Evangelieteksten til 4. søndag efter påske er fra Joh 8,28-36.
Læs den online hos Bibelselskabet.
Jesus er ankommet til Jerusalem. Han har forladt sin hjemegn i Galilæa, hvor han har undervist og helbredt. Her har han tiltrukket en stor skare, der har fulgtes med ham. Men han har også skærpet tonen i sin undervisning. Fortalt dem råt for usødet, hvad der kræves af dem: »Jeg er livets brød – det levende brød, der er kommet ned fra himlen. Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer« (Joh 6,48ff). Og det ender med at skabe konflikt. »Det kan du da ikke mene, Jesus!?« Og det ender med at skabe så meget splid, at alle, undtagen de tolv disciple, ender med at vende rundt på hælene og gå. Alle ender de med at forlade Jesus. De kunne ikke rumme det!
Nu er han kommet til Jerusalem, og han er dårligt nok ankommet til byen, før han bliver overfaldet med dilemmaer, spørgsmål, fælder, desperate og vildfarne mennesker. Først i kapitlet er der kvinden, som er blevet grebet i ægteskabsbrud. Hun er blevet ført frem for Jesus af de skriftkloge og farisæerne.
Hvad vil han sige til sådan en som hende? Kan de fange ham i at bryde loven? Men i stedet for at føje dem, gør han dem komplet til skamme ved ganske simpelt at gøre dem opmærksom på deres egne hjerter og deres egne synder.
Hvorfor i alverden kan de komme i tanker om at sige, at de ikke har behov for at blive sat fri? Det er hovedrystende tragisk
Jesus og jøderne
Derefter begynder han at tale med en gruppe jøder. De er blevet interesseret og vil gerne høre mere, og nogle af dem ender også med at komme til tro på ham. Jesus fortæller dem, at han er verdens lys. Dejligt at høre, for verden kan godt have behov for lys. Jesus fortæller dem, at han er udsendt fra faderen, fra Gud. Også dejligt, for verden har brug for, at Gud sender noget til verden. Men de forstår det ikke – ikke rigtigt. De forstår ikke, at Jesus vil længere ind hos dem.
Indtil han begynder at tale til dem om frihed. At de har behov for, at der kommer en til dem for at sætte dem fri. Da bliver det for meget! »Hov, hov … vi er skam frie, Jesus! Vi har aldrig været slaver for nogen!«
To slags mennesker
Der er to slags mennesker, der får et møde med Jesus her i kapitel 8. Der er kvinden, der er grebet i ægteskabsbrud, og så er der de jøder, Jesus taler med i søndagens tekst.
Kvinden, der bliver stillet for Jesus, ved, at hun har gjort noget, der er forkert. Hun ved godt, at hun er taget på fersk gerning! Hun står med ryggen mod muren. Hun ved godt, hvad straffen er! Hun forventer dommen! Men hun modtager en frifindelse. Guds sandhed kommer overraskende til hende og sætter hende fri! »Heller ikke jeg fordømmer dig! Gå og synd fra nu af ikke mere!«
Jøderne, Jesus taler med, er helt anderledes. De har også brug for at blive mødt af Guds sandhed, men de fanger slet ikke pointen – de misforstår hele kernen i det, som Jesus prøver at fortælle dem. Det er først, da han rammer dem på deres dybeste selvforståelse: At de også har behov for at blive sat fri! Det er først dér, de spidser ører. De vil ikke finde sig i den frifindelse, Jesus kommer med. For deres selvforståelse er netop, at de ikke har behov for at blive sat fri. Og det på trods af, at netop det at blive sat fri er en kæmpemæssig del af deres historie.
Israel har jo siddet som slaver i adskillige hundrede år af deres tilværelse som nation. Først i Egypten, så i Babylon – de er endda besat af Romerriget, idet de står og fører denne samtale med Jesus. Det ligger i hele deres identitet som folk, at de er befriet, så hvorfor i alverden kan de komme i tanker om at sige, at de ikke har behov for at blive sat fri? Det er hovedrystende tragisk!
Råt for usødet
Men det er det lumske ved synden! Den løber om hjørner med os! Om vi bliver afsløret i vores synd og taget på sengen, som kvinden bliver det bogstaveligt talt, eller om vi er fanget i et selvbedrag – i vores forestilling om, at vi i hvert fald heller ikke har behov for at blive sat fri – så kommer sandheden, Guds sandhed, lige fuldt ud til os og giver os det råt for usødet: »Du har desperat behov for at blive sat fri!« Du trænger til at blive befriet fra dig selv, fra din synd, dine egne forestillinger om, hvad der er bedst for dig!
Vi jagter efter sandheden og friheden alle mulige vegne, men overser ofte ham, der kommer og siger: »Jeg er sandheden! Den eneste sandhed! Og kun jeg kan sætte dig fri! Rigtigt fri! Jeg blev ophøjet, ikke på en trone, men på et kors, for at sætte dig fri!«
Hvilken type er du lige nu? Trænger du, som kvinden, til at blive befriet af Jesus, eller trænger du, som jøderne, Jesus taler med, til at få en påmindelse om, at du faktisk trænger til at blive befriet?
Uanset hvilken type du er: Bed Gud om at komme til dig med sin sandhed. Det er kun ham, der kan sætte dig virkeligt fri!
