgernes verden. Det er blevet til rigtig mange bøger fra hans hånd gennem årene.
»Min kone påstår, at jeg er en bog,« fortæller Leif og viser en gave, som han fik af Eleonora til afskedsreceptionen på MF. Bogen er lavet af lego-klodser, og udenpå står der »elsket« og »tilgivet«. Bogen indeholder Leifs livsord: »Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.« Ordene er illustreret af legofigurer som pop-op. Den er designet for Eleonora af én af hans studerende, Thomas Birk Sørensen. Og Leifs svigersøn, Mathias, har været med til at bygge den.
»Jeg er fuldstændig betaget,« siger forfatteren, mens han noget rørt sætter ord på, hvad bibelverset betyder for ham.
»Det rummer Jesus’ rummelighed og tålmodighed. Det er lige meget, hvordan jeg kommer, om det er med tro eller tvivl, om det er synd, svaghed, nederlag eller modvilje, bare jeg kommer.«
Den tredje tvivl
En del af bøgerne handler om tvivl og tro. Det er også et emne, der har fyldt i hans undervisning og forkyndelse. Det har været en personlig og svær opgave for ham.
»Det har kostet mig rigtig meget, og det er ikke noget, jeg har arbejdet med, med min gode vilje. Jeg er desværre skruet så dumt sammen, at når jeg møder indvendinger mod troen, så suger jeg dem til mig som en svamp. Og når jeg møder begrundelser for troen, bliver jeg skeptisk, og de preller måske af. Jeg bliver nødt til at arbejde med det og skrive mig til klarhed.«
Måske skal vi indstille os på, at Indre Mission som en stærk landsdækkende bevægelse har haft sin tid, fordi vores projekt om at være en levende del af folkekirken, er lykkedes
Han har gennem årene arbejdet med tre typer af tvivl. Den første handler om den klassiske anfægtelse: Om troen eller bønnen er i orden. Den anden er religionskritikken: Om Gud overhovedet findes, og om kristendommen er sand. Den tredje og nyeste er den senmoderne tvivl: Det er spørgsmålet, om sandheden overhovedet findes, når alt er til forhandling.
»For vi mennesker er alle nogle sociale konstruktioner, og det virker helt tilfældigt, at det lige er kristendommen, jeg er landet på. Den tredje tvivl har været den sværeste for mig, for anfægtelsen kan jeg møde med sjælesorg og god litteratur. Religionskritikken kan jeg møde med god apologetik. Den tredje tvivl er helt anderledes, for der findes ingen løsning. Tværtimod må jeg give den endnu mere ret, end den selv er klar over, og følge den helt til dørs. For når jeg kun giver den delvist ret, er den ødelæggende. Men giver jeg den ret helt og holdent, ophæver den sig selv. Det er så det, jeg prøver at begrunde i bogen,« forklarer Leif og henviser til sin nyeste bog, Den tredje tvivl.
»I alle tre typer tvivl ender jeg hos Kristus. Jeg har svært ved at tro på Gud, men jeg har endnu sværere ved ikke at tro på Kristus. Hans kærlighed er tydeligere, fordi det er et menneskes kærlighed, og alligevel er den uforbeholden og uafkortet. Og så er det via troen på Kristus, jeg genfinder troen på Gud Fader og på Helligånden også,« siger han.
»Jeg kan godt være bange for at smitte andre med tvivlen, når jeg skriver så meget om den. Men hensigten i mine bøger er altid, at troen i sidste ende skal veje tungere end tvivlen,« siger forfatteren, der til sidst i den nye bog om tvivl konkluderer, at budskabet om Jesus af Nazaret stadig for ham at se er det bedste bud på en sammenhængende tilværelsesforståelse.
Nu falder verden på plads
Leif insisterer på at slå op et særligt sted i livsbogen.
»Det at være far, svigerfar og bedstefar har dannet mig mere end det at blive ægtemand. Når jeg har fået lov til at holde et lille nyt barn på armen, så føler jeg, at nu falder verden på plads. Nu kan jeg igen huske, hvad der er op og ned i verden, hvad der er vigtigt, og hvad der er uvigtigt. Så kan jeg igen huske, hvad det vil sige at elske og tilgive,« understreger Leif, der har rundet de 71 år. Han skal nu finde ind i en ny hverdag med Eleonora og familien.
Et nyt bogprojekt er på vej, og han har stadig en del møder og foredrag i kalenderen forude.
