Sidste år i marts havde Daniel Russell gået en hel weekend med sommerfugle i maven og ventet på det rette tidspunkt til at afsløre den hemmelighed, han havde båret på i mange år, for sine to bedste kammerater. Først et par timer inden de skulle afsted fra sommerhuset, fik han modet til at sige, at han var homoseksuel.
»Jeg var lidt primus motor for turen, for jeg ville gerne være sammen med dem og have det sjovt, men jeg havde også besluttet mig for, at de skulle være de første, jeg fortalte, at jeg var homoseksuel. Mine venner reagerede meget bedre, end jeg havde forventet. De var først chokeret, men reagerede så støttende, og den ene meget spørgende. De spurgte mig, hvorfor jeg ikke havde fortalt dem det i begyndelsen af weekenden, så vi havde haft god tid til at snakke om det. Det var virkelig rart at få den reaktion, for de var nysgerrige og ville gerne vide mere. Det gav mig frimodighed til at fortælle det ud i mit netværk,« fortæller Daniel Russell, der er 26 år og læser teologi på Menighedsfakultetet (MF) i Aarhus.
Bad Gud om forandring
Han var en stor dreng, da han opdagede, at han var tiltrukket af mænd.
»Da jeg blev teenager, begyndte seksualiteten naturligt at fylde mere, men det var hårdt, for det var noget, jeg holdt skjult. Jeg begyndte at overveje, hvordan jeg aktivt kunne udfolde min seksualitet. Det ændrede sig, da jeg som 15-årig begyndte at tro på Jesus. Jeg læste forskellige steder i Bibelen, som talte imod at udleve det, og jeg fornemmede i det kristne fællesskab, at homoseksuel praksis ikke kunne forenes med Bibelen, så jeg tog et skridt tilbage og prøvede at være mere afholdende,« forklarer Daniel, der trivedes i Strandby IMU.
Han brugte de næste to til tre år på at bede indtrængende til Gud om, at Gud ville ændre hans seksualitet.
»Jeg var meget ked af det i den periode, men så nåede jeg til en form for afklaring om, at det nok var Guds vilje, at det ikke skulle ændres. Så jeg måtte lære at leve med, at jeg var homoseksuel. Derefter skubbede jeg det lidt i baggrunden, og jeg besluttede mig for, at det ikke skulle fylde så meget i mit liv. Min nyfundne tro var det allervigtigste for mig,« siger Daniel.
»Men det var stadig udfordrende og svært at navigere i, for det var en del af min hverdag og mine relationer.«
Få løst det uforløste
Efter gymnasiet og nogle år som volontør i IMU i Nordjylland begyndte han på teologistudierne i 2021. Han indså, at han var nødt til at få sat sin seksuelle orientering på plads i livet.
»Det var hårdt at flytte hjemmefra, tage hul på voksenlivet og have noget så vigtigt, som jeg ikke kunne dele med mine nærmeste venner eller min familie. Det var en uforløst del af mit liv, som jeg var nødt til at forholde mig til. Hvis jeg vil være en god teolog eller præst, er det ikke nok, at jeg kan bruge mit hoved og mine evner, jeg skal også være et autentisk menneske. Hvordan kan jeg vejlede andre og have teologiske holdninger til homoseksualitet, hvis jeg selv går rundt og skjuler det?« siger Daniel, der tumlede med spørgsmålene, indtil han mødte Peter Nissen fra foreningen KNUS på MF.
KNUS står for Kristent Netværk omkring Udfordret Seksualitet.
»Jeg vidste ikke, at der var noget, som hed KNUS. Da jeg opdagede, at Peter Nissen havde en teologisk tilgang til det og selv havde det inde på livet, vidste jeg, at jeg kunne snakke med ham om mine følelser.«
Daniel havde også sjælesorgssamtaler med en præst.
»I forbindelse med alt dette har jeg i sjælesorgssammenhænge eller i det kristne fællesskab aldrig oplevet, at nogen har forsøgt at ændre mig eller min seksualitet. Jeg har kun haft positive oplevelser med dem, jeg har snakket med. Jeg har søgt personer, som jeg var teologisk enig med, og de har altid haft fokus på, hvem jeg er som person, og hvordan jeg kan leve med min kristne tro og min seksualitet,« forklarer Daniel.
Skammen definerer mig ikke
Han har erfaret, at sjælesorgssamtalerne har løftet en kæmpe byrde af hans skuldre.
»Jeg har tit og ofte følt mig anderledes og forkert på grund af mine følelser. Det skabte en tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet var god nok. Gennem samtalerne opdagede jeg, at jeg bar rundt på en følelse af skam. Det har gjort en enorm forskel for mig at få sat ord på skammen. Nu kan jeg sige til mig selv, at selvom jeg føler det her, så er det ikke nødvendigvis sandt. Skam er blot en negativ følelse, og den definerer ikke min værdi som menneske.«
Den finder han bestemt i Bibelen.
»Bibelens budskab om, at vi er elsket og værdifulde, har evner og nådegaver, gælder alle mennesker uanset deres seksuelle orientering. Vi er ønsket som alle andre,« fastslår Daniel.
Gennem teologistudierne har han fået en større indsigt i bibelsk seksualetik og baggrunden for Bibelens nej til homoseksuel praksis.
»Jeg læser Bibelen som en samlet helhed, hvorigennem Gud ønsker at kommunikere med os. Det betyder, at Bibelens ord har en betydning for os i livet. Det gælder også de steder, der taler imod homoseksuel praksis,« understreger han.
