Der hænger stadig store billeder af Marianne Dalsgaards varmt smilende ægtefælle i hendes hjem. Sådan vil hun gerne huske ham. Og ikke som det sidste syn, der stadig kan snige sig frem: Den morgen for tre år siden, hvor hun fandt ham livløs på køkkengulvet. Dagen før havde de fejret påske sammen.
»Det var et chok,« siger Marianne Dalsgaard lige ud. Hun er 69 år og bor i Pårup i Midtjylland.
»Den første tid føltes det uvirkeligt. Som om jeg var inde i en osteklokke. Mit eget liv stod stille, mens verden udenfor bare fortsatte.«
Ved siden af sidder 61-årige Liselotte Mejlvang fra Ikast. For 11 år siden mistede hun sin mand efter et længere kræftforløb. Hun nikker, for hun genkender det, Marianne Dalsgaard sætter ord på.
»Oplevelsen af, at alt foregår uden for én selv. Alt bliver ligegyldigt, for jeg har mistet mit fodfæste, min støtte og min bedste ven og livsledsager,« fortæller hun.
Det første år
For begge kvinder blev jobbet et holdepunkt i de første uger. Et sted, hvor noget stadig var, som det plejede at være.
»Jeg havde brug for nogle timer om dagen, hvor noget føltes normalt. Alt andet var jo ikke normalt længere,« siger Marianne Dalsgaard.
»Det eneste sted, hvor alt var, som det plejede,« supplerer Liselotte Mejlvang.
Midt i det kaotiske mærkede de hurtigt i de små ting i hverdagen, hvad det vil sige at mangle en ægtefælle.
»Når jeg ser tilbage på det første år, gik det med at finde ud af helt konkrete og praktiske ting, som hvem der sætter juletræet i foden, hvem der skærer flæskestegen ud, og hvordan jeg starter plæneklipperen, « forklarer hun.
»Det lyder så simpelt. Men hver gang jeg stod i en ny situation, som jeg ikke før havde klaret alene, følte jeg, at jeg blev revet itu, flået i stykker, og der kom endnu mere salt i et krater.«
Der er en første gang i så mange ting. Den første jul. Første fødselsdag. Første gang familien samles uden den, der mangler.
»Det første år bruger man enormt meget energi på at finde en måde at være i det på,« forklarer Marianne Dalsgaard.
Fra vi til jeg
For Liselotte Mejlvang blev det første år en tid, hvor hun forsøgte at skabe en ny ramme om et liv, hvor alt er forandret.
»Jeg havde ikke overskuddet til det. Men jeg skulle for mine børns skyld finde kræfter, der ikke var der,« siger hun.
Marianne Dalsgaard har mistet to ægtemænd. Hun mistede sin første mand for 25 år siden og stod dengang i en situation, der på mange måder lignede Liselottes med hjemmeboende børn og et familieliv, der skulle holdes sammen midt i sorgen.
»Man taler tit om det første år, som om det er det sværeste. Det første år opfinder man en ny ramme, men det betyder ikke, at det så er overstået. Savnet og det at lære at leve alene tager meget længere tid,« siger hun.
»Det tager lang tid at gå fra et ‘vi’ til et ‘jeg’. Når man bliver alene, skal man definere alting selv.«
Begge forsøgte de at udfylde den plads, deres ægtefælle havde haft.
»Jeg har i flere år siddet på stadion og set FCK mod Brøndby, indtil jeg syntes, børnene blev gamle nok til selv at tage af sted. Jeg kan godt lide sport, men jeg går ikke så meget op i det, som deres far gjorde, og jeg måtte erkende, at jeg aldrig helt kunne erstatte det,« fortæller Marianne Dalsgaard.
Både far og mor
Hun beskriver en følelse af utilstrækkelighed midt i bestræbelserne på at få hverdagen til at hænge sammen.
