Dommerens ord »Thi kendes for ret« genlød gennem retssalen. Det var, som om der faldt en hammer med en tyngde, der for altid sidder indprentet i Kurt Henriksens sind. På anklagebænken i landsretten sad han som et menneske, der vidste, at hans livsværk var tabt: »Lige dér vidste jeg, at jeg var dømt,« erklærer han.
I dag, nogle år senere, sidder han som administrator på kontoret i missionshuset Bethesda i København. Ordlyden af domsafsigelsen bringer hans tanker hen på en anden dommer – den, hvis ord i påsken betyder alt for ham.
»Det er lyden af Guds stemme, der siger: 'Thi kendes for ret.' I stedet for at nævne min skyld, siger han, at jeg er frikendt,« siger Kurt og siger stille:
»Kender man ikke Jesus, så er det en anden dom, der venter. Og den dom er langt mere alvorlig end den, jeg fik.«
Mere optaget af penge end af Gud
Kurt havde ikke i sin vildeste fantasi troet, at han skulle ende i landsretten og blive dømt som en forbryder.
»Når man er ung, ved man ikke, hvilke svingninger ens liv tager. Det er måske derfor, det hele blev så voldsomt. Jeg forundres over, at man kan ende dér med den baggrund, jeg har,« fortæller han.
Kurt voksede op i Vallensbæk Missionshus, hvor hans forældre boede. Som ung kom han i IMU i Herlev. Efter sin uddannelse som elektronikmekaniker trådte Kurt ind i radiobranchen og senere i IT-branchen. I 1988 afsluttede han en cand. merc.-uddannelse.
Jeg havde det lidt ligesom Paulus, der skulle sparkes af hesten, før han blev omvendt
I 1991 tog han springet og startede sin egen IT-virksomhed, som udviklede unikke IT-løsningsmodeller til nogle af de største virksomheder i Danmark, blandt andet A.P. Møller og B&O.
Virksomheden blomstrede, og han var god for et tocifret millionbeløb. Han solgte en ejendom i Vallensbæk og købte en liebhaverejendom på Roskilde-egnen, med flere biler, pool, heste og båd og store udenomsarealer, som familien kunne boltre sig på. Men succesen havde sin pris, for Kurt arbejdede mellem 80 og 100 timer om ugen.
»Det gik hårdt ud over min familie, og det kunne mit ægteskab ikke holde til,« fortæller han med eftertænksomhed.
I takt med, at hans virksomhed voksede, gled han også væk fra sin kristne tro.
»I begyndelsen havde jeg tid til at sidde i bestyrelsen for Indre Mission i Vallensbæk, men langsomt prioriterede jeg mit arbejde højere og var mere optaget af at tjene penge end at bruge tid med Gud,« siger Kurt, der efterhånden holdt op med at komme i det lokale IM-fællesskab og i kirken.
»Der blev lukket helt af, og jeg tænker, at jeg blev en form for kulturkristen,« forklarer han.
Han blev varetægtsfængslet
Kurt besluttede at drosle lidt ned i firmaet. Han blev kontaktet af to sælgere, som ønskede at indgå i et freelance-samarbejde under hans ledelse. De virkede meget pålidelige, så Kurt besluttede sig for at indgå i et samarbejde med dem.
For en tid gik det virkelig godt for virksomheden, men en dag i 2008 blev han kontaktet af politiet. De bad ham om at komme hjem til gården, hvor de var i gang med en razzia. Det viste sig, at de to sælgere ikke havde rent mel i posen. De havde bedraget kunder for millioner. Som chef var det hans ansvar.
Senere medførte det, at hans virksomhed gik konkurs.
Jeg havde den kristne tro at holde mig til, og derfor tror jeg, at det var væsentligt nemmere for mig at være i fængsel end for folk, der ikke har nogen tro
Politiet tog alle relevante materialer med, og Kurt blev anholdt.
»Jeg sad i mange timers forhør, men stod helt uforstående for, hvad der var sket. Jeg kunne ikke se, at jeg havde lavet noget galt,« siger Kurt, der blev varetægtsfængslet.
»Jeg var i chok, men jeg trøstede mig med, at jeg ville blive løsladt næste dag, og så ville det være overstået.«
Men retsmødet næste dag endte med, at han blev varetægtsfængslet i fire uger, og han blev ført til Vestre Fængsel i København.
»Der brød min verden lidt sammen, og min hjerne lukkede ligesom ned, så jeg husker ikke meget fra den tid. Det eneste, jeg koncentrerede mig om, var at få noget at drikke,« fortæller han.
På grund af isolationen gik der flere dage, før han kunne få rent tøj og hygiejneting.
»Jeg følte mig meget ensom, for der gik et stykke tid, før jeg kunne få et brev fra min kone,« siger Kurt, der kort efter skilsmissen havde fundet sammen med en tidligere, kristen ungdomskæreste, Jette, og de var blevet gift.