»Et gennemgående tema i Bibelen er, at vi som mennesker ikke har ret til noget som helst. Alt, hvad vi har, er givet til os af Gud – også seksualitet og civilstand. Når jeg læser bibelteksterne imod homoseksuel praksis bogstaveligt, så er de tydelige omkring, at samkønnet sex ikke er Guds vilje. Der må vi give Gud retten til at sætte rammerne.«
Se andre sider af seksualiteten
Daniel har de sidste par år overvejet, om det er muligt at se seksualiteten i et større perspektiv.
»Seksualiteten eksisterer, fordi vi ikke er skabt til at være alene. Derfor tror jeg ikke, at man kan koge det ned til, om man har samleje med nogen eller ej. Jeg prøver at finde ud af, om der er andre aspekter af seksualiteten, der kan udfoldes, mens man lever i cølibat. Jeg tænker for eksempel på det følelsesmæssige, forskellige fysiske udtryk og det nærvær, der opstår i relationer mellem mennesker,« forklarer Daniel, der oplever, at han her er i samme båd som andre kristne singler.
»De fleste kristne singler i min omgangskreds lever under de samme livsvilkår som jeg i forhold til at undgå sex, fordi det betragtes som noget, der hører til ægteskabet. Forskellen er, at de fleste af dem måske håber på at møde en partner snart eller aktivt prøver at finde nogen. Det kan jeg ikke gøre på samme måde. Det er sværere at være i min situation. Jeg mærker ensomheden og oplever de potentielle udfordringer i fremtiden på forskud, fordi det måske er mit kald at være alene resten af livet. Medmindre der sker et mirakel, og jeg falder for en kvinde. For Gud kan gøre alt, hvad han vil. Lige nu prøver jeg at finde et godt liv og en sund livsstil i det og overveje, hvordan Gud kan støtte mig og mine behov i øjeblikket.«
Det hårde ved tavsheden
Et afgørende skridt på vejen var, da han begyndte at fortælle sit netværk, at han var homoseksuel.
»Det har været virkelig godt at sige det. Det skyldes ikke bare de positive reaktioner, jeg har fået i IMU og på MF, men også den befrielse, det giver, at folk kan forholde sig til det. Det betyder for eksempel, at nogle kan finde på at lave en joke om det, ligesom man vil gøre med andre emner sammen med venner,« fortæller Daniel.
»Jeg er kommet mere i kontakt med mig selv, fordi jeg har åbnet op for, hvad der foregår inden i mig. Det gør, at jeg faktisk kan hvile mere i mig selv i mange situationer. Jeg har accepteret, at min homoseksualitet er en del af min identitet, men det er ikke alt, hvad jeg er. Der er mange andre ting, som definerer mig.«
Han husker, at han blev mødt af to typer af reaktioner, da han første gang fortalte det i IMU-fællesskabet.
»Jeg fik anerkendelse fra flere for det, jeg havde sagt, og de stillede spørgsmål, som var virkelig fedt. Der var også en del tavshed, lige efter at jeg havde fortalt det. Det var lidt hårdt, at så få reagerede. Det behøver ikke at betyde, at folk mente noget dårligt. Det kan have været berøringsangst eller usikkerhed om, hvad de skulle sige,« siger Daniel og siger eftertænksomt.
»Jo mindre folk reagerer, når jeg fortæller om min homoseksualitet, jo mere forkert føler jeg mig. Det får mig til at skamme mig over, hvem jeg er. Omvendt gør det en kæmpe forskel, når nogle tør reagere på det og stille spørgsmål. Det er ikke nødvendigt, at nogen spørger mig om alle de teologiske aspekter eller mine holdninger til forskellige emner. Jeg har mere brug for at blive spurgt om, hvordan jeg har det, hvilke kampe jeg står over for, og hvordan mine følelser er i forhold til det.«
Vi må fylde vores liv med noget andet
Daniel har det godt i det kristne fællesskab.
»Jeg oplever, at det kristne fællesskab er enormt støttende og rummeligt,« forklarer Daniel, der er begyndt at komme i Christianskirkens Unge, fordi han gerne vil have en større tilknytning til kirken.
Alligevel peger han på en udfordring, som han deler med andre singler i det kristne fællesskab.
»Man anerkender, at det er svært at være homoseksuel eller single, men der er et eller andet ved den måde, vi taler til hinanden på i vores fællesskaber, hvor det altid handler om, ‘når du nu finder …’ Der er ligesom en norm om, at alle bliver gift, får børn og hus. Det kan være en udfordring for mig, fordi det er vigtigt at anerkende, at når man afstår fra at have en partner eller seksuelle relationer, så skal der også være plads til at få opfyldt de behov på andre måder. Hvis det kristne fællesskab vil støtte os i at leve vores tro ud, er de nødt til at hjælpe os ved at tilbyde fællesskab, nærhed, intimitet og en familiær atmosfære,« understreger Daniel.
»Det er afgørende, at vi fylder vores liv med noget andet, hvis vi skal leve vores liv uden sex. Det er ikke noget, vi kan finde alene. Det kræver et møde med andre mennesker. Jeg ved fra mit eget liv, at når jeg er fyldt op af godt samvær med folk i det kristne fællesskab, så fylder det seksuelle begær mindre.«
Jeg vil hjælpe andre
Det er ikke så længe siden, at Daniel blev projektmedarbejder i KNUS.
»Det har haft en anden værdi, at jeg er begyndt at fortælle om min homoseksualitet. Det har åbnet op for, at jeg kan hjælpe andre, der står i samme situation. Jeg ved i hvert fald, at jeg i min ungdom manglede nogen at snakke med, nogen jeg kunne spejle mig i og støtte mig til,« fortæller Daniel.