»Jeg følte mig magtesløs. Jeg kæmpede virkelig for at gøre alt, hvad jeg kunne, for at de fik gode hverdage, men jeg syntes ikke altid, jeg slog til,« siger hun.
Den erkendelse genkender Liselotte Mejlvang. »Jeg forsøgte at være i min mands sted i alt det, han havde været i forhold til vores børn. Jeg forsøgte både at være far og mor, indtil jeg fandt ud af, at det kunne jeg ikke. Jeg skulle egentlig bare være mor. Det er en lang proces,« forklarer hun.
For Marianne Dalsgaard blev tabet af hendes anden ægtemand ikke kun en ny sorg, men også en genklang af den gamle. Minder og følelser fra første gang, hun mistede, vendte tilbage.
»Den første sorg bliver aktiveret igen. Jeg vidste jo, hvor hårdt det ville blive, og hvor lang tid det ville tage. Det var ulempen. Men fordelen var, at jeg vidste, at jeg havde overlevet før,« siger hun.
Det vigtigste mangler
Marianne Dalsgaard nævner ensomheden i sorgen.
»Der er en tunge smerte over at have mistet et menneske, man elskede, og den ensomhed, der følger med,« forklarer hun.
Den ensomhed genkender Liselotte Mejlvang.
»Jeg sagde i lang tid: Jeg er ikke ensom, men jeg føler mig alene. Jeg har så meget i mit liv, men det vigtigste mangler. Og dér er jeg alene,« fortæller hun.
I begyndelsen gik hun forbi gravstedet hver dag.
»Jeg havde sådan en trang til det. Det lindrede uden egentlig at lindre. - Så blev det hver anden dag. Nu er jeg der måske en gang om ugen, hvor jeg mindes det, vi har mistet,« siger hun.
Den samme bevægelse gælder højtider og traditioner.
»Livet er gået videre for os uden at det, vi har mistet, er væk,« forklarer Liselotte Mejlvang.
Glæden er ikke længere den samme
For Marianne Dalsgaard er udviklingen i sorgen genkendelig.
»I starten gjorde det fysisk ondt. Nu er det mere en tristhed og et vemod. Jeg savner stadig og kan græde over det, jeg har mistet. Men jeg kan også glæde mig igen. Livet fylder mere rundt om sorgen,« understreger hun.
»Jeg tror ikke, sorgen ændrer sig så meget. Jeg tror, det er mig, der har forandret mig,« tilføjer Liselotte Mejlvang.
»Jeg har så meget at være taknemmelig for. Men der er én, der mangler. Og det tror jeg, han vil blive ved med at gøre resten af mit liv. Det er, som om glæden ikke er helt den samme længere.«
Begge genkender den følelse af alvor, der er kommet i deres liv.
»Jeg tror, jeg er blevet mere alvorlig,« siger fortæller Liselotte Mejlvang.
»Der er kommet en anden alvor og eftertænksomhed. Men også en evne til at forstå andre menneskers smerte på en måde, jeg ikke kunne før,« tilføjer Marianne Dalsgaard.
Gud i sorgen
Langsomt er livet vendt tilbage ikke som før, men i en ny form.
»Stille og roligt er jeg kommet ind i mit eget liv igen,« siger Liselotte Mejlvang.
For hende har den kristne tro været et holdepunkt gennem sorgen.
»Det, at kunne snakke med Gud, gav en ubeskrivelig ro, selvom jeg var bange og helt ødelagt,« siger hun.
Marianne Dalsgaard tilføjer: »Jeg oplever også, at min tro giver mig retning. Jeg er begyndt at spørge: Gud, hvad vil du bruge mig til? Det giver mening for mig, at jeg stadig er her. At vi er sat her for at være der for hinanden. Det gør, at jeg kan rejse mig hver morgen.«
Vreden har ingen af dem vendt mod Gud.
»Jeg har tænkt: Hvad skulle jeg gøre uden Gud? Jeg har mærket hans omsorg gennem bønnen,« forklarer Liselotte Mejlvang.
