Når man møder 38-årige Kirsten Ray Noermark, er det ikke lige til at se det. Derfor er der mange, der bliver overraskede, når de hører, at hun er diagnosticeret med en skizoaffektiv sindslidelse, hvilket er en blanding af bipolar og skizofreni.
Bipolar lidelse (tidligere kaldet manio- depressiv) gør, at hun kan rammes af manisk opstemthed og storhedstanker. Men efter manien kommer der ofte en depression. Det er dog ikke det bipolare men skizofrenien, der fylder mest for hende.
Når hun har det rigtig skidt, ser hun ting, der ikke er der. Det kan blandt andet være slanger, der kommer ud af væggene, eller blod der løber ned ad vinduerne, og siden efterskoletiden har hun hørt stemmer.
»Det, stemmerne siger, er utroligt banalt, men de er altid negative. De bekræfter ofte nogle af de tanker jeg har om mig selv i forhold til dårligt selvværd og selvtillid, « forklarer hun.
Tidligere har stemmerne været der hver dag, men i takt med at hun har fået mere ro på i hverdagen, oplever hun det nu et par gange om ugen.
Udover en masse mumlen, larm og skrig er der tre faste stemmer, som hun kan identificere. Den ene er en gammel mand, som hun har navngivet »Forfølgeren«.
»Jeg forestiller mig, at han har en kæmpe slange rundt om halsen, en lang cotton coat på og et langt hvidt skæg. Og så forfølger han mig. Så er der en dame, jeg kalder ‘Kommentatoren’, som kommenterer på alt, hvad jeg gør. Den sidste stemme forestiller jeg mig, er på min egen alder, og hun skal nok fortælle mig, at jeg ikke kan finde ud af det, jeg er i gang med. Så hende kalder jeg ‘Bitchen’,« siger Kirsten Ray Noermark med plads til et lille grin over navnet, der kan oversættes med »kællingen«.
Hjerte for andre
Kirsten Ray Noermark har siden 2016 været gift med Filip. De bor sammen i Sorring mellem Aarhus og Silkeborg, og de har omtrent samme diagnose. Og så er de begge kristne.
»Jeg er evigt taknemmelig for at have fundet Filip. Det betyder alt, at jeg har ham. Jeg har fundet en mand i mit liv, som forstår mig bedre, end andre nogensinde har gjort. Det har jeg haft brug for. Hvis jeg siger, at det kører lidt hurtigt oppe i mit hoved, så ved han godt, hvad det betyder.«
Gud sørger for, at hovedet vender opad og benene nedad
Hun fortæller, at de for det meste er gode til at holde hinanden oppe, når den ene har en svær periode. Og så er de opmærksomme på ikke at grave sig ned og have ondt af sig selv.
»Man kan nemt komme til at tænke, at man ikke kan bruges til noget, og at ingen får noget godt ud af at være sammen med én. Men Filip har lært mig at få hjerte for folk. For det er ikke altid kun os, der har det svært. Vi kan faktisk godt være omsorgspersoner for andre, og det betyder meget for os at få lov til det.«
Hun er taknemmelig for, at de har overskud nok til at være der for andre trods deres diagnoser. Og med årene har hun indset, at hendes sygdom også kan være en fordel i samtalen med andre.
»Der er ikke meget, der kan chokere mig, når jeg snakker med et andet menneske. Og netop det med at se mine oplevelser og erfaringer som en fordel og ikke som en ulempe gør, at jeg føler, at jeg har værdi som menneske.«
Skreg ad Gud i skoven
I perioder har Kirsten Ray Noermark kastet troen langt over skulderen. Samtidig har hun i dårlige perioder stået i skoven og råbt og skreget ad Gud.
»Hvorfor i alverden skal jeg udsættes for sådan nogle ting, og hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at leve livet, som jeg gerne vil? Så jeg fortalte mig selv, at Gud ikke findes. Men alligevel manglede jeg et eller andet i mit liv, og det gik op for mig, at jeg faktisk tror på Gud, for man kan jo ikke råbe og skrige ad én, man ikke tror på.«
Kirsten Ray Noermark har været meget hjulpet af et ord, hun fik i kirken, da der blev bedt for hende: »Gud forlader dig aldrig«.
»Det havde jeg brug for at høre, for det var ikke »Gud elsker dig«, eller »han bærer alle dine byrder«. Nej, han forlader dig ikke. Lige meget hvad jeg gør, siger, tror, eller synes, så siger Gud, at han ikke forlader mig. Det synes jeg, er kæmpestort,« fortæller hun.
Det er ikke altid kun os, der har det svært. Vi kan faktisk godt være omsorgspersoner ind i andres liv, og det betyder meget for os, at vi kan få lov til det
Hun har svært ved at finde mening i, at hun er blevet psykisk syg, men hun arbejder på at forstå, hvad der har ramt hende, og hvad hun kan gøre, for at det alligevel bliver til at leve med.
»Jeg tror, Gud hjælper mig. Han sørger for, at hovedet vender opad og benene nedad. Man snakker om det her lys for enden af tunnelen, og selvfølgelig skal man gå den vej. Men det er bare ikke altid, at man når hele vejen igennem tunnelen, og det er ikke altid, at det er en trøst at høre, at der er lys for enden. Men når jeg står inde i den her tunnel, ved jeg, at Gud sørger for, at den ikke falder sammen.«
Pause fra stemmerne
En dag for omtrent 10 år siden var Kirsten Ray Noermark blevet overtalt af nogle veninder til at tage med på en kristen påskelejr. Hun havde det meget dårligt den dag og hørte mange stemmer, så hun prøvede at overtale de andre til at tage hjem til Aarhus igen. Men en af veninderne foreslog, at de fik én til at bede for hende. Det havde hun overhovedet ikke lyst til, for hun var i en periode, hvor hun ikke havde noget til overs for Gud. Alligevel endte hun med at gå til forbøn.
