Konsekvenserne af det, der skete i julen med Jesus’ fødsel, er ligesom at kigge ind i et lillebitte nøglehul til en kæmpe verden. Det fortæller den 46-årige romanforfatter Anne-Cathrine Riebnitzsky, der ikke nøjedes med at kigge, men hun åbnede også døren.
»Da jeg begyndte at tro på Jesus som Guds søn, blev det starten på en vandring, som har været vidunderlig.«
Hun mener, at juleevangeliets budskab udtrykker det egentlige i kristendommen.
»Hvis man tror, at Jesus er Guds søn, at Gud kom ned på jorden og gav sig til kende i Jesus, så er man en troende kristen. Der stilles ikke andre krav. Det gør kristendommen til den mest enkle og frie religion, jeg kender,« understreger Anne-Cathrine.
»Man kan gribe om den kærlige og glædelige kerne i juleevangeliet, uanset om det er den 23. juni eller den 24. december. Men jeg ved ikke, hvor mange der egentlig tager sig tid til at tænke over det lige netop i julen.«
Julehilsen til garderne
Hendes tro på julens budskab ligger langt fra det, hun oplevede i sin fynske barndom, hvor kirke og kristendom var en fjern størrelse.
»Jeg er nok ikke verdens bedste at snakke jul med, for jeg kan ikke diske op med en lykkelig barndomsjul. Det var en meget anspændt tid, hvor det ikke var rart at være barn. Det påvirkede mig langt ind i voksenlivet, hvor jeg var på vagt, når jeg deltog i en julekomsammen. Jeg ventede bare på, at det gik galt,« siger hun og konstaterer: »I julen har vi alle en forventning om, at vi skal have det godt og rart, men der er mange, som ikke har det. Derfor er jeg taknemmelig for, at jeg har kureret mig selv for julefrygt. Jeg har skabt mine egne traditioner, som betyder, at julen er blevet en glædelig tid.«
Kristendommen er den mest enkle og frie religion, jeg kender
Den er præget af, at hun er gift med chefen for Den Kongelige Livgarde.
»Den 24. december kører vi rundt for at hilse på de vagtgående gardere på Amalienborg og andre steder og siger dem tak for den vigtige indsats, de gør, mens alle andre fejrer jul,« fortæller Anne-Cathrine, der ved, hvad det vil sige at være på arbejde juleaften. Hun er uddannet sprogofficer og har været udsendt som soldat i Afghanistan.
»Vores familie er ikke så stor, så det er rart at kunne være til gavn for andre på den måde.«
En pause i julen
Parret er først klar til deres egen julefejring langt hen på eftermiddagen i Nordsjælland.
»Nogle gange kan madprojektet godt blive lidt presset, men det bliver altid til den bedste ‘and á l’orange, som min mand står for. I år skal vi holde jul med nogle venner, som vi går på jagt med,« siger hun, der har nedlagt mange rådyr med bue og pil.
Forfatteren er glad for roen i juledagene.
»Som mennesker trænger vi til pauser og til eftertænksomhed, ellers kommer vi til at løbe så utrolig stærkt i hamsterhjulet, og så er det svært at bevare overblikket,« forklarer forfatteren, der nogle gange kigger forbi en julegudstjeneste.
»Jeg tror, at der er mange, som gerne vil i kirke i juletiden, fordi det er med til at sætte en stemning, og man får et budskab med lidt mere tyngde, end hvad der flyder forbi på de sociale medier. I julen har vi brug for at blive mindet om, at der er noget, som er større end os selv.«
Stemmen der talte bag mig
I mange år ledte Anne-Cathrine selv efter noget større i livet. Det begyndte i en tidlig alder.
»Det er svært for børn at trives, hvis forældrene ikke trives. Så jeg begyndte at søge efter meningen med livet, og jeg tænkte, at der måtte være nogen eller noget, som kunne hjælpe mig,« fortæller hun, der som teenager slugte bøger om den alternative verden. Hun var i begyndelsen af tyverne, da hun en dag fik en speciel oplevelse.
Det vigtige for mig i min bibellæsning er ikke, hvor meget jeg læser, men hvor meget jeg får ud af det, jeg læser
»Pludselig var der noget til stede i rummet, som var fyldt af overstrømmende kærlighed, lattermildhed og sandhed. Jeg hørte tydeligt en stemme, der talte til mig bagfra, så jeg vendte mig om for at se, hvem det var. På stedet blev jeg klar over, at jeg havde haft et møde med den største kærligheds- og sandhedsånd i verden, og jeg ville gøre alt for at finde den.
