Hymns from Nineveh er ude med det nye julealbum Julekassen, og det er ikke første gang, at Jonas H. Petersen bevæger sig rundt i julens rum. For ti år siden udkom det første med titlen Endurance in Christmas Time.
»Jeg har ufattelig meget lyst til at skrive om julen, for den er så kompleks for mig. Det er det perfekte kunstneriske afsæt for mig til at sige noget meget stort ved at bruge nogle billeder, som alle forstår og har et forhold til. Julemusik er en sjov genre. Når man siger ordet julemusik, så har folk et billede af, hvad det er. Men mine julealbums er et meget anderledes bud på, hvad julemusik også kan være. For mig er det nødt til at være fyldt af substans og pege ud over selve julen,« understreger Jonas, der har nemmere ved at skrive om julen end om påsken. Foreløbig er det blevet til én påskesang.
»Jeg forbinder Kristus med jul, men i høj grad også med påske. Det lys, der lyser i mine sange, ville ikke være det samme lys uden påsken. Det er bare endnu mere komplekst for mig at skrive om påsken end om julen.«
Julen kan ikke aflyses
Et øjeblik ser han de to julealbums i lyset af hinanden, hvor der er fællestræk, men også forskelle.
»Endurance in Christmas Time er en plade, der generelt handler om, hvordan man kommer gennem juletiden, når man har det svært med julen eller svært i det hele taget. Så har den et åndeligt fokus i mange af sangene og dykker ned i den side af julen. Her taler de to plader sammen, men i den nye breder jeg det eksistentielt ud,« siger Jonas.
»Julekassen blev født i år under coronanedlukningen, hvor jeg var så frustreret over, at jeg havde en turné, der blev ved med at blive rykket og rykket, sådan at jeg til sidst følte, at jeg ikke kunne arbejde. En ting var de mistede indtægter, men det, der frustrerede mig mest, var, at jeg ikke havde muligheden for at give noget til folk. Jeg er i høj grad drevet af den generøsitet, der er i at bruge tid på musik og dele den.
Min plade er en julekasse, og inden i den er der små lys, som måske ikke syner af så meget, men som peger på noget meget stort
Så tog jeg en lynhurtig beslutning og kastede mig ud i at lave denne plade. Jeg tænkte, at selv om landet lukkede ned, så kan julen ikke aflyses. Julen findes som noget kæmpestort, der er uafhængigt af pandemier og politik. Den er et ret fint afsæt i en pandemisk tid til at snakke om de store ting. I sangene er der indbygget en positiv trodsighed og en taknemmelighed og en livskraft, hvor jeg har lyst til at pege på, at lyset og håbet og troen og kærligheden findes på trods af pandemier og smerte og lidelse,« forklarer Jonas.
»Jeg vil påstå, at sangene i Julekassen rummer en eksistentiel dybde, som giver værktøjer til livet. For eksempel er Mariasangen på albummet en gendigtning af juleevangeliet, fordi det er en del af min indre julekasse, som jeg slæber med mig rundt i livet, og som går ud over julen. Det er ikke kun noget, jeg tager frem i julen, men den bor inden i mig.«
De hellige ting i julekassen
Tilblivelsen af det nye julealbum skete i familiens sommerhus i Nordsjælland. Her havde Jonas forskanset sig – dog afbrudt af lange ture ved vandet. Som inspiration havde han familiens kasse med julepynt i tankerne.
Der er flere grunde til, at julealbummet har fået titlen Julekassen.
»Julekassen repræsenterer utrolig mange ting for mig. Den er noget, som de fleste af os har. Det kan være en kasse fra Silvan eller en flyttekasse. Den står i kælderen eller på loftrummet og syner ikke af meget. Tingene nede i kassen er ‘hellige’ ting, der ikke må gå i stykker. Det er minder, som vi eller vores børn har lavet.
Julekassen redder ikke klimakrisen, men alligevel indeholder den noget ekstremt vigtigt, som er så essentielt for os mennesker, at vi højtideligholder noget for vores egen skyld og for hinanden. Vi hænger LED-lyskæderne op for vores egen skyld, for at det skal være hyggeligt i vores stue, men det er i høj grad også for at lyse op for andre. Den bevægelse, at vi gør det for os selv og for hinanden, er noget af smukkeste ved julen, men er også noget, der gælder hele året. Vi bør tænde lys for hinanden,« understreger Jonas.
Han åbner et lille vindue ind til sangværkstedet, hvor Julekassens sange og mange andre er blevet til i årenes løb. Jonas har en bestemt definition af sine sange.
