Det giver en sund lethed i tilværelsen hver dag at bede til Gud. Det gælder for alle Guds børn, uanset hvor ofte og hvordan de er sammen med deres himmelske far. Vi har lov til at træde frimodigt frem for nådens trone og udøse alt det, der fylder i hjertet af tak og bekendelse, længsler og håb.
Det understreger Henrik Laursen, der er sognepræst ved Vigerslev Kirke i København. Han åbner vinduet lidt op til sit eget bønsliv.
»Bøn er vigtig for mig, for jeg oplever det som en daglig velsignelse at bede. Jeg hører ikke til dem, der går og småsnakker med Gud i løbet af dagen, men jeg tager mig god tid om morgenen til at være sammen med Gud. Bønnen er en slags lettelse for mig, fordi jeg flytter noget fra mig selv over på Gud.
Jeg overdrager min familie til ham og de ting, der ligger mig på sinde. Jeg inddrager Gud i tingene og beder om hans vejledning og velsignelse. Dagen bliver lettere på den måde, men ikke nødvendigvis nemmere,« forklarer Henrik, der beskriver sig selv som et menneske, der ikke har mange åndelige oplevelser.
Ingen kan tage patent på, hvad der er et rigtigt bønsliv.
»Det er sjældent, at jeg mærker Guds nærvær, når jeg beder. Jeg kender andre, som siger, at de ofte mærker hans nærvær. Her er vi forskellige, ligesom vi er på andre måder.«
Gud som den gode far
Han er optaget af en helt central pointe i Jesus’ undervisning om bøn.
»Jesus gør meget ud af at fortælle, at vi skal forstå Gud som en far, som vi beder til. Vi kan have forskellige billeder af, hvem en far er. For nogle er det et godt billede og for andre et dårligt billede. Jesus skildrer sin himmelske far som en god far, der elsker sine børn uden betingelser, og som én, der glæder sig over at være sammen med sine børn. Det betyder for mig i bønnens liv, at bønnen er et fristed, hvor jeg kan være, som jeg er.
I virkeligheden er det meget banalt. Hvis jeg sagde til mine tre børn, at jeg kun gad at være sammen med dem, når vi kunne spille Uno, så ville jeg putte dem ned i den samme skabelon, og det ville være helt gak at gøre som far. Gud er en god far, som har forskellige relationer til alle sine børn, fordi han har skabt dem unikke,« siger Henrik.
»Bønnen er også et rum, der er befriet fra dårlig samvittighed og præstationsangst. Der er mange, som kæmper med dårlig samvittighed i bønnens rum, fordi de ikke synes, at de beder nok, eller fordi de ikke koncentrerer sig nok, eller fordi det er forvirret, det de siger, eller fordi de synes, at de ikke kan de rigtige ord.
Dagen bliver lettere på den måde, men ikke nødvendigvis nemmere.
Men Gud som den gode far glæder sig mest over, at hans børn vil være sammen med ham. Det vigtigste er ikke, om de er forvirrede, trætte, friske, glade eller sure, og om de siger meget eller lidt. Men at de opsøger fællesskabet med deres himmelske far.«
Plads til forskellighed
Bibelen opstiller ikke bestemte krav til, hvordan samværet skal være mellem Gud og hans børn i bønnens rum.
»Det er en vigtig pointe for mig, at der er en frihed til at være forskellig i samværet med Gud. Han glæder sig over, at vi er forskellige, og at vi derfor har mange forskellige måder at være sammen med ham på. Jeg tror, at Gud fryder sig over den mangfoldighed, der er i bønnens verden,« siger Henrik.
Han illustrerer det med nogle bibelske eksempler.
»Der er flere bibelske personer, som kommer med enkle og korte bønner til Jesus. Som hans mor, der under brylluppet i Kana i Johannesevangeliet siger til ham: ‘De har ikke mere vin’, og derefter sker der et under.
I lignelsen om den uretfærdige dommer i Lukasevangeliet beder enken uophørligt om det samme igen og igen, indtil dommeren giver sig. Jesus bruger hende som et forbillede på, at disciplene skal bede uophørligt uden at blive trætte.
Begge sider er med i Guds ord. Vi har ikke ret til at fremhæve den ene side og sige, at dette er den bibelske sandhed om, hvad der er rigtig bøn. Gør vi det, øver vi vold på teksterne,« understreger Henrik og nævner, at Bibelen også har eksempler på en mellemting mellem at komme til Jesus en gang i bøn eller at opsøge ham ustandseligt.
»Jesus i Getsamene beder tre gange om, at bægeret måtte gå forbi ham, og så stopper han. Paulus er ude i en bønskamp, hvor han tre gange beder om, at engelen fra Satan må forlade ham. Så falder han til ro og erkender, at situationen er, som den er.«
Kan ikke sættes på en formel
Sognepræsten trækker en vigtig pointe frem fra en bog om bønnens psykologi, skrevet af Pablo Martínez.
»Han understreger blandt andet, at ingen kan tage patent på, hvad der er et rigtigt bønsliv. Vi kan nemt komme til at føle os mislykkede i vores bønsliv, hvis vi ikke kan få det til at fungere med lange bedelister eller to-timers bede-gåture i skoven.
Det er vigtigt at sige, at Gud anerkender forskellighed i bønnens verden. At definere, hvad der er den rigtige måde at bede på, svarer lidt til, hvis man forestiller sig to søskende, der diskuterer, om det er bedst at spille Uno med far eller at spille fodbold med ham. Det kan man ikke svare på, men faktum er, at det er godt at bruge tid med far,« fortæller Henrik og understreger:
»Man kan ikke sætte relationen mellem os og vores himmelske far på en formel. Det er et livsfællesskab, hvor bønnens fornemste opgave er at bevare os i Kristus og hans fred,« sammenfatter Henrik.
Friheden ved at slippe det
»Jeg tænker meget, at bønnen hviler på to søjler, som supplerer hinanden. Den ene søjle rummer værdien af at sætte tid af til at bede til Gud, og den anden søjle handler om værdien i at snakke med Gud gennem dagen,« fortsætter han.
»Jeg hører til den gruppe af mennesker, som har det godt med at afsætte konkret tid til at være sammen med Gud. Her taler jeg med Gud om det, der fylder, og det kan godt være det samme flere dage i træk.
Jeg tror, at det vil være sundt for mig, om jeg øver mig i at småsnakke mere med Gud. Lidt som min datter, der kan sende snapchats til mig mange gange i løbet af en dag. Det gør, at jeg følger med i hendes liv. Jeg vil gerne være bedre til at sende mange snapchats til Gud i løbet af min dag. En har kaldt det ‘at praktisere Guds nærvær’. Det er en god formulering.«
Med tanke på dem, som til gengæld er meget gode til tidligt og sent at småsnakke med Gud om det, som presser sig på, siger Henrik:
»Det er godt og vigtigt også at have en rytme eller vane omkring samværet med Gud. Jeg tror, det giver hvile. Og så kan det være en hjælp for den, der beder meget og ofte om det samme af og til at efterligne Paulus, der faldt til ro, da han nogle gange havde nævnt sin sag for Gud. Han slap det og overlod det til Gud.
Der er en befrielse i at vide, at magten og ansvaret ligger hos Gud og ikke hos os,« forklarer han.