Nogle uger senere mødte jeg nogle kristne, som bad for mig og tilbød mig at tage med i kirke,« forklarer hun.
Det blev begyndelsen på en stille vandring ind i kristendommens univers. En milepæl var, da hun som 26-årig bekendte sig som en troende kristen.
Svært med mennesker der bander
Hun har mødt forskellige reaktioner fra sit netværk.
»Det generer ikke min familie, at jeg er en troende kristen, men det er et kort, som jeg skal spille med måde og høflighed,« understreger hun.
»Jeg har også erfaret, at kristnes image ikke er så supergodt alle steder. Det har overrasket mig, men jeg mærker også, at det er ved at ændre sig.«
Anne-Cathrine oplever, at den kristne tro har fået hende til at lægge afstand til ting.
»Jeg oplever en øget sensitivitet overfor grusomme film, som har det formål at underholde, så dem ser jeg ikke mere. I øjeblikket har jeg det svært med mennesker, som bander meget. Hver dag arbejder jeg meget med sprog, så jeg har det, som om jeg sidder og kigger på en rejemad dekoreret med cigaretskod, når jeg hører et menneske bande i fjernsynet,« forklarer hun.
Beder hver dag klokken tolv
»Den kristne tro giver en stabilitet, ro og kærlighed, som har gjort, at mit liv over tid har gennemgået en stor forvandling,« fortæller forfatteren.
»Jeg er aldrig alene, for jeg har noget at støtte mig til. Jeg oplever, at Helligånden guider mig, når jeg møder noget, som er svært.«
Men snakken går også den anden vej. Hver morgen sætter Anne-Cathrine sig til tasterne på computeren og beder til Gud.
»Jeg vil gerne sætte Gud først, så jeg giver ham min første tid om morgenen. Så skriver jeg mine bønner til Gud på computeren,« fortæller hun.
I coronatiden har hun fået et lille bønneritual.
»Hver dag klokken tolv holder jeg en pause, hvor jeg beder specifikt for Danmark og alt det, jeg kommer i tanke om i forbindelse med det. Det føles godt at blive ved med det.«
Fantastisk litterært værk
Dagligt læser Anne-Cathrine også et andagtsstykke på nettet, som tager udgangspunkt i et bibelvers.
»Det vigtige for mig i min bibellæsning er ikke, hvor meget jeg læser, men hvor meget jeg får ud af det, jeg læser. Nogle gange kan et bibelvers rumme rigtig meget,« siger hun.
Jeg har det, som om jeg sidder og kigger på en rejemad dekoreret med cigaretskod, når jeg hører et menneske bande i fjernsynet
Forfatteren bliver andre gange optaget af nogle bibelske ord eller personer.
»Så må jeg undersøge det nærmere, og jeg fordyber mig i Bibelen.«
Som forfatter er hun vild med den måde, Bibelen er skrevet på.
»Det fantastiske ved Bibelen er, at den rummer så mange forskellige menneskeskæbner. Den genkender alle mennesker og alle livssituationer. Der er mennesker, der oplever stor lykke og stor uretfærdighed. Nogle bliver udsat for frygtelige ting, men de finder en ofte overraskende måde at overkomme det på,« forklarer forfatteren, der havde det lidt som disciplen Peter på vandet, da hun sendte sit første manuskript afsted som forfatter.
»Det er vigtigt at tage nogle skridt ud i det ukendte, når jeg tror på, at det er Guds vilje.«
Mit kald er at skrive bøger
Der er efterhånden kommet syv bøger fra hendes hånd, og hun har modtaget flere priser.
»Jeg tror, at det er Guds kald, at jeg skal skrive bøger. Han har givet mig nogle gode redskaber som fantasi og en evne til at observere ting,« siger forfatteren.
»Min tro er blevet mere tydelig i løbet af forfatterskabet, men det er først med bogen ‘Tro i hverdagen’, at jeg lagde kortene på bordet,« fortæller forfatteren, der er i gang med at skrive den næste bog.
»Det er første gang, jeg prøver at skrive en historisk roman.«
