»Jeg er ikke ude på at sælge folkekirken til folk. Jeg er ude på at ‘sælge’ Jesus. Jeg vil præsentere ham for folk, så de får lyst til at følge ham.«
Sådan svarer Elon Jepsen, da han med baggrund i udsendelsen Tro til salg på DR2 bliver spurgt, hvad han vil gøre for at sælge folkekirken til folket.
Han fortsætter:
»Folk begynder ikke at følge Jesus, hvis man fra prædikestolen kun siger noget, de har lyst til at høre. Det er vigtigt at sige det til dem, som de har brug for at høre.«
Elon Jepsen har de seneste to år været sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i Vejle. Som minutterne går, bliver det i samtalen på hans kontor tydeligere, at Jesus og hans sag betyder alverden for ham.
Sådan var det langt fra i teenageårene i Holstebro. Da han sad i konfirmandlokalet, tænkte han, at kristendommen var noget af det mest intetsigende og meningsløse, han kunne beskæftige sig med.
»Nogen tid inden var jeg begyndt at tænke over meningen med livet, og om det kunne sættes i relation til noget større. Jeg var overbevist om, at Gud ikke fandtes, og at eksistensen ikke er et mirakel, men en tilfældighed. Derfor var livet også tilfældigt og uden mening,« fortæller Elon.
Kunne ikke afvise Guds eksistens
Efter niende klasse tog han til USA som udvekslingsstudent. Af nysgerrighed besluttede han sig for at gå i kirke, for han havde hørt, at det skulle være meget anderledes end herhjemme. Han fulgtes med en god kammerat.
»Han var intelligent, og så var han kristen. Jeg forsøgte at udfordre ham på hans tro, men lige meget hvilket argument jeg smed efter ham, havde han noget meningsfuldt at sige til det. Samtidig oplevede jeg, hvordan han levede med Jesus på en naturlig måde. Det var tankevækkende, og efter lang tids samtale og diskussion kunne jeg ikke længere blankt afvise Guds eksistens. Han havde forskellige erfaringer med Gud, som jeg ikke bare kunne affeje uden videre. På et tidspunkt bad jeg til Gud og sagde: ‘Hvis du er der, hvad jeg ikke tror, du er, men hvis du er, beder jeg dig om at vise dig for mig.’ Jeg var ikke ateist, fordi jeg havde noget følelsesmæssigt i klemme over for Gud. Jeg var sandhedssøgende. Hvis Gud fandtes, ville jeg være dum, hvis jeg ikke søgte at lære ham at kende. Så jeg blev ved med at gå i kirke,« fortæller Elon.
Bibelen angreb mig
Her mødte han mange spændende unge og præster, som var gode til at udfolde Jesus’ ord, så det blev relevant. Det inspirerede ham til at læse i Bibelen.
Jeg tog til USA fyldt af en eksistentiel tomhed, men kom hjem med eksistentiel fred, som jeg gerne ville dele med andre mennesker.
»Jeg begyndte faktisk at læse i Bibelen, fordi jeg ville finde ‘hullerne i osten’. Der måtte være noget, som præsterne ikke fortalte mig. Jeg begyndte i Matthæusevangeliet, og da jeg nåede til Jesus’ ord i Bjergprædikenen om livet og relationer, tilgivelse og vrede, oplevede jeg det, som om der var en aura af åbenbaring over det. Der var en voldsom fornemmelse af sandhed over det, Jesus sagde, og det stod bare klart for mig, at hvis man levede efter hans vejledning, ville man få det bedste ud af sit liv og sine relationer. Indtil da havde jeg tænkt, at hvis man blev en kristen, svarede det til frivilligt at tage en spændetrøje over hovedet resten af sit liv og lade sig begrænse«, forklarer Elon.
»Luther har et sted sagt: ‘Bibelen har hænder og fødder. Den løber efter mig og griber fat i mig. Jeg kan ikke slippe væk fra den.’ Det var præcist sådan, jeg følte det. Den angreb mig fra alle sider.«
Jeg havde ikke flere argumenter
En måneds tid efter den første bøn kom det afgørende vendepunkt i december 1998.
»Jeg vågnede op lørdag morgen med en stærk bevidsthed om, at der var nogen på mit værelse. Jeg var fyldt af et underligt nærvær. Jeg var vanvittig glad og fredfyldt. Fornemmelsen af nogens tilstedeværelse var så tydelig, at jeg åbnede alle skabe og kiggede under sengen for at tjekke, om der var nogen. Det var der selvfølgelig ikke,« fortæller Elon.