Begyndelsen på et nyt liv
Efter nogle dage i Vestre Fængsel blev Kurt overført til Blegdamsvejens Fængsel, hvor forholdene var bedre. Oplevelsen i Vestre Fængsel var langt værre, end han havde forestillet sig.
»Min celle var uhumsk, og jeg skulle være på cellen i 23 timer i døgnet, og når jeg endelig fik lov til at komme ud på gårdtur, var det sammen med de hårde kriminelle. Når der opstod slåskampe, greb fængselsbetjentene ikke ind. Jeg gik hele tiden, for hvis jeg stod stille, risikerede jeg at få bank,« fortæller Kurt.
Overflytningen til Blegdamsvejens Fængsel var en lettelse, men han var frustreret over situationen. Han fik arbejde som vaskemand i fængslets vaskekælder, men uvisheden og chokket over hans situation tyngede meget. En dag, da han var alene i vaskekælderen, gik han på knæ og bad til Gud.
»Jeg tænkte, at måske havde han ikke helt opgivet mig alligevel. Det gav mig ro, og jeg følte, at der var en, der ville høre på mig. Måske kunne jeg alligevel også blive tilgivet,« siger Kurt, der oplevede, at Gud svarede ham.
Når man er ung, ved man ikke, hvilke svingninger ens liv tager. Det er måske derfor, det hele blev så voldsomt
Det øjeblik blev et vendepunkt, som han beskriver som sin redning.
»Jeg følte faktisk, at Jesus gav mig den tilgivelse, jeg havde brug for, og jeg fandt en fred, som blev begyndelsen på et fornyet liv med Jesus og en vej til, hvor jeg er i dag,« understreger han.
På bunden af samfundet
»Som indsat kan man ikke komme længere ned i samfundet. Mange er virkelig i knæ, og det var jeg også. Jeg havde det lidt ligesom Paulus, der skulle sparkes af hesten, før han blev omvendt. Jeg skulle ned i møget, og jeg skulle holdes dernede,« fortsætter Kurt stille.
Han tøver et øjeblik og fortæller om svære øjeblikke og oplevelsen af mennesker i fængslet, der ikke så ham i øjnene.
»Det betyder meget for mig, at Jesus ved, hvad det vil sige at føle sig sølle, som jeg følte mig. Han bar korset mod Golgata og blev pisket. I fængslet var der ingen, der så mig, men jeg oplevede, at det gjorde Jesus. Han gav mig min værdighed tilbage, « forklarer Kurt.
»Jeg havde den kristne tro at holde mig til, og derfor tror jeg, at det var væsentligt nemmere for mig at være i fængsel end for folk, der ikke har nogen tro.«
Bønnen kom til at betyde rigtig meget for ham i den svære tid.
»Den gav mig styrke til at holde ud både i tiden før fængslet, hvor jeg var i fogedretten mindst to gange om ugen, fordi folk ville vide, hvornår de fik deres penge, og senere under selve fængselsopholdet,« siger han.
Jesus frikendte mig
Kurts advokat vurderede, at han højst ville få en betinget dom på et halvt år. Men dommen i byretten lød på to års ubetinget fængsel. Dommen blev anket til landsretten, som skærpede dommen med et halvt år.
»Jeg forstod ikke, hvorfor straffen blev skærpet. Det gav ingen mening for mig. Jeg følte mig hjælpeløs og ensom, men jeg vidste, at Jesus var der. Han forstod min situation,« understreger Kurt.
Langsomt prioriterede jeg mit arbejde højere og var mere optaget af at tjene penge end at bruge tid med Gud
»Det vigtigste for mig var, at Jesus frikendte mig. Det betød mere end noget andet,« understreger han.
Langsomt begyndte noget at forandre sig indeni ham.
»Jeg begyndte at håbe, at Jesus ville hjælpe mig igennem denne tid og give mig fred. Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne eje en virksomhed igen. Jeg havde en gæld på flere millioner kroner, som jeg aldrig ville kunne betale. Men på en underlig måde gav det mig en tryghed, for det var ude af mine hænder, hvad der skulle ske i fremtiden,« siger Kurt.
»Det gik op for mig, at Gud havde en plan. Hvis han ikke havde bragt mig helt ned på bunden, ville jeg være kommet ud af fængslet og have forsøgt at genoptage min virksomhed.«
Trossnakke i Sønder Omme
Han blev indkaldt til at afsone sin straf i fængslet i Sønder Omme, hvor han begyndte sin afsoning den 3. juni 2013. Efter godt et halvt år blev han sendt hjem med fodlænke i januar 2014. Han gik med den et halvt år.
»På det tidspunkt var der allerede lavet aftaler om, at jeg kun skulle afsone halv tid, blandt andet på grund af god opførsel,« fortæller Kurt.
