Skærper vores blik for kernen i det kristne fællesskab
Søren Isak Nolsøe, provst og medlem af Indre Missions Hovedbestyrelse
Corona har forandret hverdagen markant. Det sociale liv er indskrænket. Men måske kan det også skærpe vores blik for, hvad der er kernen i det kristne fællesskab.
For det kristne fællesskab er slet ikke i første omgang et socialt fællesskab. Det starter et helt andet sted: i fællesskabet med Kristus. Jesus samlede disciple omkring sig, som hver især fik en relation til ham. Disciplene var ikke sammen, fordi de var hinandens bedste venner – tværtimod kunne de skændes bravt. Men deres midtpunkt i Kristus gav dem et fællesskab, som kunne modstå uoverensstemmelserne og overkomme de udfordringer, som kom til, også da kirken blev så geografisk stor, at de forskellige menigheder blev adskilt i det daglige.
Nu er vi adskilt i det daglige. Men Gud er vi ikke adskilt fra. Hjertet i det kristne fællesskab er intakt. Udfoldelsen af det sociale fællesskab med andre kristne er ganske vist udfordret – ligesom det også var det i det gamle Rom, hvor katakomberne blev mødestedet, eller i totalitære lande i vores eget årtusind, hvor mennesker bliver forfulgt for deres kristne tro. Men hver gang opstår der nye måder at knytte bånd på.
Måske er det derfor tid til at prøve noget nyt. Nogle af dem, som vi kun plejer at snakke med over kaffen, kunne måske få et opkald. Til glæde for begge parter. Er man ikke vant til at bruge digitale medier, er det måske nu, man skal prøve at komme i gang. Tiden er til det. Og det giver os mulighed for at være sammen, hver for sig.
Vi har kun Gud at stole på
Børge Haahr Andersen, rektor på Dansk Bibel-Institut
I dag spørger vi meget: Hvorfor? Hvorfor tillader Gud corona? Hvorfor er verden så fuld af lidelser? Jeg har lært meget af Luther og af de ældre salmedigtere i Salmebogen. De spørger mere: Hvortil? Hvad er Guds hensigt med det, som sker? De var ikke i tvivl om, at intet sker uden Gud og hans styre og forsyn, selv om netop denne tanke indeholdt noget helt uforståeligt. Men de spurgte efter Guds hensigt og opdragelse med os mennesker.
Jeg tror, at Gud i den aktuelle situation vil lære os noget om vores skrøbelighed, dødelighed og syndighed. Ingen af os fortjener et langt liv i medgang og solskin. Men svære tider, sygdom, ensomhed, arbejdsløshed og dødsfald kan lære os, at dybest set har vi kun Gud at stole på. Alt andet kan vi miste, selv de mennesker, vi elsker allermest. Men Gud kan bruge modgang og lidelse til at lære os at komme til ham med vores hjælpeløshed, sådan at vi i et og alt sætter vores lid til ham.
De fleste af os kan ikke undgå bekymring og angst. Nogle bliver ramt af ensomhed. For mange af os forstærkes de ting, vi slås med til daglig. Og samtidig: Vejen til Gud er altid åben. Der er ingen restriktioner der. Der er ingen bekymring, vi ikke kan omsætte til bøn. Vi kan være fælles med en ateist om at være bekymrede. Men som kristne ved vi os i Guds faderhånd og ikke i tilfældighedernes vold.
Og så har vi et begrundet håb om at se hinanden igen ansigt til ansigt. Og et begrundet håb om engang at skulle se Jesus og møde ham ansigt til ansigt.
Læs yderligere to lederes bud på kirkens budskab i en coronatid i impuls nr. 8 (s. 6-7).
