Her er støj og sorte fingre tilladt

Alle mænd er velkomne i Mikael Hvergels værksted i Vestjylland. Her bliver der svejset og talt om liv og tro over kaffen

Mikael Hvergel deler gerne ud af sin viden og sit værksted til andre.

Kvinder har ingen adgang. Det er den eneste præmis, når Mikael Hvergel holder åbent værksted for mænd i Hanning lidt uden for Skjern. Derfor er det en stor ære, at Mikael – efter samråd med nogle af de andre mænd – gør en særlig undtagelse og inviterer indenfor i den tidligere grisestald, der er omdannet til et stort og lyst værksted.

Der er alt, hvad en mand kan drømme om af maskiner og værktøj, så der er ikke den ting, som ikke kan lade sig gøre. Det gælder alt lige fra træskærerarbejde til svejse- og boreopgaver og reparation af biler og andre maskiner. Der er snildt plads til, at otte mand kan være i gang på samme tid med forskellige opgaver.

Den første tirsdag i maj rumsterer tre mænd i værkstedet. Peter Fredgaard fra Aulum har kørt sin trailer ind i værkstedet og er i gang med at fikse parkeringslyset. Thomas Bøndergaard fra Astrup er i gang med at lave en ny, specialdesignet pandekagemaskine, som måske kommer i brug på Familiecamping 2 på Mørkholt Strand Camping. Mikael assisterer Thomas med forskellige svejseopgaver.

Det er tydeligt, at de hygger sig med hinanden og deres projekter. Humøret er højt, og de får sig nogle ekstra grin, fordi aftenens kvindelige gæst absolut intet ved om maskiner og elektronik.

Vi hjælper hinanden

Peter har været fast inventar i det åbne værksted, siden det slog dørene op for lidt over et år siden.

»Det er fedt, at Mikael vil låne ud af både viden og værksted. Jeg kan altid få hjælp af ham til at få lavet ting, hvis jeg har brug for det. Ofte hjælper vi hinanden med at få ideer til, hvordan man løser et problem eller laver en ting. Det er en fordel, at vi har forskellige kompetencer, som vi kan bruge,« fortæller Peter, der er imponeret af Mikael.

»Der er ikke den ting, han ikke har, og han ved lige, hvor det er.«

Peter har en stor, gammel sav stående i værkstedet. Det er et fremtidigt renoveringsprojekt.

»Det bliver sjovt, om vi kan få den til at fungere,« siger han.

Peter fremhæver den gode atmosfære i værkstedet. »Engang tog han en kollega med, som var bekendt med Peters kristne ståsted.

»Jeg havde sagt til ham på forhånd, at vi snakker pænt til hinanden på værkstedet.«

Glad for at kunne koble af

Thomas er ingeniør og er på samme arbejdsplads som Mikael i Tarm.

»Jeg er glad for at komme her og koble lidt af og få sorte fingre,« siger Thomas, der er far til fire. Dog er han ikke helt så snavset, som han plejer.

»Jeg vidste, at du skulle komme, så jeg har ladet mine beskidte overalls blive hjemme. Min kone syntes også, at jeg skulle have min pæne jakke på,« siger han og ler højt.

Han er lige i sit es, da han giver en særdeles detaljeret beskrivelse af den pandekagemaskine, han er ved at lave.

»Jeg er fascineret af processen med at designe en ting og finde ud, hvordan man får det til at fungere i praksis. Så er det sjovt at se, hvordan folk reagerer, når de ser maskinen. Jeg vil give dem et smil på læben,« fortæller Thomas, der nævner, at han sammen med nogle andre lavede et boblebad i en folkevognsboble. Gennem årene har mange fået glæde af det på forskellige bibelcampings.

Til fastelavn lavede Thomas og Mikael en coronavenlig maskine, så man kunne slå katten af tønden, mens man sad i bilen. Den nød de godt af i Skjern Bykirke.

Der manglede et værksted for mænd

Der er flere årsager til, at Mikael Hvergel har taget initiativ til værkstedgruppen.

»Jeg har søn, som er autist. I mange år har det handlet meget om ham, og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at sparke dæk med nogle mænd uden at blive forstyrret af kone og børn. Jeg aftalte med min kone, at hver tirsdag efter aftensmad havde jeg fri, og hun skulle ikke regne med at se mig resten af dagen,« fortæller Mikael, der er uddannet smed. Mikael og hans familie kommer i Indre Mission i Skjern og i Skjern Bykirke.

»Jeg tænkte, at der manglede et åndehul til mænd. Noget, som foregår på vores præmisser, hvor man ikke behøver at være nyvasket, og hvor man gerne må støje. Jeg har et værksted og værktøj, som jeg gerne vil dele med andre, som ikke har de samme muligheder.«

Han nyder at bruge sine evner i værkstedet.

»Da jeg gik på Børkop Højskole i 1996, opdagede jeg, at jeg er kreativ og er god til at komme på ideer og finde ud af, hvordan opgaver kan løses i praksis,« forklarer Mikael, der er specialist i stål og træ og ved siden af arbejdet i Tarm har egen virksomhed, Mikaels Stål & Design.

Han er glad for, at værkstedsgruppen er kommet op at stå.

»Jeg synes, at det giver så meget mening. Der er en glæde ved at dele mit værksted og mine evner med andre. Vi får tit nogle gode snakke,« fortæller Mikael. Han har insisteret på, at der er en pause, hvor de drikker kaffe sammen.

»Når vi arbejder ved maskinerne, snakker vi om, hvordan vi skal løse en opgave. Når vi drikker kaffe, får vi en snak om mere personlige ting,« siger han.

Mikael glæder sig over, at der kommer mænd fra forskellige miljøer.

»Alle mænd er velkomne, også hvis man bare har lyst til at drikke en kop kaffe,« forklarer han.

Hold dig opdateret med vores aktiviteter og nyheder fra Indre Mission

Vi sender vores nyhedsmailen hver anden torsdag med nyheder fra landsarbejdet og inspiration fra de lokale fællesskaber. Du får også en oversigt over kommende begivenheder og smagsprøver på magasinet impuls.
.
Seneste artikler
Jeg tæller ned til at vi skal mødes i familienetværket
Familienetværket i Lindehøj Sogn tilbyder et fristed for Nadia og hendes datter. Gennem samvær og støtte oplever de glæde og mening i en ellers…
Finn blev mønsterbryder og missionær
Efter 44 år som missionær i Indre Mission er Finn Najbjerg gået på pension. Det har været et holdepunkt for ham, at Gud er trofast. …
Den aften mødte jeg min himmelske far
Som 17-årig fandt Inger Nørgaard den tryghed og kærlighed, hun havde længtes efter, i et møde med Gud. Troen gav hende ro og styrke i de kommende år,…

Annoncer