Det var lidt tilfældigt, at Karl Gustav Gjørup-Olesen blev volontør i Internationalt Kristent Center (IKC) i København.
»Jeg gik på Børkop Højskole, og vi var på besøg på Indre Missions Hus i Fredericia. Der forklarede de lidt om, hvad IM står for, og de snakkede om det tværkulturelle arbejde. Jeg kendte ikke noget til IM's tværkulturelle arbejde før, men jeg syntes, det var interessant,« fortæller han.
Han snakkede lidt med medarbejdere fra Indre Missions Hus og tænkte ikke videre over det, efter han forlod matriklen. En af medarbejderne var Daniel Præstholm, som er landsleder i IMU. De kendte kun hinanden fra denne samtale, men en dag tikkede en besked ind hos Karl Gustav.
»Daniel Præstholm havde skrevet til mig og sagt: 'Der er et stillingsopslag fra Københavns IKC. Det kunne være, at du var interesseret?' Det var perfekt, for jeg havde ikke rigtig noget at lave.«
Jeg har ikke fortrudt
Karl Gustav har tidligere været volontør på soldaterhjemmet i Slagelse, så selve volontørrollen var ikke ny for ham.
»Jeg lærte at tale med folk og møde folk, der hvor de var. Det synes jeg også, man gør her. Derfor er jeg virkelig glad for det her arbejde,« siger han.
Han besluttede sig for jobbet efter et besøg på IKC og en efterfølgende samtale.
»Jeg havde ikke rigtig nogen vennegrupper i København. Men jeg har ikke fortrudt det. Arbejdet er fedt. Og man lærer hurtigt folk at kende – hurtigere end jeg lige regnede med.«
Jeg betyder noget
Der er gratis undervisning på IKC, og det lokker folk til, men de bliver også hængende til andre aktiviteter.
»Vi hjælper også deltagerne med at få et socialt netværk. Hvis man er fremmed i Danmark, ikke kan sproget og måske ikke har så mange personer at komme til – så kan man komme her. Det motiverer mig også. Og det, at man kan se på folk, at man betyder noget for dem. Det er kanonvigtigt,« understreger Karl Gustav og fortsætter:
»Vi har en sprogcafé, der hedder Café Luther. Der var et tidspunkt, hvor jeg skulle til møde og ikke kunne være der. Og de spurgte mig: 'Hey, hvor var du henne? Vi manglede dig'.«
Det gjorde indtryk på Karl Gustav.
»Wow. Jeg betyder rent faktisk noget. Det gør en forskel. Det motiverer mig meget.«
Han lærer også meget nyt om andres kulturer.
»Vi har jo folk fra hele verden her. Man får en masse gode snakke, både om, hvor de kommer fra og så videre og om, hvordan det var at flytte hertil.«
Også forholdet til Jesus er der mange varianter af, da der kommer folk fra mange kirkeretninger.
»Der er vidt forskellige holdninger til ham. Det er super interessant at høre de forskellige tilgange til det og kunne snakke med folk om det. Folk er meget åbne og taknemmelige,« fortæller Karl Gustav.
Meget udviklende
Som volontør har Karl Gustav været med i undervisningen i IKC. Men der foregår også andet.
»Der er også fredagsture, hvor jeg er med til at arrangere udflugter. I fredags ringede jeg til præsten i Christianiakirken og spurgte, om han ville lave en rundvisning på engelsk i Christiania med nogle af vores elever. Det sagde han venligt ja til. Og så var vi cirka 25 dernede, hyggede, gik rundt og kiggede og fik en masse viden.«
Sport er også en af aktiviteterne, som foregår i IKC's tilholdssted – missionshuset Bethesda.
»Om onsdagen har vi typisk badminton inde i billedsalen, som jeg også er med til at gøre klar. Og så er der selvfølgelig alle ad hoc-opgaverne. Sidst har det været at reklamere lidt for IKC, fordi vi søger nye volontører. Men det handler meget om, hvad man gerne selv vil, og hvilke evner man har.«
Da han får mulighed for at sætte ord på, hvad han får ud af at være volontør, nævner han ordet taknemmelighed.
»Det er jo et stort ord, som måske kan være lidt abstrakt. Men jeg føler mig meget glad for at være her. Særligt i forhold til eleverne og i forhold til, at der er mange forskellige kulturer og syn på forskellige ting. Det udvider min horisont, så jeg får dannet en holdning til, hvad jeg egentlig selv mener. Det er meget udviklende.«
Men også det kollegiale er helt særligt for ham. Han har tidligere arbejdet på et lager, hvor han ikke havde noget med andre kollegaer at gøre. På IKC er det anderledes.
»Vi har ugemøder, hvor vi også spørger ind til hinanden rent personligt. Vi holder bederunder og har en bønnekasse. Man kan også komme til sine ledere og snakke med dem om personlige ting. Ikke, at det nødvendigvis skal fylde i arbejdstiden, men hvis det gør, er det også okay.«