Sønder Omme er et åbent fængsel, der ligger på et stort gods med 1000 hektar jord, hvor der er kvægdrift og skovdrift. Og der er ikke noget pigtråd omkring arealet. Kurt arbejdede under sin afsoning først med vedligeholdelse af fjernsyn og pumpestationer som smed. Senere blev han chauffør og kørte de andre indsatte rundt til forskellige opgaver.
»Jeg var ude det meste af dagen og kørte rundt, og først om aftenen blev jeg låst inde. Det var faktisk ikke så slemt at sidde i fængsel,« siger Kurt, der også blev talsmand for de indsatte.
Om søndagen gik han i kirken og sang med i kirkens kor.
Han tænker tilbage på sin tid i Sønder Omme og mener, at det var meningen, at han skulle afsone netop der.
»Jeg har aldrig i mit liv følt mig så tæt på Jesus,« siger Kurt, der fik mange gode trossnakke med flere indsatte.
Flere af disse samtaler var med en rocker, som blev en ven.
En satanist som nabo
Dog var der en oplevelse, hvor Kurt følte sig ilde til mode.
»Der flyttede en satanist ind på den gang, jeg sad på. Det er nok den eneste gang, jeg har følt mig rigtig utilpas. Han boede lige overfor, og han havde hængt sådan nogle hønseben eller knogler op som et alter og satte uhyggelig filmmusik på. Det skabte en mærkelig stemning ude på gangen,« forklarer han.
En dag modtog Kurt et postkort med et kors på, som han satte op på sin dør. Efterfølgende gik han på knæ ved sin seng for at bede.
»Og så skete der noget fantastisk. Jeg fik besøg af en eller anden, og rummet blev ligesom lyst op. Der kom en duft af roser, som jeg aldrig havde oplevet før. Det var en fantastisk duft. Der blev fuldstændig roligt indeni mig. Jeg lukkede øjnene, for jeg kunne mærke lyset, men jeg turde ikke se op,« fortæller Kurt.
Hans tid i fængslet var hård for familien. Hans kone måtte tage ekstra arbejde for at få økonomien til at hænge sammen.
»Jettes støtte har betydet enormt meget, og det, at vi kunne bede sammen, har været utroligt vigtigt,« fortæller han.
De oplevede ikke, at de stod alene. Deres kristne netværk, især i Lindehøj Kirke, var en uvurderlig støtte, tilføjer han.
Administratorjobbet var et kald
Da han blev en fri mand i 2014, var han en overgang frivillig i Café Exit ved Apostelkirken i København, der er en café for tidligere indsatte.
Senere fik han et pedeljob på soldaterhjemmet i Høvelte, hvor han arbejdede i fem år. Men en dag faldt hans blik på en stillingsannonce i impuls. Københavns Indre Mission søgte en administrator til missionshuset Bethesda. Flere opfordrede ham til at søge jobbet, og tanken begyndte at vokse i ham.
»Jeg tænkte, at stillingen passede til mig med det, jeg kunne. Jeg oplevede det som et kald, så jeg søgte det,« fortæller han.
Jeg havde en gæld på flere millioner kroner, som jeg aldrig ville kunne betale. Men på en underlig måde gav det mig en tryghed, for det var ude af mine hænder
Bethesda havde altid haft en særlig plads i hans liv.
»Selvom jeg ikke har bevæget mig meget herinde i mange år, har det altid været et sted, som jeg har gode minder fra. Jeg husker som dreng søndagsmøderne, hvor der kom rigtig mange mennesker. Og så har jeg kendt mange mennesker herinde,« siger Kurt, der er 65 år og foreløbig har været administrator i fem år.
Han er taknemmelig for, at Bethesda nu er gældfrit og har en sund økonomi. Når der er brug for hjælp i huset, giver han en hånd med, hvad enten det gælder maling, madlavning til arrangementer eller andre opgaver. Man kan også hver sommer opleve ham i køkkenet på Fårevejle Bibelcamping.
Den bedste glæde
I dag lever Kurt med glæden som sin livsoverskrift.
»Jeg er taknemmelig, fordi jeg er kommet hjem til Gud igen. Jeg har fået evigt liv, og det er alt, hvad jeg behøver at eje,« understreger han.
Kurt husker tiden, hvor han var velhavende. Dengang havde han hurtige biler og mange materielle goder. Det var ting, der kunne give ham øjeblikkelig glæde.
»Men det var glæder, der var kortvarige, « understreger han.
I dag oplever Kurt en anden form for glæde.
»Den er jo helt anderledes, fordi det jo ikke er en glæde, som forsvinder. Den kommer fra Gud, og den giver mig tryghed og frihed. Selvom jeg er bundet af noget økonomi, så er jeg jo sat fri fra at spekulere over det,« forklarer Kurt.
Påsken betyder alt for ham.
»Den viser mig, at der også er håb for sådan en som mig. Jesus døde og opstod for mig, og han elsker mig som den, jeg er. Jeg er sat fri for at have de der skrupler med, om jeg nu er god nok. Min synd og skyld er betalt. Jeg er frikendt,« siger Kurt med et smil.
