Naturen er ét af missionær Frank Fyhns åndehuller, så man kan ofte se ham benytte de mange stisystemer omkring Grindsted. Det gælder også en varm sensommerformiddag, hvor han på turen giver et indblik i den trosvandring, han selv har været på, siden han blev døbt i 1968.
Frank traver i et roligt tempo, mens han fortæller om en god opvækst med søndagsskole, sommerlejre og kirkegang. På et tidspunkt går han op ad nogle trapper for at komme ind på en ny sti.
Det er også et billede på det, han en sommer oplevede som teenager på Mørkholt Strand Camping.
»Spørgsmål, om jeg skulle vælge at tro på sandheden i kristendommen, fyldte meget i den tid, så jeg snakkede med en missionær. Den aften begyndte jeg at tro på Jesus,« siger Frank.
»Jeg har siden tænkt på, at mødet med mennesker på vores trosvej kan have stor indflydelse på, hvordan vi ser på Gud og på livet. Derfor er det vigtigt, at vi snakker om vores tro med andre mennesker. Vi kan bidrage med meget ind i hinandens liv, for vi oplever tingene forskelligt.«
Den samme erfaring har han gjort med ægtefællen Lene, som han blev gift med i 1990.
»Jeg hører til den spontane type, som snakker med alle, mens Lene er den rolige, som lige skal tænke over tingene. Det har åbnet mine øjne for, hvordan jeg møder det enkelte menneske,« siger Frank.
Brevet i 1991
Han følger stien, der drejer skarpt til højre. Denne kursændring skete også på Franks trosvej i 1991. Han havde forinden været på Børkop Højskole, hvor han sammen med nogle venner havde bedt om, at Gud må vise dem, hvordan de kan tjene ham.
Nu boede Lene og Frank i Virum, nord for København, hvor han arbejdede som bager.
»En dag lå der et brev i postkassen om tjeneste i Indre Mission. Vi tænkte, at nu sker det, vi har bedt om, så jeg var ikke vildt udfordret af det. Jeg gik ind i det med åben pande. ‘OK, Gud, her er jeg’. Samtidig spurgte jeg mig selv, om jeg kunne leve op til det,« fortæller Frank, der de første tre år var missionærmedhjælper i Brede.
Derefter fulgte nogle års tjeneste ved missionshuset Bethesda i København.
Lægerne på Rigshospitalet forsikrede os om, at de nok skulle få styr på sygdommen, og det gav mig så meget hvile, at jeg kunne lægge tingene i Guds hænder.
»I begyndelsen oplevede jeg det noget vildt, at jeg skulle arbejde ud fra Bethesda, som for mig stod som det store sted, men det gik fantastisk. I begyndelsen havde jeg det skidt med gademission på Strøget, for jeg er mere til husbesøg, men jeg endte med at blive glad for det, for vi fik mange fantastiske trossamtaler med mennesker.«
Midt i denne periode fik han et telefonopkald, som vendte op og ned på hans liv. Frank stopper et lidt mørkt, skyggefuldt sted og fortæller om forældrenes skilsmisse.
»Jeg blev rigtig ked af det, for jeg var pludselig blevet et skilsmissebarn. I en lang periode diskuterede jeg med Gud, og jeg bad om hans hjælp til, at de måtte finde sammen igen,« forklarer Frank.
»Jeg blev også meget udfordret på mine bibelske holdninger til skilsmisse, da jeg fik det så tæt ind på livet. Det har givet mig en respekt for, at vi ikke skal blive for hurtigt færdige med vores holdninger. Der er altid nuancer.«
Opsigelsen i 2004
I 1999 blev Frank ungdomskonsulent på Vestsjælland med bopæl i Jyderup.
»Jeg snakkede med Gud, om jeg skulle det her, for det var hårdt for os som småbørnsfamilie, at vi i begyndelsen ikke havde noget at bo i,« fortæller Frank, der efterhånden faldt til i de nye omgivelser og trivedes i arbejdet med teenlejre på Havnsølejren.