»Senere på formiddagen var jeg i byen til brunch, og da jeg bagefter på gaden passerede en af de unge fra kirken, havde jeg oplevelsen af at få en åbenbaring, ligesom at få en spand vand i hovedet fuld af informationer om hende. Det var ikke informationer, jeg egentlig kunne bruge til noget, men det fangede virkelig min opmærksomhed. Det var jo super underligt, og for bare en måned siden troede jeg fuldt og fast på, at der ikke fandtes ‘mere mellem himmel og jord’, og så oplevede jeg dette. Det skete to gange mere i weekenden med to andre personer. Efter sidste gang gik jeg ind på mit værelse og begyndte at bede til Gud: ‘Gud, du kan jo ikke være til, for vi stammer jo fra aberne!’ Jeg mærkede intuitivt Guds tiltale, og han sagde til mig, at det kunne han godt, og forklarede hvorfor. Jeg blevet temmelig overrasket, men stillede så det næste spørgsmål, og så skete det samme igen. Samtalen fortsatte, til jeg ikke havde flere argumenter,« fortæller han.
»Til sidst stod jeg og kiggede op i loftet, og jeg havde oplevelsen af at kigge lige op i Guds ansigt. Og med et blev jeg fyldt af en erkendelse: ‘Det her er meningen med livet. Hvad er det, der er meningen med livet? Det at være sammen med min skaber.’ Og så overgav jeg mig. Gud havde åbenbaret sig for mig, og jeg overgav mit liv til Jesus. Jeg bad ham tilgive mig de mange synder, jeg havde begået, og jeg bad ham blive herre i mit liv,« fortæller Elon strålende af glæde.
Siden har han haft et missionalt kald i maven.
»Jeg tog til USA fyldt af en eksistentiel tomhed, men kom hjem med eksistentiel fred, som jeg gerne ville dele med andre mennesker,« pointerer han.
Det var aldrig et teologisk spørgsmål
Da han kom hjem, søgte han efter et kristent fællesskab i Holstebro, som lignede det, han havde mødt i USA.
»Det skulle være præget af kristne, som var seriøse med Bibelen. Der skulle være et miljø præget af næstekærlighed og rummelighed,« siger Elon.
»Jeg så ikke efter det i folkekirken, for jeg troede ikke, at der kunne komme noget godt derfra. Så jeg søgte i frikirkemiljøet og havnede i pinsekirken.«
I den sammenhæng var han i ti år.
»For mig var det aldrig et teologisk spørgsmål, hvilken kirke jeg kom i. Jeg havde ikke begreber om teologi, da jeg begyndte i pinsekirken. For mig handlede det om discipelskab og om kristent liv. Det fandt jeg i pinsekirken, og jeg er formet af den frihed, der er der, og det at leve et helhjertet kristenliv,« forklarer Elon.
Tanken om at læse teologi rumsterede i ham en tid, indtil han i en alder af 25 år kastede sig over studierne på Menighedsfakultetet (MF) i Aarhus.
»Jeg ville gerne blive klogere på teologien, så jeg valgte MF, fordi det er et seriøst og grundigt studiested, og fordi jeg gerne ville tage mere livtag med det lutherske,« fortæller Elon.
Under sin studietid blev han aktiv i Aarhus Valgmenighed, hvor han også mødte sin kone.
Grebet af Luther
Under studierne blev Elon blandt andet grebet af Martin Luther.
»Han er helt klart én af mine helte og den vigtigste teolog på min radar,« understreger han.
»Han er knivskarp og vanvittig modig, da han går op imod den katolske kirke og gør klart, at retfærdiggørelsen sker ved troen alene. Jeg beundrer ham for, at han er så fast i sin overbevisning, at han er villig til at give sit liv for det. Jeg er ikke enig med ham i alt, men hans mod, hans missionale fokus og hans teologiske skarphed er grundlæggende rettesnore for mig,« forklarer han.
»Og så er Luther et organisatorisk geni, da han pointerer betydningen af, at husfaderen skal udruste og disciple sin familie med Den Lille Katekismus. Hvis kirken skal blive stærk, så nytter det ikke noget, at hele ansvaret ligger hos præsten. Det skal i stedet ud til menigheden. Luther kalder det ‘det almene præstedømme’. Vi er alle præster for Gud, og vi skal tage det ansvar og kald på os at være Kristus rakt ud til verden. Luther oversætter Bibelen til tysk og indfører tyske gudstjenester. Derudover skal menigheden synge salmer, og de skal også være på modersmålet. Luther så betydningen af at tale om Jesus i et sprog, som mennesker forstår. Og det er helt grundlæggende det samme, Gud gør, da han bliver kød og tager bolig iblandt os i form af Jesus. Han bliver et menneske helt på den tids og den kulturs vilkår, samtidig med at han udfordrer sin tid og kultur og kalder den til at følge ham.«
Har folkekirken noget at byde på
I lang tid troede Elon ikke, at folkekirken var et sted for ham, Men det ændrede sig, da han i forbindelse med studiet besøgte en kirke i Aabenraa, hvor MF’s tidligere formand, Jørgen Jørgensen, er præst. Her oplevede han en levende og aktiv menighed, og han hørte om de mange mennesker, som var begyndt at tro på Jesus gennem kirkens alphakurser.
