»Skyld er en følelse, som vi sjældent anerkender i vores samfund. Den er der, vi vil bare ikke indrømme det.« Det siger Johannes Larsen, der er læge og rådgiver på Abortlinien, som drives af foreningen Retten til Liv. Han mener, at skyldfølelse også er en overset dimension i spørgsmålet om abort. Han har talt med kvinder, som oplever en indre uro efter at have fået en abort, men som har svært ved at sætte ord på deres følelser.
»Jeg talte med en kvinde, der havde fået en abort. Hun ringede, fordi hun havde en følelse af samvittighedsnag over sin beslutning. Samtidig var hun overrasket over, hvor stærkt det påvirkede hende. Hun havde ikke troet, det ville være så svært,« forklarer Johannes Larsen.
Samfundet fremstiller ofte abort som en enkel beslutning, men virkeligheden er mere nuanceret. For nogle kvinder bliver valget om at få en abort en psykisk belastning, der først viser sig bagefter.
»Jeg anker over, at vi i samfundet gør abort til et let spørgsmål, for det er faktisk svært for nogle kvinder. Det er ikke en let beslutning at sige, at de ønsker en abort, og jeg tror, de mange steder bliver mødt med en holdning om, at ‘du skal bare gøre sådan, så er det overstået.’ Vores abortlinie adskiller sig måske fra andre steder, hvor kvinder kan hente rådgivning om abort, ved at vi anerkender, at abortspørgsmålet er et vanskeligt spørgsmål.«
Der er kvinder, som ringer til Abortlinien med et behov for at få gennemført en abort hurtigt.
»De har lynhurtige spørgsmål om, hvordan de får det gjort, og hvordan det foregår. Jeg forsøger at få dem til at stoppe op og tænke. For uanset hvad de vælger, er det en stor beslutning, de skal leve med bagefter,« siger han.
»Vores vigtigste opgave er, at kvinderne får ro til at træffe deres egen beslutning og har det godt med det.«
Skyld er sjældent et ord, kvinderne selv bruger, men ofte ligger den under overfladen.
»Nogle gange kan jeg høre, at de har dårlig samvittighed, at de plages af deres tanker. Og jeg kan sidde med tanken om, at det bedste middel mod deres skyld er tilgivelse,« forklarer Johannes Larsen.
Rådgiver på neutralt grundlag
Han har været rådgiver i fire år og er en af de 21 rådgivere, som er tilknyttet Abortlinien. Han har en vagt en aften om måneden.
»Det giver mig jo en mulighed for at snakke med nogle mennesker, som har et behov for at møde et medmenneske, fordi de måske ikke har så mange andre at snakke med,« fortæller Johannes Larsen, der til daglig virker som læge i Maribo på Lolland.
Bagefter kan jeg godt tænke: Fik vi vendt de ting, som virkelig betød noget? Og som kristen kan jeg tænke: Fik jeg hende nærmere Gud, hvis jeg fornemmer, at hun er kristen, eller fik jeg skubbet hende væk?
Det er essentielt for ham at kunne rådgive på et neutralt grundlag. Især fordi kvinder mange andre steder ikke møder en rådgivning, der er neutral.
»Det er meget vigtigt for mig, når jeg sidder som rådgiver, at jeg netop får lov til at gøre det på et neutralt grundlag. Det var noget af det første, jeg spurgte lederen af Abortlinien om, da jeg blev spurgt, om jeg ville være rådgiver. Jeg synes, at det er gode formål, som Retten til Liv står for, men rådgivningslinjen er ikke der, hvor den offentlige kamp mod abort står,« forklarer rådgiveren.
Abortlinien er anonym, men han lægger stor vægt på at være så personlig som muligt i samtalerne.
»Vi er inde på et meget personligt og sårbart område,« understreger Johannes Larsen, der oplever det udfordrende, hvis han har en samtale, og personen bare lægger røret på.
»En person, der ringer op, kan til enhver tid stoppe samtalen. Men som rådgiver har jeg ikke nogen mulighed for at følge op på samtalen, så jeg ved ikke, hvor jeg efterlader dem.«
Sætter ord på det der fylder
Johannes Larsen er blevet overrasket over, hvor mange der ringer uden at have en religiøs baggrund. Ofte sker henvendelserne, fordi de har søgt på ordet »abort« på nettet og er faldet over linjen som en mulighed for at få nogen at snakke med.
Det kan være en kvinde, der har overvejet en abort. Eller en kvinde, der har gennemført en abort for nylig eller for mange år siden.
»Fælles for dem er, at de har tanker, spekulationer og følelser, som de ønsker at snakke om,« fortæller rådgiveren, der fremhæver værdien af et lyttende nærvær.
»Jeg lytter rigtig meget, så de får sat ord på det, der fylder. En gang imellem prøver jeg måske at sige: Har du set det fra den side? En ting, som jeg synes, har været godt nogle gange, er at få dem til at forestille sig, at de er nogle år ældre og få dem til at se tilbage på den beslutning, som de er i gang med at træffe.«
Han spørger ofte ind til deres netværk.