Missionæren holder en kaffepause, hvor han berører 2004, der blev et skelsættende år i hans trosvandring. En svær samtale førte ham i en helt ny retning, som gav et 13 år langt afbræk i tjenesten i Indre Mission.
»Jeg skulle have en samtale med ledelsen i Indre Mission om fremtiden, og jeg var åben for alt muligt. Alligevel blev jeg ramt, da jeg fik at vide, at der ikke var nogen stilling til mig, og at jeg blev sagt op. Jeg var bestemt ikke tilfreds med Gud i det øjeblik,« siger Frank.
Han havde nogen tid forinden læst et vers i Bibelen, hvor det står: »Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og håb« (Jer 29,11).
»Lige siden har jeg hvilet på det løfte i min trosvandring. Konkret betød det, at jeg efter opsigelsen fik talt ud med Gud. Jeg havde en tillid til, at Gud måtte have nogle andre planer for mig,« forklarer Frank, der fremhæver værdien af vennernes støtte i IM i Jyderup, og at han hurtigt fandt et nyt arbejde.
Datterens kræftsygdom i 2013
Frank er sådan indrettet, at han ikke er sur i lang tid ad gangen.
»Jeg var selvfølgelig vred, men jeg slog hurtigt en streg i sandet og tænkte, at jeg måtte videre. Indtil Lene og nogle venner opfordrede mig til at søge professionel hjælp, for jeg tumlede med tanker, jeg skulle have bearbejdet. Det betød også, at jeg mødtes med IM's ledelse endnu en gang for at sætte ord på nogle ting,« siger Frank, der igen begiver sig ud på stierne, der snor sig gennem landskabet.
»De følgende år zigzagger mit liv sig til højre og venstre. Jeg arbejdede med voksne og børn og endte med at tage en læreruddannelse med specialpædagogik som fokusområde.«
Jeg blev meget udfordret på mine bibelske holdninger til skilsmisse, da jeg fik det så tæt ind på livet. Det har givet mig en respekt for, at vi ikke skal blive for hurtigt færdige med vores holdninger.
Han bliver noget følelsesladet, da han fortæller om datterens kræftsygdom i 2013.
»Lægerne på Rigshospitalet forsikrede os om, at de nok skulle få styr på sygdommen, og det gav mig så meget hvile, at jeg kunne lægge tingene i Guds hænder og overlade det til ham,« fortæller Frank, der gjorde det samme, da Lene nogle år senere også blev syg af kræft. Han er taknemmelig over, at begge i dag er erklæret raske.
Jeg er blevet afhængig af Gud
I 2016 flyttede Lene og Frank til Grindsted, og året efter måtte han igen ændre kurs. Der var bud efter ham i Indre Mission Region Syd som missionær.
»Det var ikke svært for mig at sige ja, for jeg tror på, at det var Guds plan med mig. Jeg brændte efter igen at kunne bruge al min tid på at tale med mennesker om evangeliet og forkynde,« siger Frank, der ser tilbage på årene 2004-2017.
»Jeg oplever, at tingene har lagt sig til rette på en forunderlig måde, hvor jeg er blevet ledt skridt for skridt. Jeg har fået en masse inspiration, som jeg kan bruge i mit møde med mennesker i min tjeneste. Jeg har fået en respekt for frivillige, som bruger deres fritid på kirkeligt arbejde. Jeg har lært at se værdien af at vente på Gud og mennesker. Det har været en svær lektie, for tingene kan tit ikke gå hurtigt nok.«
Inden turen går hjemad, stopper missionæren og nyder udsigten over en sø.
»Det er tilliden til Gud og ikke tvivlen, der har præget min trosvandring. Jeg har lært at hvile i Guds hænder, og jeg har erfaret, hvor afhængig jeg er af hans hjælp, og hvor meget bønnen betyder.«