Imens der blev bedt for hende, forsvandt stemmerne fuldstændigt, som når man skruer ned for en radio. Stemmerne var pludselig helt væk, og det fortsatte de med at være i to til tre måneder. Det er den længste periode, hun har oplevet at være fri for stemmer, siden hun begyndte at have symptomerne som teenager. Stemmerne kom tilbage igen efter nogle måneder, men hun fik lov til at opleve en tiltrængt pause.
»De var en både-og-oplevelse. Det viste Guds almægtighed og kærlighed, og det var en sindssyg oplevelse. Men da stemmerne kom tilbage, tænkte jeg også: Gud, hvorfor i alverden sørgede du ikke for at gøre jobbet færdigt? Den tanke gik jeg meget med, men jeg er taknemmelig for det, jeg har oplevet.«
Giv plads i fællesskabet
Selvom man har en svær psykisk lidelse, er det vigtigt at være en del af et fællesskab, mener Kirsten Ray Noermark. Hun fortæller, at man som fællesskab kan forsøge at indrette sig, så der også er plads til dem med psykisk sårbarhed.
For det første skal man ikke være berøringsangst. Hun understreger, at det selvfølgelig er meget individuelt, men personligt vil hun gerne, at folk stiller de spørgsmål, de har lyst til. Så skal hun nok sige til, hvis hun ikke har lyst til at svare på dem.
»Og så skal man bare behandle mig som alle andre. Vi har alle sammen et eller andet at slæbe på.«
Hun understreger, at man skal give plads i fællesskabet til nogen, der ikke nødvendigvis siger så meget.
»Jeg har en kammerat, som måske ikke siger så meget, men han observerer, og han nyder at være i selskab med andre. Hvis der dukker en op i fællesskabet, som er meget syg, skal man selvfølgelig anerkende, at vedkommende er der og lige sige ‘hej, og hvad du for en?’ Men man skal ikke føle, at man skal være på hele tiden. For det er godt bare at få lov til at være der og føle, at man er en del af et fællesskab.«
Og så skal man ikke være unødigt hensynsfuld.
»Nogle kan finde på at pakke mig ind i bobleplast og vat på én gang, fordi de tror, at der er så mange ting, som jeg ikke kan. Det er jo gjort i kærlighed, men det er bare misforstået kærlighed.«
Forbøn kan være en hvilepude
Generelt møder Kirsten Ray Noermark stor åbenhed, omsorg og forbøn, hvilket hun er taknemmelig for. Men nogle gange kan forbøn godt gå hen og blive en hvilepude for kristne, mener hun. Nogle mennesker er gode til at tilbyde at komme forbi med aftensmad eller gøre toilettet rent, når hun har det dårligt. Andre er hurtige til at sige, at de gerne vil bede for hende.
»Det er ikke fordi, jeg ikke vil modtage forbøn, men det kan nemt blive det, man gør, når man ikke lige ved, hvad man ellers skal gøre. Så kan man altid sige, at man beder for situationen. Men hvis du også kom og støvsugede, så ville jeg blive rigtig glad.«
Nogle kan finde på at pakke mig ind i bobleplast og vat på én gang, fordi de tror, at der er så mange ting, som jeg ikke kan. Det er jo gjort i kærlighed, men det er bare misforstået kærlighed
Hun oplever, at hendes ikke-kristne venner har været bedre til at hjælpe konkret end hendes kristne venner har. Hun gætter på, at det kan have noget at gøre med en berøringsangst, som kristne har.
Spørgsmål som »er der mening med lidelsen?«, og »er Gud kærlig, når der sker noget dårligt for én?«, fylder meget i kristne sammenhænge, oplever hun. Derfor kan kristne blive fristet til at holde problemerne på afstand for at undgå de svære spørgsmål. I andre sammenhænge er grundtanken mere, at sådan er livet, og så må man bare hjælpe hinanden.
Har lært at være åben
Det er sjældent, at mennesker med skizofreni magter at få en uddannelse, men Kirsten Ray Noermark kæmpede sig igennem både gymnasiet og en universitetsuddannelse i medievidenskab. Efter hun blev færdig på studiet i 2016 fik hun det skidt igen, hvilket medførte, at hun siden 2018 har været på førtidspension.
»Jeg har lært at leve med det i dag, men hvor ville jeg gerne ud og tjene mine egne penge, have kollegaer og udfordres fagligt. Så det har været rigtig hårdt at skulle indse, at det i hvert fald ikke er lige nu, det skal være.«
I 2019 begyndte hun at holde foredrag om sit liv og sin diagnose. Noget af det, hun lægger vægt på i sine foredrag, er, at man ikke skal putte psykisk syge i bokse.
»Bare fordi man har mødt ét menneske med en specifik diagnose, har man ikke mødt alle, og man kan ikke sige, at »så er du sådan og sådan«. Jeg får med mine foredrag lov til at vise, at sådan her kan et menneske med skizofreni også se ud.«
Kirsten Ray Noermark har ikke altid været så åben om sin sygdom som nu. Før i tiden gik hun meget alene med tankerne, men hendes mand har været med til at lære hende at være åben om det og ikke at være flov over sin situation.
»Jeg har fundet ud af, at jeg simpelthen ikke kan få mit liv til at fungere, hvis jeg skal sidde hjemme uden at kunne sige, hvordan jeg har det, og hvad jeg oplever. Jeg kan mærke, at jeg har fået det så meget bedre, efter jeg har fået lov til at begynde at snakke om det.«