»Jeg kalder det salmeagtige popsange, fordi de forbinder sig med det meget store begreb popmusik og så salmegenren. Det gælder både lyrisk og tonalt og harmonisk. Jeg kalder mig selv en salmedigter, fordi jeg blandt andet har skrevet salmer til Kirkesangbogen, som synges rundt omkring. Og jeg går meget op i, hvad der er en salme og ikke er,« forklarer Jonas.
»Min kunstneriske vision for det nye julealbum er, at det er salmetraditionens tekstmæssige tyngde, der møder popmusikkens lethed.«
Min lille hemmelighed
Når Jonas begynder at lege med ordene og poesien til en sang, anvender han primært en arbejdsmetode, der hedder intertekstualitet. Det handler om, hvordan en tekst binder sig til en anden tekst.
»Tekstus betyder væv. Jeg forbinder et lille stykke væv med et kæmpe kludetæppe af referencer i en sang. Det gør jeg både lyrisk og musisk. Det har jeg for eksempel gjort i Mariasangen på den nye plade. Her har jeg forbundet alle mulige tekster om Kristus fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Det har jeg haft det sjovt med,« fortæller Jonas.
Der findes mange ordbilleder i sangene, som har flere betydninger. For eksempel »Jesusbarnet tegnet på en vatrondel« i det første vers af sangen Julekassen.
»Det er et kompakt billede. Vatrondellen er ikke noget i sig selv, men den peger på noget meget større, nemlig Jesusbarnet. Og så har jeg tænkt videre. Man bruger en vatrondel til at rense makeup af med, og ordet renser rimer på frelser. Alle de ting er lagt ned i det her billede. Det er min lille hemmelighed,« forklarer salmedigteren.
Han er meget inspireret af den gamle salmedigter Hans Adolf Brorsons inderlighed.
»Musikken og poesien er for mig et inderligt sprog, som kommer inde fra hjertet. Her forbinder den sig til min tro. Det er det helt nære og inderlige, som betyder noget for mig i min relation til Gud.«
Det er svært for Jonas at sige, hvornår en sang sidder lige i skabet.
»Det er noget, jeg har prøvet at træne, men det er ikke let. På det forrige album Sindets asyl tog det mig ni måneder at skrive sangene og ni måneder at indspille dem. På Julekassen havde jeg otte uger til at skrive og otte uger til at indspille. Jeg havde ikke tiden til at nørde ned i detaljen, som jeg havde med de andre plader, men jeg synes, at den er blevet ret vellykket. Jeg håber, at den kan holde til at blive spillet i flere juletider,« siger han.
Det store lys og den store sang
Det nye album beskriver blandt andet forholdet mellem de store og små ting i livet. I den første sang er der sammenhængen mellem det store lys og de små LEDlyskæder og den store og lille melodi.
»De små banale LED-lys peger på det store lys. Det kunne være Gud eller et håb. Jeg har ladet det være åbent, hvad det store lys og den store sang er. Det er op til folk selv at afgøre.
Pladen rummer også en anden pointe. I den første sang er der en venten på det store lys, som munder ud i en forløsning i den sidste sang i form af en håbssol, der er uudslukkelig,« forklarer Jonas, som for første gang er lidt politisk i én af sangene. I Mariasangen taler han om Maria, »som bar den byrde at flygte for at passe på drengen og for at flygtningebarnet, som endnu findes i verden, kunne spejle sin smerte i Fredsfyrsten selv.«
»Det er et af de meget sjældne punkter i mit virke, hvor jeg er blevet lidt politisk. Jeg kan se, at det er blevet populært blandt politikere at tage kristendom med ind i deres branding af sig selv og deres politik. Og det er for så vidt fint, men så synes jeg, at de, når de taler om ‘de fremmede’, skal fundere over, at Kristus selv var fremmed og flygtning.«
Små lys der peger på noget stort
Som salmedigter har Jonas fået en vigtig opgave.
»Jeg peger på de steder, hvor jeg mener, at der er lys og håb. For mig er det i fællesskabet og i julens evangelium og salmer,« forklarer han.
»Sangene i mit nye album lyser for min egen skyld og for dem, der lytter. Gennem mine sange har jeg hængt nogle små LED-lyskæder op, som forhåbentlig kan lyse lidt for dem, der lytter. Man kan også sige, at min plade er en julekasse, og inden i den er der små lys, som måske ikke syner af så meget, men som peger på noget meget stort.«
OM JONAS H. PETERSEN
Jonas H. Petersen er 34 år og bor i København sammen med sin hustru. I ti år har han levet af sin musik. Det er blevet til seks albums med Hymns from Nineveh og før det et album med gruppen Attrap.
Han er født i Ringkøbing, og da han var to år, rejste han med familien til Afrika. Efter fem år vendte familien hjem til Vestjylland. Senere drog han til København, fyldt af musik fra barndomshjemmet, for at studere dansk.