»Jeg prøver at høre, om de har nogle i deres netværk, som de har tillid til, og som de kunne snakke med. Hvis de er åbne over for det, så har vi også nogle, som vi kan henvise dem til at snakke med. Vi fortæller også om Mødrehjælpen eller andre muligheder, hvis nogen har brug for støtte og praktisk hjælp,« forklarer Johannes Larsen.
Han får også opkald, der handler om helt konkrete spørgsmål.
»Jeg gør en del ud af at sige, at vi ikke er en del af det offentlige system, så når nogle ringer og spørger: ‘Hvad er en abort?’ – og det er der en del, som gør – vejleder jeg dem selvfølgelig og henviser dem til deres egen læge eller en gynækolog. Nogle gange er der kvinder, som rent konkret ringer og siger, at de er i gang med en abort, og nu bløder det meget. Hvad skal jeg gøre? Så henviser vi dem til vagtlægen.«
Andre søger vejledning om de åndelige aspekter.
»Nogle har også åndelige refleksioner omkring en abort, og her kan vi godt hjælpe dem videre til for eksempel en præst, hvis de vil det,« siger han.
Opkald fra mænd
Johannes Larsen er bevidst om, at hans køn kan have betydning for samtalerne, han har som rådgiver.
»Jeg tror, at det er en anden samtale, jeg får med nogle kvinder, end min kvindelige medrådgiver får. Så det er ikke sjældent, at jeg siger til en kvinde, at hvis der er noget, hun har brug for at snakke med en kvinde om, så kan hun ringe næste dag,« fortæller rådgiveren.
Men netop det, at der også er mandlige rådgivere, kan være en fordel. Mænd ringer også til linjen.
»Jeg tror, at mændene stod for omkring 20 procent af opkaldene, jeg fik sidste år.«
Nogle gange ringer mændene, fordi deres partner har bedt dem om det.
»Parret har haft en samtale, og nogle gange er det nemmere at ringe på andres vegne end på egne vegne,« siger Johannes Larsen.
Men det betyder ikke, at de ikke selv har noget på hjerte.
»For nogle tider tilbage var der en mand, der ringede, fordi hans kone havde det så skidt med den abort, hun fik foretaget for flere år siden. Han havde et stort ønske om at hjælpe hende videre,« fortæller rådgiveren, der også oplever, at forældre eller veninder ringer.
Kvinder i krise
De fleste, der ringer til Abortlinien, er kvinder, der er i tvivl om, hvorvidt de vil beholde barnet. Ofte er deres usikkerhed knyttet til deres relationer.
»Jeg tror, at en stor del af dem, der ringer om deres tvivl og bekymring, ringer, fordi de på en eller anden måde er i en krise i deres parforhold. Eller de er blevet gravide lidt hurtigere, end de havde regnet med. Eller de vil måske godt have et barn, men faderen skal ikke være far. Eller faderen vil gerne have et barn, men hun vil ikke,« siger Johannes Larsen.
Jeg synes, at det er gode formål, som Retten til Liv står for, men rådgivningslinjen er ikke der, hvor den offentlige kamp mod abort står
Hensynet til partneren eller forældrenes holdning betyder også rigtig meget for en kvindes beslutning.
»Det er jo de mennesker, vi har tættest på,« forklarer Johannes Larsen.
Men uanset om kvinden er i tvivl, eller om hun har gennemført en abort for nylig eller for flere år siden, er det ofte de samme følelser, der fylder.
»De oplever, at det har været langt sværere, end de troede, at gennemføre en abort. Og de føler sig alene med deres samvittighed og sorg over det barn, de ikke fik,« forklarer rådgiveren.
Spontan abort er sorgfuldt
Selvom de fleste, der ringer til Abortlinien, står midt i en svær beslutning eller bearbejder en tidligere provokeret abort, har Johannes Larsen også talt med enkelte kvinder, der har oplevet en spontan abort.
»For mig er det jo en lidt anden situation end de andre. Det er først og fremmest en erkendelse af, at hun er i sorg. Så det er en sorgsamtale, jeg har der,« forklarer han.
»Det er det faktisk også for mange af de andre. For kvinder er det et tab. Tabet bliver ikke mindre af, at jeg selv har besluttet. Men for dem, som ringer ind med en spontan abort, så er det en støtte- og sorgsamtale. Det handler om at hjælpe hende til at finde ud af, hvor hun kan gå hen med den sorg.«
Efter en sådan samtale kan tankerne godt nage.
»Bagefter kan jeg godt tænke: Fik vi vendt de ting, som virkelig betød noget? Og som kristen kan jeg tænke: Fik jeg hende nærmere Gud, hvis jeg fornemmer, at hun er kristen, eller fik jeg skubbet hende væk?«
Han er dog ikke i tvivl om betydningen af det arbejde, han og de andre rådgivere udfører.
»Det er jo meningsfulde samtaler, vi har. Nogle gange tænker jeg: ‘Hvis ikke hun havde snakket med mig, hvad var der så sket? Hvordan var det så gået? Når der ringer en kvinde ind, som er i tårer og er fortvivlet, så ved jeg ikke, hvor hun ellers skulle have henvendt sig,« fortæller Johannes Larsen.