»For første gang ramte det mig, at folkekirken måske faktisk havde noget at byde på. Senere valgte jeg i forbindelse med mit studie at tage et halvt år i praktik hos Jørgen for at undersøge, om jeg kunne se mig selv være præst i folkekirken. Konklusionen på det blev jo, at jeg sidder her nu,« siger Elon, der fik sit første embede i Harte ved Kolding. Her blev han del af et dejligt, kirkeligt fællesskab. Efter seks år i Harte søgte Elon stillingen i Vor Frelsers Kirke. Han ville gerne til et større bysogn, hvor der var en stor menighed og mange missionsmuligheder. Det endte med at blive Vor Frelsers Kirke i Vejle.
»Der er alle mulige andre måder at være kirke på stilmæssigt, som tiltaler mig mere end en klassisk højmesse i folkeirken. Men Gud kalder os ikke til at finde det sted, hvor det er allerfedest at være. Det vil jeg gerne sætte en tyk streg under. Gud kalder os til at være der, hvor vi kan gøre den allerstørste forskel for ham. Det er ikke nødvendigvis der, hvor alle vores behov bliver opfyldt,« siger sognepræsten.
»I mine øjne er folkekirken i al sin brogethed den bedste platform for at nå ud til danskere med budskabet om Jesus. Vor Frelsers Kirke ligger lige i midten af byen, og vi kommer i kontakt med så mange mennesker, som for manges vedkommende ikke kender så meget til kristendommen. Og misforstå mig ikke. Jeg er rigtig glad for vores gudstjeneste her i kirken, men det som for mig, er det ‘fedeste’ er, når folk møder Jesus for første gang. Ligesom Jesus opsøgte de mennesker, skal vi gøre det samme,« forklarer Elon.
En åben kirke
Han oplever, at kirkerummet er gudstjenestevenligt og også egner sig til rytmiske gudstjenester. Han fremhæver værdien af den store, aktive menighed.
Gud kalder os til at være der, hvor vi kan gøre den allerstørste forskel for ham. Det er ikke nødvendigvis der, hvor alle vores behov bliver opfyldt.
»Det er en god base at bygge på og at invitere ind i. Vi har 90-100 frivillige, som på mange måder rækker ud til mennesker i byen. Vi vil gerne være en åben og gæstfri kirke, hvor folk, der ikke er vant til det, får en mulighed for at føle sig hjemme,« fortæller præsten, der har mange initiativer i gang. Blandt andet et alphakursus, hvor der er 14 tilmeldte.
Han fremhæver samarbejdet med Indre Mission i byen.
»Jeg er lykkelig for IM’erne her i kirken, og jeg føler et meget tæt slægtskab med dem teologisk. Samtidig er vi en dejligt broget menighed med mange forskellige teologiske ståsteder, og sådan kan jeg godt lide det,« siger Elon.
Det tiltrækkende ved Jesus
Elon vil gerne forkynde Jesus for mennesker på den måde, som han selv mødte ham.
»Jesus er vanvittig attraktiv, men han er tiltrækkende på en anden måde, end vi tror. Noget af det, der er så godt ved ham, er, at selvom han afslører os som syndere, så inviterer han os samtidig til at blive Guds børn. Men hvis vi ikke tør sige til folk, at de har noget i deres liv, som de må lave om på, så ender de aldrig med at komme til Jesus. Vi lader dem være bundet i synden, hvis vi kun fortæller dem det, som er rart at høre. Der er så mange ting i vores kultur, som binder vores hjerter. Det er netop den spændetrøje, Gud ønsker at klippe af, så vi kan leve et liv i frihed sammen med ham,« forklarer præsten.
»Jesus kalder os hele tiden til et liv, hvor vi tør tage livtag med det, der gør ondt, og få ryddet op i vores liv. Han kalder os til at ligne ham og følge ham. I megen dansk kristendom er der ingen efterfølgelse, men kun gaver. Det er ikke bibelsk kristendom.«
Elon er næsten ikke til at stoppe igen.
»Men det vildeste ved at følge Jesus er ikke bare den frihed, Jesus giver, men i det hele taget det, at han vil være sammen med os. Det, jeg oplevede som meningen med livet, da jeg først mødte ham. Selveste Gud vil være sammen med dig og mig. Han bor i os ved Helligånden, og i det ligger også, at han ikke bare parkerer os på kirkebænken. Han kalder os til at tjene ham og være med til at være bærere af hans rige her i verden. Gud har skabt os til at være partnere med ham helt fra begyndelsen.
Det er en helt essentiel del af, hvad det vil sige, at vi er skabt i Guds billede og sat til at tage vare på jorden og på hinanden. Det var det kald, Adam så fatalt fejlede i, men som Jesus ved sit liv, sin død og sin opstandelse nu har genindsat os i. Det kald sendte han disciplene ud i verden med. Og nu sender han også dig og mig. Det er et kald, det både er værd at leve for og endda at dø for. Disciplene gjorde begge dele. Du og jeg kan formentlig nøjes med det første, og det skal vi gøre.«