»Jeg har ikke været vred men jeg har råbt til Gud, når han føltes væk. Jeg oplever, at jeg er kommet igennem det på grund af min tro,« supplerer hun.
Alligevel var der en periode, hvor selv troen på Jesus var svær at få fat i.
»Lige efter min mands død var jeg i chok. I nogle uger kunne jeg ingenting. Jeg kunne ikke engang bede. Så kom jeg til at tænke på fortællingen om fodspor i sandet. At dér, hvor der kun er ét sæt fodspor, er det Gud, der bærer én,« forklarer Marianne Dalsgaard.
Hun oplevede, at hjælpen kom gennem andre mennesker.
»Jeg var omgivet af mennesker, der bar mig. Det var Guds hænder på jorden.«
Netværket betyder meget
Begge har oplevet stor omsorg fra familie og venner i tiden efter deres tab. Men de fremhæver også et andet fællesskab, som er kommet til senere. For et par år siden blev de en del af et landsdækkende tilbud under Indre Missions familiearbejde: Netværk for ægtefæller efter død.
Her mødes mennesker, der står i samme livssituation. Der er to årlige temadage, og derudover mødes man i mindre grupper opdelt efter alder. Liselotte Mejlvang er med i en gruppe for 50-65-årige, mens Marianne Dalsgaard er med gruppe for dem, der er lidt ældre.
»Jeg er sammen med andre, som ved, hvad jeg taler om. Jeg behøver ikke forklare mig. Det gør, at jeg føler mig genkendt i mine følelser,« forklarer Liselotte Mejlvang.
I Marianne Dalsgaards gruppe tager de også på ture sammen.
»Nogle gange mangler jeg at have nogen at gøre ting sammen med,« siger Marianne Dalsgaard, der fremhæver:
»For mig har det været med til at højne min livskvalitet, at jeg er kommet med i netværket.«
For Liselotte Mejlvang er fællesskabet blevet et vigtigt holdepunkt.
»Det er et åndehul. Vi mødes en gang om måneden, og vi kører gerne langt for at være sammen.«
Her føler jeg mig ikke forkert
I marts deltog Marianne Dalsgaard og Liselotte Mejlvang sammen med en større gruppe i en temadag arrangeret af netværket. Her holdt lærer på Børkop Højskole Helene Svinth Mathiassen et oplæg om sorg og håb. Undervejs blev der talt livligt ved bordene, og spørgsmålene til oplægsholderen var mange.
Begge kvinder havde gjort sig tanker på forhånd.
»Min forventning var at være sammen med nogen i samme livssituation som mig. Men også at få nye perspektiver på sorg,« forklarer Liselotte Mejlvang.
For Marianne Dalsgaard var dagen præget af noget aktuelt.
»Jeg glædede mig, men det var også blandet, for jeg har lige mistet en rigtig god veninde,« fortæller hun.
»Så det var at træde ind i et rum, hvor man blev rummet og forstået. Det var meget behageligt.«
Især tre spørgsmål fra oplægget satte sig hos Liselotte Mejlvang.
»Hvorfor mig? Elsker du mig, Gud? Og hvad vil du med mig nu? Det sidste spørgsmål stiller jeg stadig mig selv efter 11 år.«
Samtidig oplevede hun, at noget faldt på plads.
»Det med at skelne mellem sorg og savn, der er jeg blevet klogere.«
Marianne Dalsgaard fremhæver fællesskabet.
»Jeg er overrasket over, hvor meget samtale der var på tværs af bordene,« siger hun.
Den oplevelse delte Liselotte Mejlvang.
»Der er en åbenhed, hvor intet er forbudt. Jeg blev mødt med genkendelse og følte mig ikke forkert.«
»Mange forventer jo, at når der er gået nogle år, fungerer det hele igen, og det gør det også, men sorgen lever stadig ved siden af,« siger Marianne Dalsgaard.
